Da Kaos blev Til… #2

Nå… Hvor kom jeg fra? 

,Jeg sluttede mit sidste blogindlæg med at skrive, at jeg nu havde sidste forsøg tilbage, med min bachelor-eksamen. Sidste forsøg, uden at være nået til en aflevering i nogen af de andre forsøg. Så hvad skulle være anderledes denne gang? 

Hvis du vil læse mit blogindlæg, som startede min fortælling om,  hvorfor jeg har brugt to prøveforsøg på at ikke-aflevere min bachelor, så skal du klikke her: Da Kaos blev til…

Anderledes, denne gang skulle være, at jeg fik afleveret og havde en mere “lykkelig” proces med at skrive sådan et projekt. Netop fordi det er tænkt til, at jeg som studerende gerne skulle få noget fagligt ud af det. 

Så… I starten af November 2017 gik jeg igang. Jeg gik samtidig også igang med at fortælle mig selv at jeg ikke var god til det! Fordi nu havde jeg to mislykkede forsøg, så jeg måtte skrive en opgave, som jeg bare kunne bestå med, når nu jeg ikke er dygtigere.  Få dage inden mit forløb startede, drak jeg kaffe med en ven. Vi snakkede om, at nu var det snart at forløbet startede og at jeg jo nærmest var færdig og jeg fortalte at jeg glædede mig til at få den afleveret. 

Han får sagt noget så dumt, som: “Ja, HVIS du får afleveret…” 

AV…

Jeg synes, det var hårdt at høre en af mine nærmeste fodre det jeg var allermest bange for. En dum bemærkning, som nok ikke handlede om, at det var hans intention at gøre mig ked af det, men fodrede lige præcis den frygt, som var for meget af det gode. Jeg tvivlede på om jeg kunne få den færdig. I samtalen fik jeg ikke hverken sagt fra eller spurgt ind til  meningen med den kommentar. Jeg vendte det indad… På bedste vis. Det har jeg rigtig mange års erfaring med at gøre og få til at lykkes, ret godt. 

Og så kan man jo spørge sig selv hvorfor jeg ofte vælger den løsning, som gør ondt på mig? Fordi jeg ikke endnu, er god nok til at se, at der er en anden vej. Samtidig kræver det, at jeg stoler rigtig meget på vedkommende som siger dét der gør mig ked af det, for at jeg føler mig tryg nok til at sige fra. Det gjorde jeg ikke i den  her situation, fordi jeg var bange for at få bekræftet min værste frygt: 

Jeg er ikke dygtig nok til at skrive en bachelor-opgave!

Så jeg startede ud med, at være lidt lagt ned på min egen overbevisning om, at det ville lykkes. Eller i hvert fald det håb jeg havde, inderst inde. Men det ændrede ikke på at i Januar 2018 skulle opgaven være færdig. 

Så jeg valgte at omskrive nærmest alt hvad jeg havde lavet på mit sidste forsøg. Ja ja… Hvorfor tage den nemme løsning? Det betød samtidigt, at jeg fik en ret god indsigt i den teori jeg havde valgt, men samtidig også at jeg tvivlede på hele idéen. 

Heldigvis havde jeg også en vejleder. Ikke den samme som tidligere, men en dygtig vejleder, som jeg kunne bruge til, at få fejet noget af den her usikkerhed af banen. Det hjalp! Jeg valgte at være helt ærlig overfor ham om hvordan mine andre forsøg var gået og at jeg nu sad og var:

  1.  bange for ikke at bestå
  2. grædefærdig 
  3. Bange for, om jeg overhovedet kunne nå at få det færdigt til afleveringsdagen. 

Inden vores vejlednings-time var omme havde han fået mig tilbage på sporet og også i et noget bedre humør. Jeg var klar til at fortsætte. Hold nu KÆ** hvor er det vigtigt at en vejleder formår den slags. Jeg var heldig… Igen! 

Jeg rejste med min far på ferie i julen. Vi besluttede os for, at springe det der jul over i år og erstatte det med sol og strand. Jeg glædede mig til, at have en uge sammen med ham, hvor vi ville få en masse gode oplevelser og tanke energi i varmen. 

Midtvejs i vores ferie, sad vi på en båd i herlige 30 graders solskin, da jeg valgte at hive min telefon frem, for at åbne min mail. 

NEEEEJ!

“Du er tilmeldt wiseflow med aflevering d. 09/01-2018 kl 12:00”

Jeg gik i panik! Jeg havde lyst til at løbe hele vejen hjem til Danmark, splitte båden totalt fra hinanden og stille mig op og råbe af kaptajnen, om han da for helv*** ikke kunne sejle noget hurtigere! Og det eneste min far kunne se, var at hans datter sad og kiggede ud over vandet. Det foregik udelukkende mellem MINE ører. 

