Som i jo ved er jeg spiseforstyrret. Sådan helt igennem skør i hovedet hvad angår mad.
Jeg vil prøve at forklare lidt om hvad det indebærer.
Mit forhold til mad er helt absurd og fuldstændig fucked up. Jeg ELSKER mad – når min hjerne tænker klart! Det gør den desværre bare sjældent.
Jeg elsker at lave mad og jeg er god til det. Jeg behøver ik opskrifter og jeg skal bare smage på mad, så kan jeg stort set gætte hvad der er i. Jeg kan se på et billede af en ret og så gætte mig til opskriften, men min spiseforstyrrede hjerne ødelægger det for mig. Den tager glæden fra mig og jeg hader det. Jeg spiser sjældent sammen med andre end mine børn. Min mor er dog en af dem jeg føler mig tryg ved at spise hos. Jeg er ikke typen der spiser ude tit eller spiser hos veninder og den slags. Jeg ville VIRKELIG gerne, men det er alt for følsomt og chancen for at det mad de har stået og lavet eller jeg selv har betalt for hvis jeg spiser ude, den er spildt, fordi jeg går ud på toilettet bagefter, er ret stor og det vil jeg ik byde dem. Jeg er fyldt med skam over at “fejle” det her. Det piner mig og jeg føler jeg lever i et kronisk smertehelvede. Selvom det ikke er fysiske smerter, så gør det stadig ondt – i sjælen og sindet!
95% af mine tanker i løbet af et døgn, går med at tænke på hvor fed jeg synes jeg er. At jeg synes jeg er ulækker med alt mit blævrende fedt. At mine lår rører hinanden. At mine hofter blævre. At jeg har dobbelthage. Jeg kan stå og kigge i spejlet i flere timer og hive i mine deller og bare stå og hade mig selv. Jeg er så modbydelig mod mig selv og på de dage er det jeg spiser på mine følelser. Jeg kan spise flere kilo mad i løbet af dagen og kaste op lige bagefter. Min hjerne slår fra i den tid det foregår og der er noget af det jeg hungrer efter! Fred og ro i hovedet. At jeg ikke skal bruge mit hoved. Ingen forlanger noget af mig og jeg forlanger intet af mig selv imens.
Det er alt der kan udløse de her dage. Det kan være en dårlig nat med ingen søvn eller med mareridt. Det kan være hvis jeg går rundt og er stresset over en masse praktiske ting. Eller nogen eller noget har gjort mig ked af det. Men én ting som fylder meget, er at jeg har taget på! For 1 år siden vejede jeg mindre end dét jeg gør idag. Og det piner mig! Jeg kan ikke passe mit tøj mere og jeg går kun i slap-af tøj. Jeg hader at have pænt tøj på når jeg føler mig fed. Min BMI ligger inden for normalen, men det hjælper slet ik på tankerne. Jeg føler jo netop at der må være noget HELT galt med mig, eftersom min BMI er normal, men min krop ligner en flodhestekrop.
Og det værste er så at jeg udemærket ved at jeg ikke er fed!
På de gode dage kan jeg jo godt se hvordan jeg ser ud! Jeg er mor til 2, er over 30 og har tabt 40 kg ca. Så selvfølgelig har min krop spor af det. Min krop har det også elendigt efter alle disse år med opkast. Min blodprocent, kaliumnivaeu’et er lavt, mine led driller, hjertet driller, hud og negle driller, mit fordøjelsessystem er ødelagt, håret falder af, min hukommelse svigter, alle elektrolytter driller og immunforsvaret er i bund. Jeg går og venter på at skal have hjertet overvåget i nogle dage.
Jeg skammer mig over at have sat mig selv i den her situation! Jeg har børn for fanden! Men jeg ved også nu hvad der skal til for at blive rask.
At jeg er startet på klinikken for spiseforstyrrelser er det bedste der er sket for mig! Der er jeg nogle gange om ugen bl.a til samtaler, diætist og snart gruppeterapi.
Jeg er optimistisk ud over alle grænser og jeg VED jeg nok skal blive rask igen. Det her er min ekstra chance for at få det liv jeg altid har drømt om. Jeg skal nok få bekæmpet mine dæmoner og få en sund og fit krop igen! For jeg har haft det godt engang. Det er en helt anden historie som i kan få en anden gang.
Tusind tusind tak fordi i læser med!
Skulle der sidde nogen af jer derude og sidde med tanker eller spørgsmål omkring det jeg skriver, er i velkomne til at skrive til mig. Måske har du selv samme sygdom eller måske er du pårørende til en og har brug for at vide noget, så skriv endelig.
Har lige læst dit opslag og må tage hatten af for du skriver om det herinde – stor respekt For mig gav det et større indblik i hvordan man kan have det og hvilke tanker man kan have med den sygdom. Synes det er dejligt at læse at du prøve at få hjælp nu og krydser alt for det lykkes for dig
Kære Nanna. Hvor er du pissesej, at du har sat dig og skrevet det ned så ærligt. Jeg er præcis ligeså gammel, som du er, og jeg vil bare sige, at jeg føler med dig hele vejen. Jeg er også spiseforstyrret med bulimi. Det er så åndssvagt, og det er så svært at komme af med. Pissesejt også, at du har bestemt dig for at starte i behandling. Gået derop, sat det igang og fortalt os om det. Jeg håber, det kan skabe nogle gode følelser i dig og give lidt styrke til at få gang i gode vaner. Alt muligt kærlighed til dig fra en i nogenlunde samme situation.