Den første jul efter….

Det er nu 9 måneder siden, at min søns far døde. Om to uger ville han have fyldt 50 år. Det skulle have været en festdag for ham.

I stedet er M og jeg ved at finde os til rette i den nye hverdag vi har. Og vi begynder, at leve så ”normalt” som vi nu kan gøre. For mit eget vedkommende er tårene holdt op med at pible ud for det mindste og jeg føler, at jeg efterhånden er ved at være med igen. Jeg er ved at vænne mig til, at det er småt med alenetid og at M ikke er på weekend hos sin far.

MEN det er nu tid til den første jul uden M’s far. Den første jul efter han døde og den første jul, hvor vi ikke skal dele tiden imellem os. Og nu hvor julen nærmer sig mere og mere, er det næsten uundgåeligt, at der kommer tanker og spørgsmål til, hvordan vi gør i år og hvordan mon den første jul bliver?

Vi har altid delt jul og nytår sådan, at hvis den ene havde juleaften, så havde den anden nytårsaften. Og juleferien fordelte vi efter, hvordan det nu lige passede ind for os begge og i forhold til om M skulle være med til julefrokost hos familien eller deltage i sportsstævner med eller uden overnatning. Mit arbejde gør, at det ofte har været nødvendigt, at jeg arbejdede imellem jul og nytår for, at blive klar til de opgaver der ligger lige efter nytår, så i hverdagene mellem jul og nytår, har M ofte været hos sin far.

I år har jeg valgt, at jeg holder fri (i hvert fald fra mit alm. arbejde) fra den 21/12 når jeg går hjem frem til den 2/1, hvor vi starter op igen. Det bliver ren luksus og noget jeg ikke har prøvet i mange år. Jeg glæder mig helt vildt.

Sidste år havde jeg juleaften med M, hvor vi var på Lolland og holdt jul hos min morbror. Nytårsaften var M med sin far hos nogle venner til en hyggelig nytårsfest. Nu får jeg begge dele, hvilket er en omvæltning for os begge, da jeg egentlig ikke er til hverken det store juleræs eller den store nytårsfestivas.
Jeg har dog hvert år forsøgt, at tilpasse mig enten jul eller nytår efter min søn, så han fik det bedste ud af det, da han kan lide begge dele. Og i år går jeg all-in på julen for, at den skal blive så skøn som mulig. Nytårsaften er der slet ikke tænkt på endnu fra min side.

Da spørgsmålet om, hvor vi skulle holde jul i år meldte sig, gik der faktisk ikke længe inden, at vi begge var enige om, at det kunne være dejligt, at holde julen hjemme hos os selv. For første gang. Så vi spurgte mine forældre, min søster (og hendes drenge) samt min morbror, om de kunne have lyst til at fejre jul i Odense? Overraskende nok var de helt med på idéen, hvilket jeg ikke havde regnet med, for vi har altid fejret jul enten i Nakskov eller Maribo på Lolland.

Så i år får vi julegæster og de skal overnatte til næste dag.

Da jeg ikke har holdt jul før, så tænkte jeg, at jeg da hellere måtte gå i gang med forberedelserne så hurtigt som muligt. Og det første jeg gjorde var da heldigvis at tjekke, hvad vi havde af julepynt. Ja gudskelov for det – for jeg måtte da hurtigt sande, at vi stort set ikke havde noget. Jo en enkelt nisse og en juletræsfod som vi havde beholdt fra M’s far. Det gør det altså ret svært, at pynte et juletræ og gøre et hjem hyggeligt til juleaften, så jeg måtte jo i gang med at købe julepynt.
Jeg har da også købt nogle julekugler til træet og en stjerne til toppen. Og vi har fået lys sat op udenfor. Men det er også dét, indtil nu. Jeg håber, at jeg når, at finde på lidt mere inden juleaften.

Udover julepynten så er der jo maden og i vores familie plejer vi at få and og flæskesteg med alm. kartofler, brune kartofler, masser af min mors gode sovs, franske kartofler, rødkål og asier. (Nej vi har ikke noget salat juleaften). Og til dessert Ris a’la mande. Sådan skal det selvfølgelig også være i år, men jeg vil gerne tilføje nogen fynske juletraditioner, så dem er jeg ved at undersøge, og jeg vil endnu ikke skrive, hvad jeg har fundet på indtil videre, da jeg (forventer) min familie også læser med her. Det skal jo være en overraskelse.

