Jeg er syg!

Som i har kunne læse, så er jeg det man kalder psykisk syg….

Jeg har en spiseforstyrrelse på 18. År, lider af angst, ADHD og OCD. 
For mange lyder det som om man har komplet kuk i kysen, men det er nu altså ikke helt rigtigt. 
Godt nok har jeg mine særheder og jeg har også nogle sider af mig selv jeg kæmper så meget med, som gør at jeg ikke er i stand til at varetage et rigtigt arbejde pt. 

Ja så er det ude. Nanna har ikke noget arbejde. Jeg går der hjemme, lige som mange andre syge gør. For jeg ER syg, om jeg vil indrømme det eller ej. Men indrømme det, det har jeg gjort. 
Nu er jeg så i gang med at lære at leve med det. 
Det er ret så svært skal jeg hilse at sige, men jeg har måtte tage mig den her tid det nu tager mig at gøre mig klar og udrustet til at blive “smidt ud af reden” igen og ud i verden. 
Jeg er begyndt i behandling på klinik for spiseforstyrrelser og går dér en gang om ugen. Det giver mig allerede en hel masse. Jeg kan mærke hvordan mit sind lige så langsomt ændrer sig. 
Egentlig brød jeg mig slet ikke om den mand der skulle være min behandler. Jeg er ikke tryg i mænds selskab og har virkelig svært ved at åbne op. Men altså han formåede at få mig til at åbne op og har rent faktisk givet mig en masse redskaber at arbejde med, sådan at jeg lige så langsomt er begyndt at ændre min adfærd.

Min aller værste fjende er tallet på vægten!! Hvis du synes du kan blive presset over tallet på vægten – gang det med 100 og så ved du hvordan jeg får det. Hele min krop får en kortslutning når jeg træder op på vægten. Især hvis tallet ikke viser det jeg føler er acceptabelt. Så bryder hele min verden fuldstændig sammen. Det føles som om alt indeni går i stykker. Det forfærdeligt. Alle de følelser det går gennem ens krop er ulidelig.
Det er hårdt at hade sig selv. Jeg har gjort det så længe jeg husker. Jeg var heller ikke glad som barn. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har følt mig tryg og tilpas i min egen krop. Jeg har altid ville være en anden eller se anderledes ud. 
I nogens øjne er jeg en smuk pige og jeg bliver ofte bedømt på mit udseende. “Jamen Nanna, nu er du fjollet. Sådan en flot pige som dig har da intet at være utilfreds over.”
Det har jo forhelvede intet med utilfredshed at gøre. Det handler om at man ikke føler sig god nok. Tilstrækkelig nok. At man ikke føler sig som alle andre. Ens hjerne fungere slet ikke som alle andres. Når jeg kigger i spejlet, så ser jeg en helt anden Nanna end i ser når i kigger på mig. 
Det er hårdt for mig at spise sammen med andre. Jeg hader det! 
I min familie elsker vi mad. Og vi elsker at drille. Jeg er, så længe jeg kan huske tilbage, blevet drillet med min appetit til mad. På et hvert andet menneske ville det nok ikke haft en betydning, men for mig var det forbundet med smerte hver gang. Jeg har tit måtte forlade sociale sammenhæng, også i min familie, for at gå ud på toilettet og “tage mig sammen” og græde i stilhed. Der er så meget smerte forbundet med den her sygdom som andre mennesker slet ikke kan forstå. Og det forstår jeg virkelig godt. Jeg er led og ked af at have det sådan her, men uden behandling bliver jeg ikke rask. 
I de sidste 3 år har jeg kæmpet en kamp for at blive godkendt til behandling. For 2 måneder siden blev jeg endelig godkendt og mit liv har allerede forandret sig. Jeg skal til at starte et liv. En ny tankegang og en ny livsstil. Mine børn får en “ny” mor. 
Jeg glæder mig til at lære mig selv at kende og vise jer den raske Nanna! 

Tak fordi du læser med! 
Glædelig jul og godt nytår til jer alle. Håber I får en fantastisk jul med alle dem i elsker.