Som I ved, så er jeg jo det man kalder spiseforstyrret. Og har bogstaveligt talt været det så længe jeg husker. Jeg hader mad, men samtidig eeeeelsker jeg mad. Mad kan simpelthen gøre mig så ked af det, men lige glad og tilfreds kan det gøre mig.
70% af mine måltider, hader jeg. Jeg tænker altid meget over hvad jeg spiser og hvornår. Jeg spiser stort set sundt altid, men jeg elsker fx også at tage på Mac’en eller få en pizza med børnene. Hver gang plejede jeg at kaste op. Det gør jeg ikke længere. Nogle gange, men ikke så tit længere.
Det har stået på i 2 år nu. At jeg ikke har kastet op. Som i ALT op. Som jeg plejede at gøre. Eller mangel på mad. Jeg plejede at leve af en portion skyr eller en protein drik fra apoteket. På en hel dag. Jeg vejede mig konstant. Om morgenen efter jeg havde været på toilettet. Så igen når min skyr var indtaget ved frokosttid. Så inden aftensmadstid (ikke fordi jeg spiste noget og hvis jeg gjorde, så røg det op igen) og så igen inden jeg gik i seng. Havde jeg ikke tabt mig næste morgen, kunne hele min verden være ødelagt.
Havde jeg drukket mere dagen før, sørgede jeg for det ikke skete igen. På 1/2 år tabte jeg 17 kg. Jeg var meget tynd og syg og endte med at blive indlagt.
Idag er jeg et helt andet sted. Jeg har taget de 17 kg på igen. Jeg har mistet min kæreste og mit elskede hus, men ved i hvad..?
Jeg har det bedre end nogensinde. Virkelig!
Jeg vil da gerne tabe mig igen så jeg kan være i alt det lækre tøj jeg har, men ærlig talt… Så er jeg rask og kaster ikke op. Derfor har jeg taget på! Og er det ikke den bedste grund??
Jeg er stolt af mig selv. Stolt af jeg har taget på. Jeg vil skide på om andre tænker “nu var hun lige så fin og slank” eller “hun har godt nok taget på igen”, for ja det har jeg! Og jeg kunne ikke være mere lige glad med hvad i andre tænker. Ja mine lår kysser når jeg går. Ja min røv har appelsinhud, det samme har mine lår. Mine arme kan vinke og mine hofter ku brødføde en hel afrikansk landsby.
JEG ER STOLT OG RASK OG GLAD!!
Jeg er egentlig startet med at tabe mig. For jeg vil rigtig gerne kunne bruge alt mit lækre tøj igen, men det går langsomt. Og jeg har ikke lyst til at reklamere med det som jeg før har gjort på min Instagram profil. Det er mere for at være tro mod mit spiseforstyrrerede hoved. Det hele skal passe sammen og kunne følges ad, ellers går det galt.
Jeg har det godt! Og det er det vigtigste..
Husker i selv at fortælle i er stolte af jer selv?