Sommer, efterår – tiden går.

Charlotte Falmer

Charlotte Falmer

Jeg har ikke skrevet et indlæg i meget lang tid. Så lang tid, at jeg har overvejet, om det er fordi jeg har mistet lysten til at skrive? Er det fordi, nu var der simpelthen ikke mere på det her hjerte? Nej. Lysten til at skrive er der ligeså meget, som den altid har været, måske mere end nogensinde før. Men lad os bare sige, at der er sket ufattelig meget siden maj 2019.

Jeg har solgt mit store hus i Kastrup, og flyttet alle mine ting og møbler op i det sommerhus jeg har købt i Kalundborg. Jeg er flyttet permanent  til Hellebæk og bor fast hos den kæreste jeg har mødt og er nu ved at skabe mig en ny tilværelse. Anden del af livet – for det er sådan jeg ser det – er så småt ved at finde sit leje, jeg har hovedet fuldt af ideer, jeg har stadig nogle store drømme og jeg føler mig stærk og forankret igen. Det er tre år siden, her i oktober, at Peter døde og jeg er nået langt af den vej, jeg var nødt til at fortsætte.

Jeg har for første gang nogensinde holdt et fortælle foredrag om, hvordan det er at miste fodfæstet når verden ramler og så finde tilbage på sporet igen. Det har været en meget lang proces at lave foredraget. For det er skrevet om og efter og om igen. Jeg har hele tiden haft for øje, at det skulle være et personligt, men ikke et privat foredrag, for jeg ville gerne have, at man kunne spejle sig i det. Inspireret af Louise Winther´s foredrag “Må jeg spejle min sorg i din”, var mit ønske at fortælle om, hvad det er der sker med os, som mennesker når vi midt i livet mister vores holdepunkt og hverdag og hvordan kommer man tilbage på livets spor? Kan man overhovedet blive den samme igen?? Og jeg håbede, der ville sidde mennesker, der kunne nikke genkendende til noget af det, det jeg fortalte. Vores sorg er individuel, men sorg er også en universel følelse. Noget alle mennesker kommer ud for, men håndterer forskelligt.

Det har været en terapeutisk proces. Jeg har været igennem en masse tanker, tilbageblik og minder. Det har været både smertefuldt og forløsende, hårdt og befriende. Jeg har været tilbage gennem hele forløbet. Jeg har læst, hvad jeg skrev dengang, jeg har husket sætninger, situationer genkaldt mig alting og det har gjort ondt på mange måder, på mange plan. Men det har været – som det hedder med et moderne udtryk – en rejse, jeg er fantastisk glad for at have foretaget, fordi den har styrket mig. Det går op for mig nu, hvor jeg skriver det her indlæg, hvor meget det reelt har gjort.

Det var en oplevelse at fortælle/holde foredrag og det var rørende, så mange der kom hen og sagde tak for en stor oplevelse. Det gav mig rigtig meget, dét at der var mennesker, der kunne genkende ting, mennesker, der følte, at jeg talte lige ind i, hvad de havde oplevet da de mistede – det var en meget stor oplevelse. Der var en tæthed og en nærhed i rummet. Jeg holdt mit foredrag dagen efter, at det var tre årsdagen for Peters død. Jeg kunne næsten mærke, at han var med mig og det føltes som sagt, så rigtigt. Jeg håber meget, at jeg vil få lejlighed til at gøre det igen, men det vil tiden vise – det er nok ikke umuligt.

Og jeg må endnu engang konstatere, at det menneskelige liv er fuldstændigt uforudsigeligt, for vi ved jo ikke om, eller hvornår, eller hvordan vores verden pludselig ramler, og vi aner ikke hvad eller hvem der ligger og venter på os, for at samle os op igen. Det er så godt at have Peter med sig i hjertet – det er rigtig dejligt, at Nils nu også bor i mit hjerte.

Kærligheden er en forunderlig størrelse, for som min mor altid sagde til mig; ”Husk min pige, det er det eneste du får mere af, jo mere du giver væk. Hvis du giver dit slik væk, er det væk – med kærlighed kommer det tilbage og du har pludselig meget mere end da du begyndte at give væk af det”.

“Det lyder som om, du er blevet lykkelig igen og kommet videre i dit liv”…..

