Da Kaos blev til…

… Stilhed.

Jeg har lyst til at skrive om, hvorfor det er vigtigt at man tager de forvarsler som kroppen giver alvorligt og hvorfor det er vigtigt at være realistisk i forhold til at planlægge og prioritere den tid, man har. Den kommer ikke igen! Dit helbred er det allervigtigste du har. Det har jeg lært på den barske måde. 

Kom det snigende? Nah… Jeg oplevede at langsomt blev min hukommelse dårligere. Jeg glemte først små ting, så lidt mere, end hvad man kan kalde almindelig distræt, for derefter ikke at kunne koncentrere mig. Jeg tænkte at løsningen var, at jeg måtte knokle mere på. Jeg var  dengang igang med min BA-opgave, altså den afsluttende  og sidste opgave, som pædagogstuderende.

 Og så skete følgende:

  • Jeg kunne læse tre linjer og intet af det huske –  30 sekunder efter. 
  • Jeg kunne ikke forstå simple tekster
  • Jeg fik kvalme hver gang jeg åbnede en bog for at læse
  • Jeg kunne ikke sætte ting i sammenhæng

Bacheloropgave – Prøveforsøg nr. 1

Indtil en weekend, hvor det gik op for mig at jeg var ikke bare presset, men syg! Jeg fandt mig selv stående på mit stuegulv og kunne intet mærke og mit eget navn havde jeg svært ved at komme i tanke om. Jeg skulle ikke til eksamen… AV! Noget var HELT galt!

Hvis jeg beskriver det som at være i en tåge, så er det nok meget passende. Min kære veninde, Bettina var min livline. For pludselig efter lang tid med lyst til at græde, så kom tårerne, mens jeg havde Bettina i telefonen. Da jeg langt om længe fik samlet mig bare lidt, fik hun mig overbevist om at verden ikke ville gå under af det. (En dygtig coach er ikke af vejen, når lorten rammer ventilatoren!)

“Gå i seng! Få sovet! Der er ikke mere du kan gøre idag. Jeg ringer til dig kl. 8 imorgen og så får du fat på din læge og dit studie. Bagefter så taler vi sammen…” 

Jeg gik i seng. Og så måtte verden vente til imorgen. Sov jeg? Nah… Jeg fik da nogen timers søvn, men frygten for hvad dagen efter ville bringe gjorde ikke noget godt for nattesøvnen. Søvn var generelt en by i Rusland og kvalitetssøvn…  Hah! Ikke-eksisterende. Ja, altså… Man skal da ikke være raketforsker for at regne ud, hvordan hukommelsestab og manglende koncentration kan ske… 

Og så… Fik jeg ro! I første omgang i 3 måneder, hvor jeg var under skarp overvågning af min læge og … Voila! Bettina! Og langsomt kom energien tilbage. Vi gik igang med projekt: “Struktur af Kaos”. Hvor jeg startede med at lave en liste med alle de ting, som var/ og stadig er vigtige for mig i hverdagen, for dernæst at planlægge en uge af gangen. For snart var mine 3 måneders orlov forbi… 

Planlægning, Planlægning, Planlægning

De første mange uger havde jeg en ugentlig aftale med Bettina, hvor vi sammen lagde planen for den kommende uge. For… Jeg kunne ikke alene. Det var uoverskueligt og jeg havde endnu ikke forstået at jeg ikke kunne flyve fra Karlslunde og ind på Rådhuspladsen på 10 min! Jeg skulle lære at sætte tid af til transport og samtidigt vælge farver efter hvad der giver mig energi og hvad der tager energi. Jesus Fuc***** Christ! Men der var ingen vej udenom. Hvis der kom for mange røde farver, så måtte jeg prioritere anderledes. Bettina var benhård!

Langsomt fik jeg det bedre. Jeg fandt også ud af, at hvis jeg ikke laver de her planer, så er jeg disponibel for at det samme kan ske igen at jeg finder mig selv helt følelsesløs og i tvivl om mit eget navn… NEJ TAK! 

Da jeg selv kunne lave ugeplaner for 2 uger af gangen så stoppede vi med at lave flere aftaler. For nu kunne jeg godt selv. Og så kom anden runde med bachelorskrivning… 

Hvis du allerede nu er nysgerrig efter at vide, lidt om hvor frygtelig dygtig en coach Bettina er, så kan du finde hende her: Bettinas Hjemmeside

Bacheloropgave – Prøveforsøg nr. 2

Så! Nu skulle jeg dælme være pædagog! Efter 3 måneder med pause, så var jeg da helt sikkert klar! Jeg gik igang, fik en ny vejleder, som jeg kendte i forvejen og som også kendte en del til, det emne jeg havde valgt at skrive om. Jeg følte mig et skridt foran og jeg oplevede at jeg pludselig kunne læse og forstå igen. Herligt! 

Jeg fik ordnet rigtig meget af det praktiske, som også er en del af sådan en opgave. En måned inden aflevering var jeg klar til produktion, altså at skrive hele projektet. 