Da jeg som sagt ikke har holdt jul før og altid har været den der enten stod for konfekt, slik og rødvinen, så skal jeg også til at sætte mig ind i selve madlavningen og tilberedningen af det forskellige. For ærlig talt, så er det ikke meget flæskesteg og and jeg har lavet gennem tiderne. Og som I nok har forstået på mit tidligere indlæg om nem aftensmad, så er det ikke det vilde og kulinariske køkken, som jeg gør mig i.

Men jeg har fire uger endnu til at få maden på plads. Noget af det der kan holde sig i lang tid, har jeg allerede købt, f.eks. rødkål, franske kartofler, sodavand og juleslik. Min mor laver (heldigvis) Ris a’la mande og min lillesøster bager klejner og medbringer mandelgaven.

Men hvordan finder jeg den perfekte steg og den bedste rødvin? Jeg må virkelig på jagt og måske skal jeg prøve at lave flæskesteg inden, så jeg er sikker på, at sværene også bliver som de skal være? Jeg håber jeg når, at få det på plads og at alt bliver i den skønneste orden, for lige netop denne jul må og skal bare ikke blive en katastrofe.

Udover julepynt og mad, så er der også gaverne. Mit næste mareridt. Julegaven til min søn er på plads (sådan da) og den til min ene nevø er også. Så mangler jeg kun 6-7 stykker endnu. Men jeg håber faktisk, at jeg vinder i Lotto inden jul, for jeg synes godt nok det her år har været udfordrende på økonomien i og med, at jeg pludselig stod alene med det hele og jeg samtidig også har konfirmationen at tænke på.

Alt det praktiske er dog bare én ting, selvom det fylder godt. Men så er der også det følelsesmæssige omkring julen. Jeg vil så gerne gøre, at lige netop denne jul som er den første, hvor min søn skal undvære sin far hele vejen igennem, bliver så god som overhovedet muligt. Der bliver ingen juledage eller julehygge hos far. Ligesom der ikke bliver nogle julegaver fra far. Og hvordan bliver julen i forhold til familien fra fars side? Alt det, ved vi slet ikke endnu og jeg kan godt mærke at tankerne presser på.

Jeg ønsker at jeg kan give min søn det bedste af det bedste og ikke mindst sørge for, at han får den skønneste og bedste jul nogensinde, men jeg ved jo godt, at der kommer til at mangle noget og ikke mindst én. Men jeg vil gøre alt for, at det i hvert fald bliver en dejlig jul og at han er glad og tilfreds når julen er overstået.

Jeg prøver at huske på, at julen jo ikke kun handler om juleaften men hele december, hvilket er en øvelse for mig, da jeg som sagt ikke er det allerstørste julemenneske. Faktisk er jeg typen der synes, at det sjoveste ved julen er, at lave dekorationer og lave konfekt. Men jeg tænker, at jeg også skal have lavet en pakkekalender til min søn. Jeg er dog håbløst bagud og i skrivende stund har jeg 4 pakker, så der er lang vej op til de 24. men hvad giver man en dreng der snart bliver 14 og som skal konfirmeres om ca. 5 måneder? Faktisk var vi førhen også to om dette projekt, da M’s far altid sørgede for pakker til de dage, hvor M var hos ham i december. Men igen er jeg alene om endnu et projekt – jeg tror jeg ender med at blive en sand mester i at gøre alting alene.

Jeg håber virkelig at jeg når i mål og hvis der er nogen af jer, der har gode idéer til M’s pakkekalender, til den fynske julemad og fynske juletraditioner eller i det hele taget i forbindelse med, at jeg skal holde jul for første gang, så kom endelig med dem… jeg glæder mig til at høre dem.

//Nette

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Mine seneste indlæg

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Katrine Koefoed

    Første højtid efter et tab er så svært. Men måske er det også okay, at det er svært. Kunne der være et eller andet juleritual, som M har lavet med sin far før, I kunne videreføre. Så hans far på en eller anden måde stadig er med.
    Ift. mad ville jeg klart købe flæskestegen hos en slagter og bestille en steg fra en frilands- eller økogris. Heldigvis er julemaden faktisk ikke den sværeste menu at lave, værst er vist at få sværdene sprøde. Tænd et ekstra lys for Ms far og ønsker jer en dejlig jul 🙂

  2. Nette

    Ja, det er okay det er svært, men jeg er også sikker på vi nok skal komme godt igennem julen, man kan bare ikke lade være med at gøre sig nogle tanker. Og nej gudskelov er julemad ikke det sværeste… bortset fra at få sværene sprøde… Men det satser jeg på lykkedes. I dag tænder vi et ekstra lys, da det er præcis 9 måneder siden i dag. Tak for dine ord og råd, det betyder meget <3

Skriv et svar