 Ja, Jeg har fundet lykken. Den findes jo i mange afskygninger, og jeg har den på mange måder; Fra Nils til mine børn og børnebørn, til mit arbejde, fx en enkelt episode af en dramalektion hvor alt fungerer.

Og nej. Man kommer aldrig over sådan et tab, men man lærer at leve med det, at acceptere, at der blev revet noget fra dig, som du ikke var forberedt på. ”Videre”? Nej, jeg lever mit forandrede liv, men, jeg har mit tidligere liv, sådan som det har været til nu, med mig hele tiden. For jeg har ikke brug for at ”komme videre”. Jeg har brug for at leve et godt liv, med de oplevelser jeg har med mig fra mit hidtidige liv –smukke og smertefulde – så det gør jeg.

Mens jeg skriver på det her, sidder jeg i mit sommerhus, det skal hedde Badehotellet, som jeg har haft fra 15. juli.

Et hus, hvor alle mine dejlige ting er flyttet ind, hvor vi kan tage hen når vi vil slappe af og hvor jeg kan invitere hele min familie til frokost hvis jeg vil – for det er stort nok til det. Det har været en fest, at indrette det her i sommer, hvor jeg har købt ”drømme-ting” som fx hvide badekåber fra Ikea! Så kan mine gæster få udleveret en badekåbe når de kommer på besøg – jeg bor under to minutter fra stranden! Jeg har købt lækre håndklæder og flotte knager til at hænge dem på. Og jeg har rigtig mange sovepladser, plads til mange gæster. Jeg har købt fine vinglas på loppemarked og bare nydt at skabe en stemning af sommerhus. Og det er her.

Sommerhusstemning. Det er et fuldstændigt vidunderligt område, og vi elsker at være her. Det giver mig energi og glæde at kunne være i ”sommerhushumør”. For der sker altså noget, når man kommer op i sommerhuset; der er ting, der er legale på en anden måde og man slapper af på en helt anden måde, for det er derfor man er her! Så selvom der har været virkelig meget oprydning og sætten på plads, så er der lang vej igen – her skal vi nemlig slappe af. Helt ned i gear. Gå morgentur med hunden i nattøj og sidde foran brændeovnen og hygge i timevis. Skrive, læse, lave god mad og være sammen.

I sommerhuset er det hyggeligt at vaske tøj – hjemme er det en pligt man er nødt til for at få rent tøj. I sommerhuset er det hyggeligt at vaske op – hjemme er det fedt at sætte alt i opvaskeren. Sådan er der så mange små ting, der gør en forskel. Og hjemme, som jo så er Hellebæk nu, er der nogle andre ting der gør, at det føles godt at være. Hjemme i Hellebæk er der en anden form for hygge, en anden måde at være i hverdagen på. Men jeg elsker at være både i Hellebæk og på Badehotellet.

Det har været en hård nyser, at sige farvel til huset hvor mine børn voksede op og hvor jeg havde omkring 20 år med Peter, men det var det rigtige at gøre, ingen tvivl om det. Heldigvis deler mine børn det synspunkt og opbrud er ikke kun svært, opbrud kan også være sundt. Nogle gange skal man ud i en orkan for at mærke roen og freden .

Lige nu er den her. Freden. Her i sommerhuset. Om et øjeblik er den lille ekstra ferie forbi, og hverdagen kører på fuld skrue igen – heldigvis. For det er så ubeskriveligt skønt at have ferie, at jeg nogen gange tænker; “Hm. kan man lade sig pensionere som 57-årig”? Men hver gang jeg har tænkt sådan, så hvisker Dan Turell i mit øre: “Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”.

Kærligst Charlotte

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. Avatar

    Det er også tilladt for stærke kvinde at være svage, men det er det positive livssyn der seje. Godt skrevet

  2. Avatar

    Så flot skrevet (igen) Charlotte – jeg er næsten målløs!

  3. Avatar

    Som jeg altid har ment, Charlotte – du har været, du er og du vil altid være en fantastisk kvinde 😀 – Tusind tak for de mange timer, vi har tilbragt sammen. – Jeg er SÅ glad for det liv, du har nu, og glad for at være en del af din fortid også <3

    1. Avatar

      Tak for jeres fine kommentarer! De går lige ind og varmer og gør mig glad. Tak for at I læser med.

Skriv et svar

Charlotte Falmer

Charlotte Falmer

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg

Luk Menuen