Jeg ved godt der er rigtig mange mødre herinde – gode og dygtige mødre. Dette indlæg er hverken en kritik af jer eller af nogen andre mødre. Dette er et ærligt indlæg om hvordan jeg har det med min egen mor.
Så håber jeg vi har det ude af verden.
Min mor og jeg er meget forskellige, med mange ting. Jeg kan godt lide farverigt tøj, hun kan godt lidt sort tøj. Jeg kan godt lide tatoveringer, det kan hun ikke. Haha, okay måske ikke de bedste eksempler, men vi kommer til det.
Vi er specielt meget forskellige på personlighedsfronten. Min mor har aldrig kunne forstå hvordan min hjerne fungerer, fordi jeg minder meget om min far. Det har måske gjort at hun ikke altid har taget sig særlig meget af hvilke følelser jeg går med.
Da jeg var to år, fik jeg en lillesøster som minder rigtig meget om min mor. Det er kun blevet mere og mere for hver dag, siden vi er blevet ældre. Derfor er hun altid blevet forfordelt af min mor. Det føltes altid som om at alt jeg gjorde var forkert og alt min søster gjorde var det rigtige.
Da jeg var omkring de 15-16 år, begyndte jeg virkelig at udforske hvem jeg var. Det jeg oftest synes var fedt, det synes min mor bestemt ikke var fedt. Det var heromkring at min mor begyndte at kommentere på hvor grim jeg så ud hver morgen. Det endte med at jeg i gymnasiet prøvede at være så meget hjemme ved veninder som jeg kunne, for det gjorde mig så ked af det og ødelagde min selvtillid.
Min mors logik var, at hun jo skånede mig ved at fortælle mig hvad alle andre alligevel gik og tænkte bag min ryg. Det var jo synd for mig hvis jeg ikke vidste at jeg lignede lort. Den tankegang har jeg aldrig kunne følge og i dag har jeg svært ved at tilgive hende for hvad hun har sat mig igennem.
Min mor har engang, da jeg var 17-18 år, fortalt mig at hun synes jeg var et mærkeligt barn, men hun holdte af mig alligevel. Det har jeg aldrig glemt, for det var sikkert sødt ment, men for mig brændemærkede det bare, at jeg er anderledes.
Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig. Jeg var allerede på vej da jeg var 17, men da jeg kom til at nævne det for min mor, skældte hun mig ud. Hun fortalte mig at ”de” slet ikke var færdige med at opdrage på mig og at jeg ikke ville kunne klare mig selv alligevel.
Selv da jeg så endelig flyttede ud ville hun ikke hjælpe og sendte mig afsted med et mantra om, at jeg nok skulle komme tilbage. Jeg flyttede aldrig tilbage.
Læs også: Hvorfor er det så fucking svært at elske sig selv?
Jeg har igennem årene – specielt efter min mor indså at jeg nok ikke flyttede tilbage – fået et bedre forhold til hende. Hun er stadig meget glad for at snakke grimt om andre folk, specielt nogle af mine bedste venner og deres familier. Det har jeg altid haft svært ved at håndtere, for jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Det er jo nogle mennesker jeg holder meget af, som hun sidder der og sviner til.
Jeg tror i bund og grund at jeg stadig er vred på min mor over, at hun altid gerne har ville ændre mig. Hun kan ikke bare respektere mig som jeg er, jeg kan altid lige blive en tak bedre.
Min mor har tit været ligeglad med hvad jeg egentlig fortog mig i mit liv, så længe det så godt ud udadtil og hun kunne prale til andre. Hun ringede til mig her den anden dag og beklagede sig over at jeg ikke havde forklaret hvad jeg lavede på CERN godt nok, for nu vidste hun jo ikke hvad hun skulle fortælle til familiefødselsdagen.
Jeg ved min mor elsker mig på sin helt egen måde, men nogle gange har jeg bare lyst til at cutte kontakten, for det er simpelthen for hårdt at være en del af hendes meget lille perfekte verden, hvor man ikke altid har lov til at være et menneske.
Jeg har tit mareridt og angst for at alle mennesker hader mig og at jeg en dag vil ende alene uden venner. Jeg tror rigtig meget af den angst er min mors fortjeneste – selvfølgelig har jeg også altid været en meget selvbevidst og usikker person – men jeg har nogle ting jeg ville ønske jeg kunne forklare min mor, så hun forstod. Det tror jeg bare ikke hun kan, også har jeg ikke rigtig lyst til at åbne op, for så har hun bare mulighed for at trampe endnu mere på mine følelser.
Jeg elsker min mor, men kærlighed er vel heller ikke altid ment til at være helt nemt, vel?
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Puha. Nej kærlighed er bestemt ikke nemt til ens mødre. Jeg elsker også min mor, men jeg har i dag måtte tænke på mig selv, og det resulterede i jeg stoppede kontakten til hende. Hendes kommentar var :” ok vi stopper kontakten”…..
I mit tilfælde handler det om min mor ik kan tage ansvar for hendes liv.
Hej Carina! Det er godt nok også en vild historie. Hold kæft det er en stærk beslutning og vildt at du gjorde det. Jeg tror mange har forskellige historier med deres mødre, lige netop fordi det er sådan et skrøbeligt forhold! Mange gange tak for din kommentar, og held og lykke frem i verden ❤
Min mor er din mor!!! Vi kommer så bare aldrig tæt på hinanden igen ❤
Hej Mia <3
Du siger bare til hvis du også har brug for lidt support din retning!
