Ét år senere…

I dag for ét år siden tog livet en uventet drejning for min søn og jeg.

Jer der har læst med fra start ved, at min søn mistede sin far og jeg mistede min medforælder. Hvis I ikke har læst det, kan I finde indlæg om det her

Det var som om tiden gik i stå den aften og nat, og alligevel gik den videre. For os var det med en kæmpe omvæltning og en ny hverdag, som vi skulle lære at leve med. For andre gik tiden videre som intet var sket, hvilket føltes ret mærkeligt.

Her et år efter, er det stadig mærkeligt at være ene forælder. At skulle tage alle beslutninger næsten alene. Når jeg skriver næsten alene, er det fordi min søn selv har sine egne meninger om tingene og selv deltager i beslutningerne omkring ham. Vi har fundet et fælles fodslag på det punkt og det fungerer godt for os på den måde.

Der sker mange ting, som jeg ville ønske jeg kunne have delt med min medforælder – også selvom vi var skilt. For selvom man bliver skilt, så holder man aldrig forhåbentlig aldrig op med at være fælles om et barn. Jeg har faktisk et nyt blogindlæg i tankerne omkring dette emne.

Lige nu venter vi på svar på en ansøgning vi har sendt til skolen – min søn har søgt ind i Sportsklassen fra 8. klasse. Så det håber vi på, at han skal starte på efter sommerferien.

Det er også snart tid til konfirmation, og der er mange ting der skal forberedes og mange tanker omkring denne dag. Min søn går selvfølgelig til præst og får derigennem sikkert sat nogen tanker i gang. 
Jeg spurgte ham i går, hvordan han havde det med, at det nu var ét år siden hans far døde, og han fortalte mig, at han har det som alle andre dage, for han tror på man lever videre efter døden. For ham er hans far her stadig – han ved ikke hvordan, men han er her. De har stadig samtaler, nogen mere virkelige end andre.

Og det skal jeg lige love for, for han vågnede et par gange i nat og var sikker på, at hans far lå lige ved siden af ham og at han kunne høre hans stemme. 
I morges fortalte han, at det havde været lige som at have en helt almindelig samtale med ham og at de havde snakket om alt muligt.

Mange har spurgt mig, hvordan han klarer at have mistet sin far? Til det kan jeg svare, at han har fundet sin egen vej og jeg tror det er sundt, at man gør det, når man mister en forælder i så tidlig en alder, og jeg er stolt af den vej han følger. Han er den sejeste, den stærkeste og det mest empatiske og omsorgsfulde menneske jeg kender. 

I morges stod vi tidligt op og inden skolen, kørte vi ud til hans fars gravsted, fik lagt en blomsterpude og tændt lys. Det var smukt at se, hvordan frosten stadig havde fat, samtidig med solen var ved at stå op og finde sin vej ned over stenen.

Der er forår på vej og lyset har fat i dagene nu. Som min søn sagde i går: “Mor, det er så dejligt, at det er blevet lyst igen – det er som om man bliver 10 grader varmere indeni”. 

Jeg tror den sætning har mere end én betydning – foråret er på vej i mere end én forstand. Vi er på rette vej og livet går videre og tiden står ikke helt så stille mere.

  • Jeg har selvfølgelig sløret  navnet på gravstenen, hvis I undrer jer over dette på billedet. 

//Nette

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Gitte Larsen

    Varme tanker til jer. Dejligt i er ved at vejen frem igen🌹 Fantastisk weekend til jer.

    1. Nette

      Tak Gitte <3 Vi havde en dejlig weekend. Det håber jeg også du havde.

Skriv et svar