Spørg mig om ALT!

Det har taget mig flere dage, at finde en måde… hvorpå jeg kunne starte med at skrive mere om BED og mig.

Jeg sad flere gange med et blank dokument åbent og tænkte: ”Kom nu! Du ved godt hvad det her handler om! Du har jo selv skrevet til Rikke om, hvad det er du brænder for at fortælle!”

Men dokumentet forblev blankt.

Efter at et par aftener var gået sådan og jeg havde dårlig samvittighed over, ikke at være kommet i gang, så besluttede jeg mig for, at lade en håndfuld af mine kære gøre det første arbejde. De kender mig alle sammen godt, men det er meget individuelt, hvad de ved om BED og hvordan det påvirker mig.

Min tanke er, at det afspejler meget fint, hvad der er vigtigt at fortælle, både for dem der intet ved om det og for dem som måske vil kunne genkende sig selv, i de svar jeg giver.

Hvis du måtte spørge mig om ALT i forhold til at leve med en spiseforstyrrelse, hvad skulle det så være?

Hvorfor har du en spiseforstyrrelse?
Godt spørgsmål! … Er min første tanke. Jeg tror ikke, svaret er helt entydigt. Hvordan fandt jeg ud af at mad kunne hjælpe mig til, at jeg fik kontrol og samtidigt det modsatte? Hvornår i livet finder man ud af, at der er noget man ikke har lyst til at forholde sig til og derfor finder en løsning, som set i bakspejlet ikke er den bedste? Spiseforstyrrelses-tanken er: Fuck det!… Bare det virker!

Jeg har den seneste uge tænkt meget over, hvorfor den kom… For kom den bare snigende?

Det tror jeg. Hvis jeg skal komme med et nogenlunde fyldestgørende svar, så er det vel, at jeg oplevede tidligt, at være mere sensitiv end andre, oplevede følelser stærkere end de fleste og at jeg er særligt følsom overfor andres energier. Hvilket gør at jeg er, enormt meget på arbejde i hvad andre mennesker tænker, især når det er mennesker jeg ikke kender, eller når jeg har svært ved at aflæse andres kropssprog eller mimik.

Maden blev min måde at få en pause fra det. En pause fra, at skulle føle, og udelukkende koncentrere mig om at spise og få ro i mine tanker. Senere kom kontrollen, som modvægt til overspisningerne. Når jeg er presset følelsesmæssigt, så kan udfaldet være begge dele. At jeg enten spiser voldsomme mængder mad på kort tid eller sulter mig, så jeg kan mærke det hul i maven som kommer, når jeg ikke er i balance, og derved føle, at jeg fylder det ud eller har kontrol over det.

Det ville være så nemt, hvis man ”bare” kunne give arv og miljø skylden. Dét der med, selv at tage ansvar i den ligning, dét arbejder spiseforstyrrelsen ufatteligt lidt sammen med. Jeg oplever det, som at den enten vil bedøve følelser eller kontrollere dem.

Så faktum er, at jeg IKKE har haft en frygtelig barndom! Selvom jeg har tidlige minder om hvordan mad var noget, som var lidt problemfyldt for mig.

Jeg har dog i mit voksenliv fået en forståelse for, hvorfor mit forhold til mad ofte har været, og i en hvis grad stadig, er besværligt. Mit forhold til mad blev en katalysator for, at jeg ikke følte at jeg kunne indfri de enormt høje forventninger, jeg havde til mig selv. Derfor giver det mening, at jeg måske tidligt forsøgte at finde en måde at lukke af for det på, uden at det var helt bevidst. Jeg ville absolut være den bedste til alt.

Jeg har fået hjælp til at forstå hvad det har gjort ved hende, jeg er idag og samtidig fået en ret god indsigt i, at den måde at slukke mig selv på, ikke vil mig noget dårligt, men passe på mig. Jeg har brugt enormt meget energi på at overleve, fremfor at leve. Jeg er min egen hårdeste dommer.

Dette er en del af forklaringen på, hvorfor jeg har de udfordringer jeg har i dag. 

Kan du nyde mad, når du f.eks. er ude at spise med andre?
Ja og nej. Jeg synes sjældent det er hyggeligt, når det bliver for koncentreret, at jeg skal sidde for længe ned og spise. Jeg er mere til tapas-tallerken end til suppe, steg og is! Jeg har taget min dosis af den sammensætning i min opvækst i Sønderjylland. Men selvfølgelig har jeg livretter, som jeg elsker at spise!

Det vigtigste er faktisk selskabet. At jeg føler mig tryg i det og at jeg har det godt i de omgivelser, hvor det sker. FOR mange mennesker er aldrig lykken.

Og så skal andre bare passe deres egen tallerken! Jeg har det stramt med, at der bliver kommenteret på, hvad jeg spiser eller mængden, fordi det piller ved noget sårbart hos mig. Der er INTET nogen kan sige, som min hjerne ikke vil tolke som noget der enten får mig til at miste appetitten eller få lyst til en overspisning. Jeg ville ønske, at det ikke havde den effekt!