Mange kram herfra.
Det skal jeg nok. Tusind tak ❤
Hvis du har behov for at cutte kontakten, så gør det. Hvis din mor ikke bidrager med noget positivt til dig og dit liv, så tag konsekvensen af det. Jeghar ikkehaft kontakt til min mor i 2 1/2 år og sikke en lettelse det var, da jeg endelig tog den beslutning. Hele livet har jeg fundet mig i hendes dårlige behandling af mig, uden nogen konsekvens for hende. Man skal selv sætte en stopper for det, for det ændrer sig aldrig.
Hej Tatiana. Tak for din kommentar!
Hvis jeg cutter kontakten nu, cutter jeg også kontakten til min far og min yngste søster på 16, og de to ville jeg ikke kunne undvære i mit liv. Jeg føler hvad du siger, men det er ikke det rigtige valg for mig lige nu i hvert tilfælde.
Av hvor får jeg ondt i øjenkrogen af at læse dit indlæg… bliver SÅ ked af det af at læse om, hvordan din mor behandler dig. Tror desværre mange kan nikke genkendende til flere af tingene, hvilket også afspejles i kommentarerne.
På mange måder ville jeg selv ønske jeg havde modet til at bryde med familie (af forskellige årsager) fordi jeg ikke føler det gør mig noget godt. Og at jeg trives bedst uden kontakten med dem.
Hej søde Nette. Tak for din kommentar.
Jeg synes det er sejt at du er nået så langt som at tænke over det, for man skal ikke bare tage sig til takke med hvilken som helst opførsel, bare fordi det er ens familie.
Jeg er glad for at vi er et par stykker der står sammen her. <3
Øv, hvor er det trist at læse at din mor og hendes opførsel har haft så stor negativ effekt på din selvfølelse – en mor skal løfte en op, lære en at elske sig selv og lære en at man er god nok, præcis som man er! Men for at kunne det kræver det at man som mor elsker sig selv og ikke lever i et forskruet verdensbillede hvor alt handler om at imponere andre – når jeg læser dit indlæg, så læser jeg om en mor som slet ikke elsker sig selv, en mor som har brug for at fremme sig selv og sit glansbillede, ikke engang igennem sig selv, men igennem sine børn – det siger noget om hvor lidt hun egentlig tænker om sig selv.
Jeg synes du skal konfrontere din mor, jeg synes du skal fortælle hende hvad hendes ord og handlinger gør ved dig! Det er ikke sikkert det ændrer noget som helst, men det kan måske give dig en ro, en styrke i at have stået op for dig selv overfor det menneske som har “holdt dig nede”.
I forholdet til din søster, så kender jeg det godt – min bror minder absurd meget om min far på mange punkter og jeg har også altid haft en følelse af at min far er langt mere stolt af min bror end han er af mig – jeg har valgt at hvis det er sådan, så kan jeg ikke ændre det, men det skal ikke have lov at styre mit liv og mit selvbillede længere.
Måske skal du spørge din mor hvem der har gjort hende ondt, siden hun har så stort behov for at fremstille som et glansbillede og samtidig snakke ned om alle andre – for hendes handlinger på det punkt tegner et billede af en der selv er blevet såret.
Jeg håber du finder en vej som er den rigtige for dig og som giver dig ro i sindet 🙂
Hej Dorte!
Tusind tak for dine gode råd!
Jeg har prøvet at snakke med hende om det mange gange, men hun tager mig aldrig seriøst, og det er jo klart at det er mig der er noget i vejen med fra hendes perspektiv.
Jeg har overvejet at spørge hende om vi skulle tage nogle sessioner ved en psykolog sammen. Det synes hun dog også er noget opreklameret pjat, så jeg tror det bliver svært at ruske i hendes grundvold.
Jeg vil gøre mit bedste for at finde min vej, og tak igen for tankerne <3
Sådan er min mor også! Puha.. og jeg ser hende kun fordi min søster og bror også kommer, når der er et arrangement. Kun for deres skyld.
Jeg gik gennem depression, da min mand forlod mig og børnene efter en anden kvinde, vi havde et smukt liv sammen og et fredeligt hjem sammen. For få dage siden bemærkede jeg en mærkelig opførsel fra ham, pludselig få uger senere fandt jeg ud af, at min mand ser nogen anden. han holdt op med at tale med mig og begyndte at komme sent hjem fra arbejde, han var næppe ligeglad med mig og børnene, jeg bønfaldt ham om at ændre hans måder og være en god mand, som han var. han nægtede at lytte til mig. Jeg græd bittert med en knust hjerte, fordi mit ægteskab var faldet fra hinanden. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at løse dette problem, men alt uden hjælp. Jeg blev meget bekymret og hjælpeløs. Jeg hørte gode nyheder om Dr.Goko ægteskabsarbejde, jeg kontakter ham, og jeg forklarede alt, hvad der skete med et håb om løsning fra ham. Han lover at hjælpe mig, som han gjorde. Han løser problemet i mit ægteskab og genforenes min mand tilbage til mig. Jeg er stolt af at sige, at mit ægteskab er bedre sammen igen. kontakt for hjælp