Jer der følger med på instagram har nok luret, at jeg/vi godt kan li’ at dyrke og se sport. Jeg har selv dyrket sport siden jeg var 8 år gammel, først redskabsgymnastik, hvorefter jeg som 9-årig startede med at spille håndbold, hvilket jeg som teenager kombinerede med rytmegymnastik. Jeg har også gået til fitness og aerobic, men lige nu løber jeg, hvilket jeg har gjort de sidste 10 år. Vi har i min familie, i det hele taget altid set meget sport og fulgt med i diverse sportsbegivenheder.
Derfor har det også altid været naturligt for mig, at min søn skulle dyrke sport og han var blot 4 år, da han startede til fodbold, som han var meget dedikeret til indtil han som 11-årig ikke magtede det mere og valgte, at starte til håndbold i stedet. Heldigvis er han mindst lige så god til håndbold, som han var til fodbold. Han er én af de typer der bare kan sport. Han har også gået til svømning og afprøvet judo… han er god med en badmintonketsjer og han elsker også at køre på racercykel. Men det er altså håndbolden der har betydning.
Men én ting er at dyrke sport – en anden ting er at følge med i sport og tage ud at se sport. Og det er noget vi gør hos os. Både på tv, men også i det virkelige liv, så meget vi kan komme til det. Jeg ved godt, at det ikke er alle kvinder, der synes sport er så sjovt at følge som jeg gør, men jeg må indrømme, at nogen af mine fedeste oplevelser i livet, faktisk har været i sportens verden.
Jeg sad tidligere i dag og tænkte over, hvilke oplevelser jeg har haft indenfor sport og besluttede mig for at lave en liste over de vigtigste, som jeg vil dele med jer..
- Jeg vandt min første guldmedalje i 1986 som håndboldspiller til Horslunde Legene på Lolland
- Jeg har vundet sølv til udendørs håndbold ved Sjællandsmesterskaberne
- Jeg har været LF-mester i skolehåndbold
- Jeg har gået ind med fane til en damelandskamp i Nakskov Idrætscenter med min nu afdøde veninde Betina, da vi selv spillede håndbold – vi var også sammen i Parken til vores første fodboldlandskamp
- Jeg så EM finalen i 1992 til et håndboldstævne, hvor jeg vandt bronze med mit hold
- Jeg stod på Rådhuspladsen da Bjarne Riis kom hjem fra Tour de France og da håndboldherrerne vandt EM
- Jeg har set Anja Andersens Dream team spille show kamp
- Jeg har været til fodbold EM i Portugal, hvor vi rejste sammen med DBU og den daværende Prinsesse Alexandra, som under kampen bar dannebrogsøreringe designet af selveste MIG – kald mig bare kgl. Hofleverandør – hun havde dem endda på i tv og på billeder i aviserne… tror stadig jeg har BT fra dengang
- Jeg har set AC Milan – FC Internationale spille mod hinanden på San Siro i Milano
- Jeg har også set en CL-kvartfinale på San Siro
- Jeg har været med til nærmest at ”smugle” en fodboldspiller ud af San Siro fordi Inter tabte
- Jeg har spist på argentinsk restaurant i Milano med Diego Maradona og stod foran ham toiletkøen og har faktisk hans autograf liggende herhjemme – Se DÉT var stort….
- Jeg har ikke tal på hvor mange fodboldlandskampe, samt fodboldklubkampe, jeg har set
- Jeg ved heller ikk hvor mange håndbold- og ishockeykampe jeg har set
- Jeg har været i Paris for bl.a. at se afslutningen på Tour de France på Champs des Elysees tre gange
- Jeg var til VM i ishockey i Herning i 2018
- Jeg var til VM i håndbold i Herning i år
- Det bedste var da min søn blev kåret til årets spiller sidste år – hans far ville have været så stolt
- Jeg glæder mig allerede til Tour de France rammer Danmark i 2021
Og hvorfor lave sådan en liste? Tja… hvorfor ikk? Jeg tror bare jeg prøver at sige, at sport er mange ting – det er sundt, det giver venskaber, det giver oplevelser og sammenhold på kryds og tværs.
Den næste sportsbegivenhed for min søn og jeg, er på næste søndag, hvor vi skal se EHF Cup herrehåndbold GOG – TWH Kiel med brødrene Niklas og Magnus Landin på holdet. Det glæder vi os meget til.
Dyrker du sport? Kan du li’ at se sport og hvad har sport af betydning for dig? Lad mig endelig høre…
//Nette
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Indlægget er skrevet af
Du kan følge mig her:
Andre indlæg fra
This Is Nette