Det handler ikke om, at jeg skal kunne høre en knappenål falde, men det handler om at min tallerken er MIN! Uanset hvor fornuftigt eller ufornuftigt den er sammensat – Så helt bogstaveligt vil jeg heller ikke forstyrres, når jeg spiser! 😀 

Kan du huske første gang, hvor du tænkte… Jeg har en spiseforstyrrelse?
Ja det kan jeg. Det er mange år siden – Vel nok omkring i starten af mine 20´ere. Jeg havde så voldsom en overspisning at jeg kastede op af det. Ikke fordi maden var dårlig, men fordi jeg havde fyldt min mavesæk alt for meget. Dér blev jeg klar over, at noget var helt galt. Men jeg anede ikke, at det reelt hang sammen med en spiseforstyrrelse. Jeg tænkte at det var mig, der var sær og at det kunne jeg ALDRIG tale med nogen andre om! Jeg skammede mig frygtelig meget over, at jeg havde lyst til at spise så meget. Det var først senere jeg fandt ud af, at det hedder en spiseforstyrrelse og det jeg var i gang med, var at skade mig selv. 

Hvilken oplevelse husker du som den værste, i forhold til at have en spiseforstyrrelse?
Det er svært at svare på, fordi jeg kan nævne rigtig mange grimme oplevelser, hvor jeg har gjort det for at bedøve mig selv, for overhovedet at kunne falde i søvn og samtidig også har sultet mig selv i flere dage, når jeg har været rigtig ked af det. Jeg kan huske at jeg indimellem har haft det så dårligt, at jeg var bange for at dø af det. Altså af en regulær overspisning. Paradokset er grimt, fordi det var egentlig dét jeg havde lyst til. Bedøve mig selv så meget, at jeg intet kunne mærke.

Jeg får samtidig lyst til at vende det rundt og sige: Min måde, at komme af med spiseforstyrrelsen handler faktisk om det modsatte. Hvad er det gode ved at have en spiseforstyrrelse? Jeg ved, at den er kommet af, at den har villet mig noget godt. Passe på mig, når jeg ikke selv var i stand til det. Det er en gave at kunne mærke sin krop og dens behov. Det har spiseforstyrrelsen været med til at jeg er blevet opmærksom på at lytte efter.

I dag erstatter jeg mine overspisninger med gode fornuftige valg, fremfor mad. Jeg minder ofte mig selv om, at jeg er 100 gange større end den forbandede stemme inde i mit hoved, som råber: Bedøv mig NU! Over tid håber jeg, at den stemme forsvinder eller forandres til at sige noget rart.

”Den største begrænsning vi har, er måden vi tænker om os selv på… ”

Hvordan påvirker det din hverdag at have en spiseforstyrrelse?
Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvordan den viser sig. Det har taget mig endnu længere tid, at erkende at jeg ikke bare kan ignorere den, så den forsvinder.

Den bedste måde, du kan slå en spiseforstyrrelse ihjel på, er ved at holde op med at leve!

Barskt ik? Hvis jeg lod være med at opleve noget, som på nogen måde sætter gang i mine følelser, så ville jeg være ret ”spiseforstyrrelses-fri.” Men det er ikke et liv, jeg har lyst til at leve.

Jeg har forsøgt mange forskellige ting. Jeg har forsøgt at arbejde den væk ved at have tre forskellige jobs på samme tid, så jeg ikke havde tid til at tænke ret meget over det. VIRKELIG dårlig løsning, for med dét følger manglende søvn, for lidt tid til afslapning, for lidt social kontakt med mine nærmeste og ingen faste rutiner for mad. Dette fører så til noget så herligt, som stress, depression, angst og for mit vedkommende at jeg også tager på i vægt… And here we go again! Så starter sultestrejken. Sikke en fest! Frem med gravøllet og lad den tykke dame synge!

Jeg har virkelig på egen krop mærket, hvordan jeg var nød til at lægge mit liv om, for at jeg kunne fungere på den lange bane. Ændre mine forventninger til, at jeg indimellem gerne bare må gennemføre og glæde mig over at komme i mål, uden at være den første og den bedste. Men det har taget tid og det har jeg ikke gjort uden at være blandt mennesker, som jeg elsker og som betyder meget for mig.

Og denne her blog skal ikke udelukkende være så alvorlig!

Jeg havde tænkt mig, at jeg ville skrive det med en lethed og dén selvironi, som jeg elsker. Jeg har også bare måttet erkende at det kan være en maske, jeg tager på, når jeg gerne vil tale udenom. Så starten blev lidt mere tung og dyb, end tænkt. Men jeg håber, at I holder ud, at filteret faldt!

Jeg kommer til at lave flere indlæg ud fra de spørgsmål jeg har fået, hvis du bliver hængende kommer du til at læse mere om:

• Hvordan jeg planlægger min hverdag?
• Hvordan jeg oplever sult og mæthed? 
• Hvordan jeg fik hjælp? 
• Hvorfor jeg ikke ”bare” skal på slankekur?

Kærligst, Heidi