Vinterferie 2019
Aktiviteter med børn- på budget!
Vinterferien ligger lige om hjørnet og det betyder, at de fleste skal tilbringe en hel uge med deres børn. Og hvad skal man så finde på, uden at bruge resten af månedslønnen? Det kan jeg måske hjælpe med!
Jeg er selv vokset op med, at vinterferien stod på skiferie- og den begivenhed vender klart tilbage, når mine børn er blevet lidt større… og jeg selvfølgelig ikke er på SU længere 😀
Så indtil da handler det om at bevare hyggen med (måske) hjemlige aktiviteter- især fordi vi aldrig kan regne helt med vejret.
Forslag til hyggelige aktiviteter:
-
Hjemmelavet modellervoks:
Modellervoks behøver ikke at købes for flere hundrede kroner- det er sjovt at lave selv, slet ikke særlig svært og så kan man ovenikøbet selv bestemme farverne.
Der sker heldigvis heller ikke noget, hvis ungerne kommer til at smage på det, da det er lavet af ting i køkkenskabet.
Opskrift på hjemmelavet modellervoks:
Du skal bruge
1 Gryde
1 grydeske
2 dl salt
5 dl mel
2 spsk citronsyre (kan fås i Matas)
1 tsk olie
5 dl vand
Frugtfarve
Fremgangsmåde:
Alle ingredienserne hældes op i gryden og bringes i kog i ca. 3-5 min. Gryden tages af varmen, så massen kan køle af. Jo koldere massen bliver, jo mere fast bliver den også og den vil til sidst have konsistens som modellervoks.
Del massen op i små portioner og farv dem med jeres yndlingsfarver.
Super nem og sjov aktivitet!
-
Tegne og male:
Regnvejr er ofte lig med indendørs-hygge! Mal og tegn jeres yndlingsmotiver og hæng dem op i nogle rammer.
-
Hjemmebiograf:
Biograferne rundt omkring bugner med nye film, til alle størrelser, men det kan hurtigt blive en dyr affære! Popcorn, slik, parkeringsbillet, biografbilletter osv.
Træk gardinerne for, læg madrasser på gulvet og fyld skålene med popcorn derhjemme. På med dynerne og vælg en god film i fællesskab!
-
Skattejagt:
Lav som voksen, dagen inden imens børnene sover, en skattejagt rundt i huset eller haven. Vi gjorde det herhjemme ved juletid hvor husets nisse havde været på spil. Denne gang kunne det være med øvelser eller gåder der skal løses undervejs. Præmien kunne evt. være en lille slikpose. Kræver ikke mange midler- kun en god fantasi!
-
Bondegårds- eller skovtur:
Tag toget, bussen eller bilen til den nærmeste bondegård eller skov. Gå en tur, få lidt frisk luft og smør nogle gode madpakker. Vi besøger ofte ”Grantoftegaard” i Ballerup, der både sælger friske og økologiske grøntsager, har en lækker lille gårdbutik og har en masse søde dyr i deres stalde! Børnene elsker det!
En gåtur i skoven er også en god måde at komme ud på- der kan både løbes og klatres.
-
”Tour de Legeplads”:
Tag på rundtur i din by og besøg legepladser! Der ligge ofte mange gemte ”skatte”, som man som udgangspunkt bare ville gå forbi. Prøv nogle forskellige og tal med børnene om, hvad der var godt ved legepladserne.
-
Bagværk:
Bag jeres yndlings bamseboller eller en god kage. Der findes nemme opskrifter på nettet, hvor børnene let kan være med. Hold evt. et teselskab eller hyg med varm kakao- er især hyggeligt hvis det regner udenfor!
-
Byg hule:
Træk stolene væk fra spisebordet, smid sengetæppet og andre store lagner over og hyg med puder og læsning i hulen. Tag evt lommelygter med og lav jeres eget lysshow.
-
Sortering:
Det hele behøver selvfølgelig ikke at være sjov og ballade. Godt nok holder man ferie, men derfor kunne man sagtens bruge en formiddag på, i fællesskab, at sortere ungernes legetøj og tøj og derefter aflevere det i en genbrugsbutik, på et mødrehjem eller noget helt tredje.
Kunne det bruges? Vi skal i hvert fald prøve nogle af tingene herhjemme i vores vinterferie!
Rigtig god fornøjelse og rigtig god ferie! 🙂