Det er nu 3. gang at jeg finder en knude..

knude i brystet, knuder, kræft, brystkræft
Ditte Harbæk

Ditte Harbæk


Det er mandag morgen i juli. Jeg står i badet. De sæbede fingre løber over min hud og vasker nattens søvn og tropenat af kroppen. Min venstre hånd glider under højre armhule og omkring højre bryst – Hvad var det? Jeg mærker efter igen. Den er god nok. Der er noget. Af erfaring ved jeg, at jeg skal tjekke både stående og liggende. Jeg træder ud af badet og tørrer mig, inden jeg ligger mig i sengen og systematisk fører mine fingre i cirkler om hvert bryst og i armhulen. Jeg studerer mit fine, næsten usynlige ar langs kanten af højre brystvorte. Det er lige så fint og tyndt som en edderkops silkespind. Jeg fik det da jeg var 21 år gammel. Min praktiserende læge mærkede dengang løst uden på tøjet og konstaterede på 10 sekunder, at der var tale om en cyste. 

“Det sker der ikke noget ved, men sig til hvis den generer, så kan du få en henvisning til at få den fjernet”. 

Jeg gik med den i et år før jeg besluttede mig for, at få den fjernet. På mammacentret i Vejle konstaterede de, efter lidt yderligere undersøgelser, at der ikke var tale om et cyste. Det var en knude og de ville fjerne den og sende den til test. Hvis de fandt noget, ville jeg høre fra dem. Jeg hørte aldrig noget og var heller ikke selv opsøgende på testsvaret. Efter operationen var jeg mest påvirket på mit selvværd og mit selvbillede, der dengang afspejlede sig i hvordan jeg så ud (…men det er til en anden historie). Jeg mistede følelsen omkring operationsstedet og havde et hulrum hvor de havde fjernet knuden. Det tog nogle år før jeg fik følelsen nogenlunde tilbage og til at brystet havde dannet nyt væv. Jeg husker tydeligt følelsen af, at der gik noget af mig tabt. Jeg havde stadig mine bryster – det ene var blot lidt præget af operationen, men det var nok til, at min skrøbeligt udviklede femininitet fik et slag. Efterfølgende gav det mig en nyfunden glæde og påskønnelse af netop mine bryster. Mine bryster der siden en meget ung alder, har været forbundet med skam og skyld. Det er de ikke længere og jeg arbejder aktivt for og med kærlighed til mine bryster og mit indre barn, hvorfor jeg også med jævne mellemrum tjekker dem for ujævnheder der ikke hører til. Jeg brugte mandagen på at arbejde og skubbede det jeg havde opdaget, i baggrunden. Tirsdag morgen kontaktede jeg lægen for vejledning til, om jeg selv skulle kontakte mammacentret eller om det kræver en henvisning. Lægesekretæren vil have mig ind med det samme. Jeg skal arbejde og foreslår at komme onsdag eller torsdag formiddag i stedet, hvilket den søde sekretær ikke vil høre tale om. Jeg får en tid i min pause, kl. 14, samme dag. Jeg låser døren til butikken og sætter mig i bilen. Mens jeg passerer huse og lyskryds, forbereder jeg mig på at jeg ikke vil spises af med, at det er en cyste og at blive sendt hjem uden henvisning til mammografi. Da jeg når lægehuset, bliver jeg kaldt ind til den læge der havde en ledig tid. Fortsat i mit ‘de skal ikke spise mig af med en cyste’ humør, møder jeg en læge, der beder mig smide bluse og bh. Hun trykker og mærker på begge bryster og beder mig tage tøjet på igen. Uden at sige yderligere løfter hun røret og ringer til mammacentret i Vejle 

“Du taler med… Jeg har en 35 årig patient, der tidligere har fået fjernet en knude i højre bryst og nu har en igen. I indkalder? Okay”. 

Herefter vender hun sig rundt til mig og fortæller, at mammacentret indkalder mig akut, men at det ikke er alvorligt. Farvel. 

De næste dage går jeg med mange tanker, samtidig med at jeg forsøger at holde mig fattet. Jeg giver plads til følelserne, men bemærker også mine mønstre og fokuserer på rationel og handlende tankegang. 

