De pokkers følelser part 2

Nanna Madsen

Nanna Madsen

Der var simpelthen så overvældende med positiv respons på mit sidste indlæg om min ADHD, så jeg har besluttet at skrive et til.

Jeg vil skrive mange fremover, men det her med følelserne er et stort emne. For mig i hvert fald. Følelserne fylder ekstremt meget hos et ADHD menneske. Man er så styret af dem hvis ikke man lærer at håndtere dem.

Hele mit liv, lige indtil jeg fik min diagnose, har jeg været styret af min vrede fx. Jeg har brugt så mange år på at være sur og hade hele verden fordi jeg var anderledes. Jeg forstod ganske enkelt ikke hvorfor jeg var som jeg var. Eller hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde.
Det gav først mening da jeg fik min diagnose. Så havde jeg noget at arbejde ud fra. Jeg har læst alt hvad jeg har kunne finde med ADHD. Især fra udlandet, da de er meget længere henne i deres udvikling af psykisk sygdom. Jeg mener at det er det mindste man kan gøre. At søge oplysninger, behandling, alternativ behandling, ligesindede. What ever works! Gør det!

Den vrede jeg har haft i så mange år, skyldtes til dels at jeg følte mig anderledes og følelsen af ikke at passe ind. Nu har jeg pludselig fået en forståelse for hvorfor jeg tog alle de dumme, spontane og fuldstændig idiotiske beslutninger jeg har taget gennem tiden.
Hvorfor jeg blev så vred at jeg smadrede alt i nærheden af mig. Hvorfor jeg løj om de mærkeligste ting. Hvorfor jeg ikke kunne dy mig med at søge det forbudte. Eller involvere mig med mennesker der triggede alt det. Jeg var slet ikke i stand til at ha en relation til nogen. Jeg spejlede mig i hvad andre gjorde og så gjorde jeg det samme. Jeg anede ganske enkelt ikke hvordan fanden man var venner/veninder.

Jeg har givet mine forældre så mange bekymringer gennem tiden. Jeg har såret dem mere end jeg kan holde ud af tænke på. Jeg har sat dem i umulige situationer og bare forventet de klarede skærene for mig. Jeg har opført mig skamfuldt over for rigtig mange mennesker. Mine søskende har i den grad også måtte tage imod en del lort fra mig. Jeg forstod tit ikke jeg gjorde noget forkert, før jeg havde gjort det. Og så var det nemmeste at synes folk var idioter fordi de blev sure på mig. Kan huske én episode med min bror. Vi boede hjemme. Han er 7 år ældre end mig ca. Og jeg har måske været 14 år. Jeg havde taget en af hans frysepizzaer uden at spørge. Det opdager han og bliver rigtig vred på mig og kaster æsken i hovedet på mig. Og idag kan jeg jo godt forstå hans reaktion, men jeg reagere så ved at gå endnu mere amok og ku aldrig drømme om at sige undskyld. Og når man til sidst har opført sig sådan i mange år, så gider folk dig ikke mere. Det skete også her.

Idag er mit forhold til mine forældre helt forandret. Jeg har undskyldt og undskyldt for min opførsel, men hvad nytter det når grunden til jeg opførte mig som jeg gjorde, var en psykisk lidelse som ikke var opdaget endnu og derfor heller ikke behandlet.

En ting jeg har haft svært ved at acceptere er, at min ADHD ikke blev opdaget da jeg var barn. Mit liv havde set helt anderledes ud. De tanker kan jeg bare ikke bruge til noget idag. Da jeg var barn havde piger ikke ADHD (damp. Og self havde de det, men det var som om pigerne blev glemt). Det var kun drenge. Og de blev placeret i en speciel klasse fordi de forstyrrede klassen. Sådan var det bare dengang. Jeg kan huske den lille følsomme Nanna som sad i klassen helt fra de små klasser. Jeg følte mig så forkert. Uønsket alle steder og så misforstået. Alt hvad jeg gjorde og sagde kom forkert ud. Jeg fik skældud hele tiden og blev uvenner med alle konstant. Fordi jeg mangler evnen til at tænke før jeg taler, så kom jeg tit ud i problemer. Både i skolen og hjemme. Og mit kæmpe temperament, som altid gjorde jeg endte udenfor døren, på rektors kontor eller ved flagstangen i skolegården. Det var så frustrerende.

Jeg har været nødt til at tænke fremad. Tænke på hvilket liv jeg gerne vil leve. Om jeg vil lade mit liv styre af mine følelser. Dét vil jeg absolut ikke. Det har nemlig afholdt mig fra så meget igennem mit liv. For ikke at snakke om hvad det har ødelagt.
Man skal aldrig lade stå til. Vi har kun det her ene liv. Vi får aldrig chancen for at leve det hele om. Selvom jeg dog ville ønske jeg ku få en ommer på de første 20-25 år. Det lyder så kliché agtigt, men det bedste du kan gøre for dig selv er at gøre lige præcis dét der gør DIG lykkelig og ingen andre. Omringe dig med mennesker der gør dig glad indeni. Stop aldrig med at søge lykken. Også selvom du føler dig lykkelig. Man kan altid fylde mere på den konto.

Hvis man mistænker at man kan have ADHD, kan du søge mere viden om det på ADHD foreningens hjemmeside. Og så vil jeg anbefale du tager kontakt til din læge og beder om en henvisning til psykiatrien til en udredning.

Jeg kan blive ved at skrive og skrive om det her, men jeg er nødt til at dele det op i afsnit. Så 3. Del kommer næste gang.

Tak fordi du gider læse med.

Fortsat god søndag til jer.

Kærligst Nanna

Kærligst Nanna

instagram

Warning: array_slice() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/kvinderudenfilter.dk/public_html/wp-content/plugins/elements-plus/elements/ep-instagram.php on line 153

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /var/www/kvinderudenfilter.dk/public_html/wp-content/plugins/elements-plus/elements/ep-instagram.php on line 157
Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Skriv et svar

Nanna Madsen

Nanna Madsen

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg

Luk Menuen