Senere den aften fortalte jeg min far, at jeg havde regnet med at der ville være en  lille uges tid mere til aflevering, fordi jeg kendte eksamensdatoerne, men at jeg ærligt ikke havde fået besked eller gjort noget for at få mere information om den præcise dato for aflevering. Men nu… Var den der. (Jeg tror faktisk at jeg bange for at få datoen… Sært nok!) Jeg var også øvet i at gøre alt muligt, for ikke at bestå! Flot! 

Jeg havde heldigvis taget både bøger og min computer med. Løsningen blev at jeg tog en hel dag ud af vores planer til at arbejde på min opgave, så jeg kunne overskue at være på ferie resten af tiden. Og dét virkede! Jeg kom i bedre humør og jeg formåede faktisk også at nyde dagene efter. Puuuh! 

Og så kom jeg hjem igen, hvor jeg lukkede ned for verden omkring mig. Jeg læste, skrev og rettede på min opgave i mine vågne timer og tog pauser med at spille noget helt ligegyldigt på min iPad. Jeg sørgede for at passe min sengetid nogenlunde, fordi ellers så kendte jeg godt det regnestykke og resultatet af det. Og det virkede at være nazi med at komme i seng…! Jeg levede til gengæld af rugbrød og kage.

Indimellem tog jeg en overspisning med rigtig meget rugbrød og rigtig meget kage, så jeg kunne få min krop bedøvet nok til at kunne sove. Når jeg kunne mærke, at der var ingen vej udenom min søvnløshed fordi jeg følte mig presset… Min nattesøvn ville jeg have, så måtte det koste lidt på overspisnings-kontoen, at min hjerne var noget kaos. 

Indimellem ringede jeg til Bettina og mine andre veninder for at fortælle dem, at jeg var i tvivl om, jeg overhovedet ville bestå. Og hver gang fortalte de mig: 

Selvfølgelig består du! Du er dygtig og du skal nok klare det rigtig fint! 

Inde i mit hovede tænkte jeg: 

“Det ved de ikke en skid om. Jeg er ikke sikker på at jeg består. Min opgave er da det tarveligste… Ej, hvor kunne jeg også bare have skrevet noget bedre om dét og dét og dét…”

Og så blev det 2018!

NI dage tilbage. 

Jeg havde stirret mig blind på mine egne teorier og min faglighed som pædagogstuderende. Jeg måtte have hjælp NU!  Og hjælpen var tættere på, end jeg regnede med. Jeg ringede til en livline, som kender mig i praksis og som ved præcist, hvor skarp jeg er.Jeg var ikke færdig med at gentage den sætning, som jeg startede ud med at fortælle om.

Ja, HVIS du afleverer… 

Min livline fik mig på rette spor. Vi diskuterede teori og praksis til vi nærmest var helt spejlblanke mellem ørerne! Og besluttede os for, at man burde kunne leve af at spille pokemon-go og candy crush! Mens nogen andre fixer verden! 

Det viste sig at være præcis dét jeg behøvede for at komme i mål. og for at jeg fik mine refleksioner op på et niveau, hvor jeg følte at der var noget særligt at byde ind med. Jeg nåede til dagen før aflevering og skulle til at skrive det sidste på min opgave, som handler om, hvad jeg har fundet ud af. 

Og så nåede jeg lige det sidste panikanfald! Jeg endte med at omskrive store dele af min analyse, fordi jeg ikke var tilfreds. Farvel nattesøvn! 

Da klokken blev 11:55 d. 09.01.2018 klikkede jeg på upload! 

Og min næste tanke derefter var: Jeg består ikke! Men nu er den afleveret. Jeg er kommet længere end i de forrige forsøg. Nu skulle jeg så bare have tiden til at gå indtil d. 23.01 hvor jeg skulle til eksamen. Jeg måtte åbne tre køkkenskabe for at finde mine tallerkner, da jeg skulle have noget at spise, efter aflevering. Jeg var helt hjernedød og distræt af adrenalin. 

Det var et underligt vacuum at være i. Jeg forsøgte til dels at fortælle mig selv at jeg nok ikke ville bestå med den opgave, men at jeg måtte hente noget hjem på at være godt forberedt til eksamen, så jeg i det mindste kunne sikre mig at bestå. 

