En lille update fra mig

Nåå… Ser i.. Jeg er inde i en periode hvor jeg har en million ting at skrive om, men jeg er tom for ord. Kender i det?

Jeg har taget mig sammen nu og er nødt til at komme med en lille update om mit til tider sindsyge liv. Kedsomhed er i hvert fald ikke noget der findes i mit liv. Der sker noget konstant. Ved slet ikke hvor jeg skal starte, så tilgiv mig hvis det bliver lidt rodet – men det er også lidt sådan mit liv er pt.

Okay.. altså.. for 5 uger siden idag (søndag) kørte jeg desværre galt. Alene i min bil. Det var ret voldsomt og jeg endte på Rigshospitalets traumecenter. I stedet for en ambulance, kunne jeg have ligget i en kiste, men nogen valgte (endnu en gang) at holde hånden over mig! Til tider tror jeg faktisk jeg skulle have været en kat, for jeg har snart brugt 9 liv! Jeg vil ikke bruge dette indlæg til at skrive uddybende om ulykken, det kommer en anden dag.

Jeg er endt med en smadret knæ, to tænder der muligvis skal opereres og en kind der blev skåret op (hvor heldigt der virkelig ikke skete mere). Der blev desværre ikke taget hånd om det på bedste vis som man ellers skulle tro nu man var indlagt. I hvert fald skal jeg nu de næste måneders tid igennem undersøgelser og operationer.

Kinden skal åbnes op og renses og lukkes igen… MIN KIND!!! Det er mit ansigt… Mit pæne ansigt! Vil for altid ha et minde om ulykken når jeg ser på mig selv. Og ja – jeg ved godt jeg skal være glad for at være i live og bla bla bla.. men hvorfor må jeg ikke ha lov at være ked af det over mit ar i ansigtet?? Er så træt af at få at vide jeg skal være taknemmelig og at det er noget fis. Jeg ER mere end taknemmelig for at være i live, men når man stort set hele livet har kæmpet med at acceptere sit udseende og man faktisk endelig havde accepteret sig selv, så er det altså bare svært at vågne op med sådan et ar midt i ansigtet. Men jeg skal nok acceptere det en dag. Ting tager tid.

Om to ugers tid skal jeg til forundersøgelse med knæet (som er følelsesløst og fyldt med væske) og så min søde æblekind. Er spændt på hvad det så ender med.

Og så er der jo lige det her med min ryg som jeg jo havde problemer med før ulykken. Det så endnu værre nu. Jeg fik lavet MR scanning to uger før ulykken og fik svar for en uge siden. Slidgigt i lænden og diskosprolaps. Plus min skoliose længere oppe i ryggen. Jeg har noget der hedder en HIZ-læssion i lænden (High Intensitet Zone) som er dén der giver mig mine stærke smerter. Det kan opereres, men er en 50/50 operation. Og ikke en gang sikkert det kan lade sig gøre pga skoliosen. Nu er de nødt til at tage nye scanninger pga. Ulykken. Der røg den sidste luft ud af ballonen.

Jeg er ellers blevet en glad og meget hoppende-gennem-livet Nanna, men alt det her har gjort mig en smule trist og lidt opgivende. Men selvfølgelig giver jeg ikke op!! Jeg skal nok komme på benene igen, lige som jeg altid gør!

Som i måske kan regne ud, så er jeg sygemeldt fra jobs og går hjemme med en del smerter. Smerter som jo egentlig også var der inden ulykken, men nu er de bare forværret og så er der knæet som bliver fyldt med væske bare jeg støvsuger. Jeg er ikke god til at holde mig i ro (ADHD’en kommer virkelig på prøve her). Desuden kan jeg ikke bare sidde eller ligge flere timer om dagen pga. Ryggen.

Så hver dag er lidt et dilemma om hvad hulen jeg skal foretages mig. Jeg fik en rigtig slem hjernerystelse ved ulykken og jeg kæmper stadig med hovedpine og træthed. Så det er næsten også umuligt at planlægge noget. “Heldigvis” har jeg tandlægetider, lægestuderende, hospitalstider og psykolog tider jeg får fyldt hverdgaen med.

Men ved i hvad? Jeg er mor til verdens dejligste børn som har taget det SÅ fint alt det her. De elsker heldigvis at putte med deres mor og bare være tæt. Før ulykken havde vi en tradition inden sengetid. Altid se en film sammen og ligge i mors armhuler. Den har vi stadig, dog bare lidt flere gange om dagen i weekenderne. De er så hjælpsomme og prøver virkelig at forstå hvad smerter er. Jeg kan virkelig se at jeg har gjort noget rigtig i min opdragelse af dem. De er så kærlige, hjælpsomme og forstående. Efter ulykken har jeg haft svært ved at sove (falde i søvn) og har mange mareridt. Vi har kun tv i stuen, så vi valgte (da det var så varmt og vi kun kunne holde ud at være i stuen) at rykke min madras ind i stuen foran tv’et. Der har vi så sovet i 3 uger nu. Det er så dejligt at være tæt på dem og ikke føle mig alene. Det hjælper på angsten og tankerne. Vi har altid sovet meget sammen og vi elsker det. De kan dog sagtens sove på deres værelser, men det her er bare noget vi har brug for lige nu. At mærke hinanden. At være tætte. Det var ikke kun mig det gik ud over i den ulykke. Selvom de ikke var med i bilen så kunne vi have mistet hinanden og det ved de udemærket. Man kan mene hvad man vil, men samsovning er vigtigt for os lige nu.

Jeg har dage med så mange smerter og hvor jeg er så træt og trist at det minder om at være deprimeret, men det ved jeg heldigvis jeg ikke er. Jeg synes bare det er sindsygt hårdt at have de her kontraster. Den ene dag går det fint og meget lidt smerter, næste dag er det noget helt andet. Det går virkelig ud over humøret.

Jeg havde, før ulykken, fået mit drømmejob. På et opholdssted for udsatte unge. Yay! Spørg lige om jeg er glad. Jeg var så stolt af mig selv. Men også dette er nu sat på standby. Det så irriterende. Men altså jeg håber at kunne vende tilbage snart igen. Mit liv var faktisk blevet som jeg gerne ville have det. Men som så mange andre gange i mit liv, kom der lige et lille bump på vejen som jeg lige skal over.

Ved i hvad jeg også fandt ud af i forbindelse med ulykken?

Hvem jeg kan regne med. Jeg har de bedste veninder omkring mig. Virkelig. Af hjertet tak til jer alle! Også gruppen her “Kvinder uden filter” altså mine med-bloggere! Sikke et netværk at være en del af.

Og selvfølgelig min søde mor og far. Vi har fået et meget bedre forhold til hinanden efter ulykken. Så alt er ikke kun sort.

Alt skal nok blive godt igen. Det der ikke slår os ihjel – gør os kun stærkere!