  • Skelner mellem hvad jeg ved og hvad jeg frygter. Og giver plads til fakta. 
  • Taler med min mor om familiehistorik. 
  • Inddrager nogle nære relationer i situationen, for at blive spejlet

Jeg prøver at holde det på afstand til jeg ved noget konkret. Heldigvis skulle vi på ferie om fredagen, så jeg kunne abstrahere lidt i ventetiden. En uge efter vi tog afsted på ferie, 11 dage efter jeg opdagede knuden, skal jeg til undersøgelsen. Dagen forinden har jeg brugt på at slappe helt af. Lave det jeg har lyst til, dase i sengen, læse og scrolle på Instagram. Jeg skriver med en ven og pludselig, ud af ingenting, får jeg tårer i øjnene. Jeg bliver ramt af en indædt tristhed, der fysisk sætter mit system på arbejde og jeg bliver ramt af manglende lyst til overhovedet, at svare min ven på beskeder og føler en pludselig og momentan apati. Jeg ligger telefonen og stirrer op i loftet. Jeg kan ikke få mig selv ud af følelsen, så jeg går med den. Lader mundvigene vrænge nedad og lader tårerne trille, mens jeg lydløst skriger mod den hvide flade over mig. Herefter skriver jeg til min ventende ven, hvad der foregik. Kombinationen af, at gå med følelserne, lade det ventilerer ved fysisk at reagere og at “sige det højt” fik mig ud af lammelsen. Omsorgen fra min ven, der prompte tog téten, spejlede mig og distraherede med sjove videoer, er ej at forglemme. Dagen efter tager jeg mod mammacentret. Min bedste veninde tilbød igen og igen at tage med og forsikrede, at det ikke var en belejring af hendes dag. Jeg var i tvivl, men endte med at tage af sted selv. Dels fordi hun ikke skulle tage tid ud af sin dag, for en halv time på sygehuset med mig og dels fordi jeg igennem årene har udviklet en exceptionel selvstændighed. Hvad den stammer af, tager vi en anden gang, men sum a summarum er, at jeg trådte alene ind på mammacentret. Jeg ventede cirka 5 minutter inden jeg blev kaldt ind. Radiografen der skal scanne mine bryster, er meget opmærksom og taler mig gennem det hele. Efterfølgende går vi ind i rummet til højre for det første rum. Her skal jeg igen have bluse og bh af. Jeg ligger på en briks mens en kvindelig læge laver ultralydsscanning. Jeg informerer om, at jeg dagen efter jeg fandt knuden, opdagede en mindre længere oppe på samme bryst. Lægen scanner og mærker og fortæller, at hun er ret sikker på, at det ikke er noget alvorligt. En bindevævsknude. Hun vil dog lave en biopsi for en sikkerheds skyld. Dette får jeg svar på i e-boks om seks til tolv dage. Finder de noget, bliver jeg indkaldt igen. Radiografen forsikrer mig efterfølgende om, at hvis lægen havde haft den mindste tvivl, havde hun sagt det. 

Min umiddelbare reaktion når livet kaster sådanne bolde efter mig er, at jeg isolerer mig. Ikke på en uhensigtsmæssig måde, men fordi jeg ved jeg har brug for at sidde med det, reflekterer, kalkulerer og mediterer. Jeg har brug for, at forholde mig aktivt til udfordringen jeg potentielt står overfor og jeg har brug for at føle. Jeg prioriterer derfor alene tiden, for at give plads til dette. Tidligere i mit liv, har jeg ignoreret det der var svært, kun for at det kom tifold tilbage når det ikke længere kunne flygtes fra. Det er ikke vejen frem.

Carl Jung, en Schweizisk psykiater, der udviklede teorien om dybdepsykologien også kaldet ‘den analytiske psykologi’ sagde, at vi ikke kan ændre noget med mindre vi accepterer det. Det er en guide jeg gennem tiden, har integreret så det nu er en naturlig del af mine håndteringsstrategi. Mine tidligere strategier, gjorde tingene værre. Denne styrker. Den styrker din evne til at håndtere udfordringer og den styrker troen på dig selv. Du udvikler og vokser som menneske, ved at gå ind i de udfordringer du møder livet igennem. Vi er ikke ubetinget ansvarlige for de ting der sker i vores liv, men vi er ansvarlige for hvordan vi håndterer det og ovenstående har været min redningskrans. Jeg har været min redningskrans. 

Robert Frost sagde, i tråd med Carl Jungs teorier

Den eneste vej ud, 
er igennem

Og med dét, vil jeg læne mig tilbage med min te, glæde mig over at de første skridt igennem stormen er taget og nyde de sporadiske solstråler denne søndag byder på. Samtidig fortæller jeg mig selv, at der selvfølgelig ikke er noget i den prøve og selv hvis der er, så er det der i hvert fald ikke lige nu der er og lige nu, er det eneste vi har. 

Tjekker du dine bryster? 

Kærlig hilsen Ditte

Følg mig meget gerne på

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Bettina Biel

    Kære Ditte
    JA ! Jeg tjekker mine bryster – på min Instagram @bettinabiel har jeg tidligere lavet et opslag, netop om det at “finde noget”…

    Alt skal undersøges – min læge er kvinde og sagde heldigvis “hellere af sted en gang for meget”.

    Velkommen til Kvinderudenfilter.dk
    Kh Bettina

    1. Ditte Harbæk

      Hellere en gang for meget – Min læge er også kvinde, så man kan jo undre sig og samtidig glæde sig over, at jeg ikke lader mig spise af 😉

Skriv et svar

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.
Ditte Harbæk

Ditte Harbæk

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg