Det kløende, møghamrende irriterende tabu, der er helt normalt

Jeg har haft en ret spændende og tåkrummende* oplevelse for nyligt. Før jeg fortæller om den, får du lige forhistorien dog. *ordet eksisterer – jeg har slået det op i ordbogen

Jeg er ekstrem heldig når det kommer til min fysik, og jeg er ret sikker på, at jeg kan takke min mors gener for det. Når jeg endelig tager på, priser jeg mig også lykkelig over, at det som regel er på boobies, butt og hofter det sætter sig. Det er steder, jeg gerne vil have kurver. Der lander også lidt på lår og i ansigtet, men det er på en cute måde, så længe vi ikke snakker 8 kg. Så vokser mine kinder nemlig til hamsterstørrelse og maser mine øjne sammen til to små streger.

Jeg må dog indrømme, at jeg over de sidste 5 måneder er kommet ned og veje en smule for lidt. Det handler egentlig ikke om vægten – jeg ejer ikke engang en vægt – men jeg kunne se og mærke på min krop, at jeg var ved at blive for tynd. Hofteskåle og ribben begyndte at stikke ud, og det føler jeg ikke er et særligt charmerende look til mig. Så jeg gik i gang med mission ’Get Fatter’. Jeg ville som udgangspunkt gerne tage på på en sund måde, så altså ikke ved at æde en masse junk og slik (altså mere end jeg gør i forvejen). Men når man er klar over at man godt kan tåle det, og man i øvrigt evigt craver After Eight, is, Kim’s Favorit Mix, mælkesnitter and what not, så er det altså svært ikke at kaste sig over det! Kald mig bare verdens største sukkergris. Jeg indrømmer det gerne.

Tilsyneladende kan kroppen bare ikke så godt lide når man vender kostpyramiden på hovedet og endda tilføjer et endnu større felt end de andre, og fylder det med sukker i alverdens former. Det ”sjove” er så, hvordan kroppen kommunikerer det budskab til en af ”min slags”, når nu den ikke kan vise det ved at bule ud over buksekanten. Den udvikler da bare svamp i underlivet i stedet. SÅ SKØNT. Tak. Det var da dejligt.

Og nu tænker du måske overshare, men helt ærligt.. Vi har brug for at snakke om det her. For ja, man føler sig pisse klam, og det er sammen med afføring et af de mest usexede emner overhovedet – men det er altså også fuldstændig normalt, og et tabu jeg har sat mig for at prøve at bryde. Du kan jo bare sidde der og læse med mens jeg gør det, og glæde dig over at det ikke er dig, der deler denne historie med hele Danmark.

Jeg har i løbet af mine snart 25 år nu haft 3 episoder med svamp – af forskellige, men meget almindelige årsager:

Ændringer af pH-værdien grundet basisk væske… (blev seksuelt aktiv)

Antibiotika/medicin

og nu ’rigeligt sukker’, som det pænt bliver beskrevet

Andre normale årsager kunne være, at man går med syntetisk undertøj, der forhindrer at missen bliver luftet (bomuld er vejen) – samt at vaske sig med sæbe dernede. Og graviditet kan faktisk også sætte svamp i gang, har jeg læst. Der er så også nogle kvinder, der er mega uheldige at have konstant ubalance i underlivet/pH-værdien, og derfor bliver ramt af svamp jævnligt. I har min dybeste medfølelse, efter i dag at blive mindet om præcis hvor stor en pain in the ..well, butt er det så ikke.. det er.

Og apropos, tilbage til den egentlige pointe med indlægget:

Torsdag er en af de dage, jeg arbejder som salgsmedarbejder i brudekjoleforretningen, Copenhagen Bridal. Da jeg stod op, kom jeg dog med det samme i tvivl, om det nu også var en god idé at møde ind den dag. Nok var jeg ikke syg, men det kløede simpelthen så meget fra det øjeblik, jeg stod op af sengen, at det var til at blive sindssyg af! Først fnyste jeg af tanken om en sygemelding pga. svamp… Så jeg prøvede med en god undervogns vask. Det var rart, men hjalp kun meget kort, før kløen satte ind igen. Så tyede jeg til gode, gamle Helosan – et godt lag på de ydre dele… Jeg havde små rifter, men den brændende følelse deraf, var faktisk hel dejlig sammenlignet med den uudholdelige kløe – der desværre endnu en gang kom tilbage efter lidt tid. Jeg havde uden positiv virkning gået bundløs hele morgenen indtil da, så i stedet ville jeg som sidste løsning prøve, at lukke området inde med trusser og stramme bukser. Jeg troede lige, men ak nej. Tre skridt og jeg bukkede stadig sammen med krydsede ben pr. refleks og følte ekstrem trang til at give mig selv en kæmpe bukseolfert. Jeg måtte erkende mit nederlag og melde mig ”syg”.