Og så kom dagen… 

Jeg havde bedt Bettina om at komme med (Hende skrev jeg om i forrige indlæg), fordi jeg vidste at hun ville være den eneste, der kunne forklare mig, at livet stadigt ville være værd at leve hvis jeg nu endte med at dumpe. Bettina prøvede flere gange at forklare mig at der også var en anden mulighed… At det jo kunne gå rigtig godt. Min far, havde jeg bedt om, ikke at dukke op, fordi jeg ikke kunne overskue at han ville være gæst hos mig, mens jeg skulle finde ud af, om jeg ville hoppe i havnen eller rejse til en øde ø, når nu jeg aldrig blev pædagog. 

Men… Alt taget i betragtning formåede jeg at være godt forberedt og klar i hovedet. Men nervøs, som jeg aldrig har prøvet det før. Jeg har aldrig haft noget, der minder bare lidt om eksamens-angst før. 

Selve eksaminationen gik rasende hurtigt og var overstået før, jeg blev træt af at tale. Jeg kom ud til Bettina, som ventede og jeg fik sagt følgende: “Jeg er i hvert fald bestået!” Ellers havde jeg taget meget fejl af den snak, der lige var foregået. 

Mens de voterede nåede jeg at komme i tvivl. Vi kunne se dem gennem glasruden, hvor de bladrede rundt i min opgave, mens de snakkede sammen. Jeg var sikker på at nu var jeg dumpet. Det var de 10 længste minutter i mit liv nogensinde! 

Jeg blev hentet… 

Jeg satte mig ned og var forberedt på at finde en grimasse der kunne passe sammen med, at få beskeden om: IKKE bestået. 

Heidi… Vi har besluttet os for at give dig 10… 

HVA!?

Og så kom tårerne… 

Men de stoppede ikke dér. (Jeg fik lige en kortslutning hvor jeg ikke hørte noget som helst, af det der blev sagt!) 

“Du har skrevet en opgave, hvor du anvender ikke bare én, men to svære teorier. Dem formår du, at anvende super flot i din opgave og også her idag til eksamen, i vores snak om praksis. Hvis vi skulle have givet dig, det sidste hak opad, så kunne vi godt have tænkt os, at du havde stolet lidt mere og nævnt lidt flere pointer fra din opgave, fordi du har lavet et virkeligt interessant og godt stykke arbejde.”

Og så blev kaos til… 

LETTELSE! 

Jeg græd og var glad. Jeg var helt ligeglad med at jeg ikke fik 12. Jeg er pædagog nu! Jeg bestod. Jeg fik 10! Og nu skulle jeg bare ud og kramme luften ud af Bettina! 

Bettina stod med åbne arme og jeg græd videre af lettelse i hendes favn. Hun gav mig en buket, som jeg regnede med var fra hende selv. Den var fra Jeanette, som er en nær veninde, som bor på Fyn. Derfor havde hun lavet en aftale med Bettina. Jeg var mere rørt end ord kan beskrive. 

Min far blev ved med at ringe. Jeg fik endelig ringet tilbage. Han var der, altså på Campus. Han var alligevel taget hele vejen for at være sammen med mig, når jeg kom ud. Det var fantastisk! Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre end, at han kom til, at fejre det sammen med mig. Heldigt, at han kender sin datter så godt, at han ved præcist hvornår, han skal gøre det modsatte af, hvad hun ber ham om.  

Jeg drak mig halvfuld i champagne. Resten af dagen gik i dejligt selskab og jeg følte mig fri! På en måde, som jeg aldrig har prøvet før.  

Det var overstået. Det er dér, jeg mærker på den gode måde, hvor meget mine negative tanker om mig selv har fyldt og begrænset mig. 

Jeg vil afslutte mit lange blogindlæg med at gentage hvad Bettina sagde: 

Hvad ville der være sket, hvis du det sidste år havde fortalt dig selv, hvor dygtig du er og stolet på din faglighed? Så havde de været nød til at opfinde karakteren over 12! 

Tak fordi du læste med helt hertil. Jeg ved, at det er blevet et langt blogindlæg, men jeg havde brug for at komme ud med, hvad der har været vigtigt for mig at fortælle om; Vores tanker om os selv har stor betydning for det liv vi lever og en enkelt sætning kan kan være så magtfuld, at den ændrer måden andre tænker om dem selv på. 

Tal ordentligt om og til dig selv, og vær bevidst om, hvordan du taler til  andre. 

Dine ord og tanker er dét, du skal kunne stole allermest på! <3

Kærligst, 

Heidi 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Heidi Hansen

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Charlotte Frølund

    Fantastisk indlæg søde Heidi <3
    Det sidste læste jeg med tårer i øjnene og sindsyg stolt på din vegne <3
    Du er for sej <3

    Kærligst Charlotte

Skriv et svar