Det er efterhånden lang tid siden jeg har skrevet et indlæg. Faktisk har jeg skrevet flere, men har så besluttet at de ikke var gode nok.
Jeg har nok været lidt inde i en periode hvor jeg havde mistet lysten til at skrive og tænkte egentlig om jeg skulle droppe det her blog halløj. Det skal jeg selvfølgelig ikke, for jeg elsker at skrive om mit skøre liv.
Og skørt det er det fandme!
Altså hvad der ikke er sket det sidste halve år af helt crazy og ude i hampen ting. Jeg har ikke kunne finde ud af hvad det her indlæg skulle handle om for der er vitterligt en million fucked up ting at vælge mellem, men udover alle de skøre ting der er sket, så har jeg brugt tiden på at lære mig selv endnu bedre at kende.
Jeg har skrevet lidt om det før og det her vil helt sikkert heller blive sidste indlæg om det. Det er en lang proces. Især når man har hadet sig selv i noget der ligner 30 år. Første gang jeg hørte sætningen “det er en lang proces. det kan tage flere år, Nanna”, tænkte jeg lidt, klart – det klarer jeg da på ingen tid hvor svært kan det være?
Men ærlig talt, så er den her proces noget af det sværeste. Jeg har haft masser af fremskridt, men som alle andre processer, så er det nogle gange 3 skridt frem og 2 tilbage. Og det er simpelthen så frustrerende. Altså kan jeg virkelig ikke engang finde ud af hvem jeg selv er?
Selvfølgelig kan jeg det! Ting tager bare virkelig lang tid.
Nå men, i hvert fald har jeg brugt tiden på at tænke. Jeg er jo en tænker. Jeg lider af meget svær tankemylder, som er en af de “vidunderlige” ting jeg har fra min ADHD. Det har oftest været dårlige tanker (især selvmordstanker). Det har heldigvis ændret sig så meget, at det nu mest er positive tanker. Jeg har samtidig sindsygt svært ved at slappe af. Jeg laver noget hele tiden. Det er virkelig opslidende, men når jeg laver noget – så tænker jeg ikke. skide smart synes jeg! For noget tid siden tvang min kæreste mig til at slappe af, da han kunne se at jeg var lige ved at knække. Det gjorde at jeg nu havde tid til at tænke og fundere over hvad jeg kan gøre anderledes for at jeg får et liv jeg elsker.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at havde jeg ikke børn, så havde jeg solgt alt jeg ejer og pakket min vandretaske og taget ud og oplevet verden. Jeg hader at være bundet af det her liv som de fleste af os lever. sove, spise, gå på job, betale regninger, have ansvar for dit og dat og alle de her forventninger folk har til dig. Det stresser mig sindsygt meget og jeg hader det. Og nu skal det ikke lyde som om jeg ikke elsker at være mor for det gør jeg i den grad! Jeg ville ønske de kunne tage med mig ud og opleve verden. Nye indtryk, andre kulturer, ny natur og opleve deres mor, som den jeg bliver når jeg er på tur. For den mor jeg er her hjemme er laaaangt fra den mor jeg er de gange jeg har været på enten vandretur eller på ferie i vores Van til Schweiz, Tyskland, Italien eller Sverige. Jeg elsker det simple liv uden at skulle nå noget. At pakke så lidt som muligt. Spise mad over bål og varme vand til kaffen i vejkanten. At møde nye mennesker, se den vidunderlige natur. At vaske sig i en bæk og have det samme tøj på i flere dage. Ikke at bekymre sig om makeup eller hvad folk synes om én.Jeg elsker den Nanna jeg er på de ture og den Nanna burde jeg også kunne være her hjemme. Jeg ville elske at bo langt ude i skoven i en hytte uden strøm eller wifi. Mit største ønske er at komme til Alaska og vandre i den fantastiske natur de har. En dag så skal mine børn også med på tur, men de har jo også deres far her i DK, så vi må nøjes med små ture. Og ved i hvad, lidt er bedre end ingenting! Jeg vil bare så gerne give dem de oplevelser som jeg elsker allerhøjest. Vi tager på ture her hjemme og sover i shelters og det elsker det, så er ikke i tvivl om de også vil elske de her ture.
Jeg har også fundet ud af at når jeg omgås mennesker der hovedsageligt er negative, skaber drama eller selvcentrerede, så sker der noget i mit hoved som jeg først mærker dagene efter jeg har set den eller de personer. Så jeg har også måtte indse at visse mennesker kan jeg bare ikke have i mit liv. Sådan tror jeg nu der er mange der har det.
At være sammen med min familie (hvilket jeg er mere end nogensinde før), også er noget jeg virkelig elsker. Dem har jeg aldrig haft et sådan super godt forhold til, men det har ændret sig rigtig meget de sidste par år. Jeg troede egentlig altid at havde jeg bare min kæreste og et par gode veninder, så var det nok, men det er det bare ikke for mig. Jeg elsker at besøge min mor. Der kan jeg være mig selv og snakke om det meste. Nogle ting er forbeholdt veninderne 😉 Men at besøge min gamle far er også altid hyggeligt, lige som det er at se min søster og bror som jeg endelig føler jeg har fået et rigtig søskende forhold til. Jeg har altid synes vi var forskellige på mange punkter og har altid troet det var derfor vi ikke kunne sammen, men idag synes jeg netop ikke vi er så forskellige og at det netop er det der binder os sammen.
Jeg har jo fået min ADHD diagnose for nogle måneder siden og det gør netop også at jeg skal lære mig selv på ny. De startede mig op i medicin, men det var ikke godt for mig, så jeg måtte stoppe. Nu skal jeg til at lære at spise helt rigtigt og lære at leve struktureret og efter helt andre leve regler. Det dælme svært. Koffein skulle være en dårlig ting for folk med ADHD, så det har jeg stort set droppet. Raffineret sukker skulle også være virkelig skidt, så det er jeg lige så stille ved at fjerne fra vores kost og det er stort set væk nu. Jeg glæder mig til at se hvilken Nanna der kommer ud i “den anden ende”.
Jeg håber i nyder jeres vinterferie og Glædelig Valentinsdag til dem der holder det.