Så jeg spurgte mig selv: hvor ærlig er man over for sin chef om dette? Jeg ved man ikke er forpligtet til at give en grund ved sygemelding – men vi er et lille personale, så den skal gerne være en god en af slagsen, når nu en af kollegaerne eller min chef selv må tage over. Derfor har jeg de andre gange, jeg har meldt mig syg, givet en forklaring. Og så tænkte jeg ”hvis jeg kan sige at jeg må blive hjemme pga. hovedpine eller smerter i knæet, så bør jeg fandme også kunne sige dette”. Og pointen med at skrive om tabubelagte emner her på Kvinderudenfilter.dk, er for mig ikke kun at dele det med jer, der melder sig til at læse om det.. Nej, jeg prøver også at efterleve det herude. IRL. Så jeg ringede kort til min Besse (farmor), for at få bekræftet af en, jeg har stor respekt for og kærlighed til, at det ikke var en sindssyg tanke, at snakke med sin chef om det – og det syntes hun absolut ikke det var.

Jeg ringede derfor næstefter til min chef:

Mig: ”Hej Claus, det er Aura. Jeg har simpelthen været så meget i tvivl her til morgen, men jeg bliver altså nødt til at melde mig syg. Selvom jeg faktisk ikke er syg. Øhm.. Jeg har fået svamp. Og det klør så meget at jeg hopper rundt i lejligheden, som var jeg på speed. Jeg er ved at blive fuldstændig vanvittig!”

Chef: *indsæt cricket sounds

Mig ”…jah, det er jo ikke noget man nødvendigvis behøver at gå og dele med alle*, men nu hvor har jeg fortalt hvad jeg fejlede de andre gange, tænkte jeg det var mærkeligt hvis jeg ringede og meldte mig syg uden at lyde syg, og ikke give en forklaring.. Det dur bare slet ikke at have det sådan her på arbejde, når jeg slet ikke kan være i mig selv, og ville gå rundt og vride mig underligt foran kunderne” *det besluttede jeg mig så bare for at gøre alligevel, ved at fortælle det til jer

Chef: ”eeeeh. Ok. Jeg skal nok klare den i dag så. Jamen så håber jeg bare du, øh, har det bedre på lørdag i hvert fald”

Og det var nok en af de mest akavede samtaler jeg nogensinde har haft. Mest pga. hans stilhed og manglende kommentarer på situationen faktisk – for han kunne jo bare have grint lidt af det, som jeg også selv gjorde mens jeg fortalte. Det gør det ofte lettere at snakke om sådanne emner.. Det skal lige siges at vi ikke har et stift chef/ansat-forhold, så en komisk kommentar ville ikke have været upassende. Men det kom han altså ikke med. Så jeg kan konkludere følgende:

Er danske mænd klar til at tale åbent om svamp i kønsdelene?

JA    NEJ    MÅSKE    PÅ INGEN MÅDE  X

Stopper det mig fra at gentage den pinlige samtale, eller holde mig fra at sige noget, hvis jeg næste gang er ramt af ekstreme menstruationssmerter? NEJ. Jeg vil altså ud over denne akavethed. Jeg kan måske ikke fjerne følelsen af den i andre, men personligt vil jeg ikke lade mig styre af denne norm, som jeg ikke vil det af andre normer.

Mit mål med at nedbryde tabuer, er ikke at gøre andre forlegne – faktisk det modsatte. Vi kvinder har jo en tendens til at blive netop forlegne og føle os forkerte i mange forskellige situationer – og bl.a. når vi har en infektion i underlivet, eller der er andet galt dernede. Især den del af os skal virke, og den skal være perfekt – ellers er vi ikke ”rigtige kvinder”. Den forfærdelige overbevisning vil jeg til livs, og det starter med at tale om det.

Jeg fik i øvrigt bekræftet af min venindes reaktion på dette indlæg, som jeg viste hende inden udgivelsen, hvor udbredt og almindelig svamp er. Hun sendte denne besked, som jeg har fået lov til at dele med jer:

”Mega hyggeligt, for jeg kan virkelig relatere – som stort set alle andre kvinder kan desværre, for det er jo netop helt normalt! Jeg oplevede det første gang jeg var på studietur med højskolen (akavet). Jeg mødte nogle af de andre på et apotek, da jeg købte Canesten, og senere tabte jeg tuben på en bar… Dem der har fundet den, har nok haft det sjovt! Heldigvis var vi en masse piger, og selvfølgelig havde en af de andre en tube.”

Se. Helt normalt. Jeg læste faktisk på Sexlinjen (jeg kan min research) at næsten alle kvinder OG mænd, prøver at have det mindst én gang før eller siden.

Så sidder du selv lige nu med en kløende mis (eller penis), så har jeg én ting at sige til dig. Du er ikke klam. Du er smuk, dejlig og helt normal. Du har bare en møghamrende irriterende gæst lige nu, som skal losses hårdt i røven med en Canesten stikpille og creme.

Nå, det var vist også nok svampe-snak for nu. Jeg håber ikke jeg har skræmt jer væk med min ærlighed.

Kærlig hilsen,

Aura