Jeg ved ikke hvad der kom først tilbage… Hukommelsestabene, angstanfaldene eller min søvnløshed. Men jeg ved, at jeg denne gang var klogere. Jeg tog en snak med min vejleder om konsekvensen af at presse citronen op til eksamen og hvilken konsekvens det ville have, hvis jeg nu endte med at klappen igen gik ned og der blev stille mellem mine ører. Resultatet blev: Jeg kom ikke til eksamen… Mit helbred var vigtigere og tydeligvis havde jeg ikke haft tid nok til at restituere fra min tilstand i December, selvom det nu var Maj 2017.  

 
 
Mere kaffe... Tak!

Tilbage i December 2016, da jeg valgte ikke at fuldføre mit bachelor-forløb havde jeg enormt dårlig samvittighed, fordi det fik indflydelse på min medstuderende, som jeg skrev sammen med, at jeg både op til var uarbejdsdygtig og ikke havde selv-indsigten til at forstå at det ville ikke hjælpe at arbejde hårdere. Min hjerne var træt! Og dernæst, at jeg valgte at hoppe fra. Det gjorde ikke hendes proces til nogen dans på roser og absolut ikke mindre hårdt, end det i forvejen er at skrive sådan en opgave af den størrelse. 

Jeg var ikke i stand til at tage vare på mig selv og det var den eneste rigtige løsning. Jeg var på vej til at slå mig selv ihjel, og det var et spørgsmål om tid før min krop ville have fundet på noget mere alvorligt at råbe mig op med! Så meget forstod jeg da, efter mange samtaler med min læge og Bettina. 

At jeg ikke nåede helt derud igen i 2. forsøg var fordi, jeg havde lært noget fra første gang. Jeg kendte signalerne. Jeg tog dem alvorligt. Min vejleder var en stjerne og hjalp mig med at forlænge mit studie endnu en gang og samtidig med at jeg ikke skulle “slå mig på” at lytte til mit helbred, fremfor at presse et nyt sammenbrud frem. 

Så jeg blev heller ikke pædagog i forsøg nr. 2. Men… Den selvindsigt jeg havde var vigtigere end et eksamensbevis. Jeg havde behov for mere tid for at min krop ville samarbejde med min hjerne for at skrive en opgave af den størrelse… 

Og så gik sommeren, hvor jeg arbejdede både meget og knapt så meget. Jeg havde ikke lyst til at tale med ret mange andre om at jeg nu havde brugt forsøg nr. 2. Men jeg var samtidig lykkelig for at have stoppet i tide, før jeg endte med at slå mig selv halvt ihjel igen. 

Nu var der kun ÈT forsøg tilbage, som jeg skulle bestå… Ellers… Ville jeg aldrig blive pædagog!

Stop Verden, for jeg vil af!

Hvis man kan snakke om kaos og at elske det, så var det absolut ikke det jeg ville gøre efter at have brugt, hvad der nu ligner 4 år på at tage en uddannelse, som ville ende med at jeg havde… Bevis for… Ingenting! Betonklods om benet og hoppe i havet… Ja tak!

Jeg ville SÅ gerne skrive en hel masse mere om hvordan det gik med min spisning imens alt det her stod på. Men det må blive et blogindlæg for sig selv. Jeg ved dog nu, at uden Henrik, min personlige træner, så havde min verden været gået under meget før. Mine ugentlige træninger med Henrik har gjort at jeg ikke fik lov at gemme mig helt i forhold til min trang til overspisninger, når jeg har det svært. Det har ikke holdt mig fra dem, men det har minimeret dem. Men det er en længere forklaring, som I må have tilgode. 

Og i November 2017 startede forløb nr. 3. Hvordan det kom til at gå kommer mit næste blogindlæg til at handle om… 

Tak fordi du læste med. Jeg håber, du har lyst til at læse med hvordan det gik med 3. og altså sidste forsøg på at blive pædagog. 

Det kan du læse om lige her: Da Kaos blev til… #2

Kærligst,
Heidi

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Heidi Hansen

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 6 kommentarer

  1. Bettina

    Så ærligt en fortælling <3

    1. Heidi Hansen

      Tak skønne! Og tak for at du holdt min hånd hele vejen igennem, når jeg havde brug for det <3

  2. Keeth

    Du er så sej Søjde ….stolt af at du er min veninde 😘😘

    1. Heidi Hansen

      Tak Keeth <3 Jeg elsker at vi to har holdt ved så længe <3

  3. Jeanette Henriksen

    Jeg ved godt det ikke er min opgave, men jeg er seriøst hammer stolt af dig.. <3
    Du har været på sådan en lang udviklingsrejse og det er så fedt at få lov til at være med på sidelinjen.
    Hvad skal det dog ikke ende med, når du er såå sej..

    Glæder mig til vi skal ses igen og til at læse mere her på bloggen.. <3

    Knus Jeanette <3

    1. Heidi Hansen

      Tak Jeanette,

      Jeg er taknemmelig for at have dig ved min side, både når vi griner og græder.
      Vi ses liiiiige om snart!

      <3 – Heidi

Skriv et svar