Fordømmelse af andre.

Hvorfor har vi mennesker så svært ved at acceptere hinandens... forskelligheder? 

Både vores udseende, måden vi lever på, den mad vi spiser, dem vi elsker og dem vi vælger at dele vores liv med. Musikken vi lytter til, tøjet vi går rundt i. Det parti vi støtter, mængden af penge vi bruger, om det er lønindkomst eller offentlig støtte. Det vi bruger vores fritid på, måden vi er forældre på og måden vi vælger at leve vores liv på. 
Hvem gør os til dommere overfor andre mennesker? Hvad giver dig eller mig, ret til at dømme andres beslutninger, gode som dårlige? 

Jeg skriver det her indlæg fordi jeg selv har levet et liv hvor jeg konstant er blevet dømt på alt jeg har foretaget mig. Især af nogle som burde være de tætteste i mit liv, men jeg har, måtte indse, at de her mennesker, dem vil jeg aldrig gøre stolte, tilfredse eller få dem til at acceptere mig.
Alle de dårlige beslutninger jeg har taget, er blevet tværet ud i hovedet på mig og jeg er blevet gjort til skamme et utal af gange og jeg bliver det stadig.
Jeg er træt af det og det gør mig ked af det. Helt ind i sjælen.

Jeg har selv taget rigtig rigtig mange dårlige, dumme og slet ikke tænkt-igennem valg i mit liv. 

• Den dag jeg tænkte at kort hår ville være perfekt til mig!
• Alle de gange jeg valgte at tænke på mine egne egoistiske ikke nødvendige behov!
• De gange jeg droppede ud af uddannelser, som rent faktisk kunne have ført mig steder hen i livet!
• Alle de gange jeg valgte at behandle dem jeg elsker, virkelig dårligt! 
• Alle de gange jeg valgte fest og tømmermænd, frem for at møde op til andre ting der betød noget!
• Alle de gange jeg har sagt til mig selv at jeg ikke er noget værd. 
• At jeg har ladet andres ord og handlinger holde mig nede og forhindret mig i min egen personlige udvikling.
• Og så lige den gang jeg mente jeg ville blive lykkeligere af at få lavet plastik kirurgi!

Og jeg kunne blive ved…. 

Jeg er helt sikker på, at jeg ikke er den eneste. 

Det sjove er at de samme mennesker som står og peger fingre af andre, er samtidig også dem der virkelig trænger til at kigge ind ad. Jeg har, måtte rydde ud i venskaber og bekendtskaber. Jeg er blevet såret så mange gange af forskellige mennesker, at mit syn på dét at ha en relation til andre mennesker for mig er unødvendigt. Jeg har det bedst alene og med de få mennesker jeg har i mit liv, som jeg virkelig stoler på og som jeg ved elsker mig og vil mig det bedste. Og jeg elsker dem og ville smide alt for deres skyld, hvis de havde brug for det! De her få mennesker, var der for mig da mit liv var allermest mørk og håbløst! 

Men HVORFOR er vi mennesker sådan overfor hinanden? Får hinanden til at føle os forkerte, udenfor, til grin, kede af det? 
HVORFOR er der så mange der leger de er venner, men så snart de vender ryggen til hinanden, så opfører de sig stik modsat? 

Jeg har endelig indset hvilke værdier jeg har og hvad jeg indebærer. Jeg ved hvilke “slags” mennesker jeg selv ønsker i mit liv (hvis man kan sige det sådan). 
Jeg ved endelig hvordan jeg ønsker at leve mit liv!

Ved i det?! 

Håber i har en dejlig dag søde læsere..