Kærlighed… Hvor er du?

Majbritt Thaarup

Majbritt Thaarup

Jeg har lige mærket den kolde luft i mit soveværelse, efter vinduet har stået åben siden i morges. Kulden gav mig en knude i maven. Jeg kiggede på min seng, som ikke blev redt i morges. Min dyne var derfor kastet til side. Kun min dyne. Dynen ved siden af ligger næsten urørt og minder mig dagligt om, at jeg sover alene. Fordi jeg er alene. Jeg er mig og kun mig. Ingen at putte med. Ingen der venter i sengen på mig. Ingen der kommer ind i sengen til mig. Bare mig!

Kulden mindede mig om, når min ekskæreste og jeg havde glemt at lukke vinduerne i soveværelset og der var pivkoldt, når vi gik i seng. Så lå vi der og frøs en masse og kæmpede om, hvis fødder der skulle være på hvis ben. Alt imens vi grinede. Hvilket i øvrigt var et ritual næsten hver aften. Kolde fødder, masser af grin og sjov. Ej hvor jeg savner det.

Jeg savner også ham. Han efterlod mig i en dyb sorg, da han en formiddag pludselig valgte at bryde vores forhold. Som en lyn fra en klar himmel. Den fortælling får I en anden gang. Men jeg savner ham altså og det tror jeg egentlig altis jeg vil gøre, mere eller mindre. Vi havde noget helt specielt og unikt sammen.

Jeg var ikke BARE MIG. Der var en at komme hjem til. Jeg var hjemme og ventede på han kom hjem. Snakke om aftensmad. Snakke om livet, arbejde og livsambitioner. Så serier og film sammen. Hørte musik sammen. Shoppede sammen. Grinte sammen. Havde korte og lange samtaler med hinanden. Få måneder inden han forlod mig, sad vi på nettet og kiggede på huse sammem. Snakkede fremtid og drømme. Det hele.

Han tog beslutningen om at hans fremtid ikke involverede mig.

For få dage siden havde jeg den mest fantastiske dag på arbejde. Jeg var så stolt af mig selv og helt høj på gode oplevelser. Jeg ville så gerne have fortsat min lykkerus af følelser. Men tanker som “øv der ikke er en der hjemme, som jeg kan fortælle om min dag til”, overtog. Jeg græd istedet hele vejen hjem fra arbejde.

Hvis man googler ordet “tosomhed”, kommer dette svar i betydning: “det at være to personer, ofte et ægtepar eller et kærestepar, der lever sammen eller er i selskab med hinanden på godt og ondt”!

DET!!! Det er lige præcis det jeg ønsker. Hvorfor har det været så svært for mig at finde den tosomhed? Hvorfor skulle det vise sig kun at være midlertidigt, når jeg nu endelig havde fundet den?

Ovenstående skrev jeg for 2 måneder siden i mine noter. En helt ren og uredigeret ærlig tekst skrevet udfra følelser i akkurat det øjeblik hvor jeg trådte ind i mit soveværelse.

Jeg vil kærligheden SÅ meget og jeg ser mig ikke som en person, der skal leve alene.

Det er nu lidt over 1 år siden jeg blev forladt og det har været det hårdeste nogensinde. Jeg er først lige kommet på den anden side af min sorg. Jeg savner stadig, men jeg er ikke ulykkelig mere. Når der popper øv følelser op, fortager de sig hurtigere og hurtigere og det er en kæmpe forløsning. En forløsning, der giver mig en snert af snart at være klar til at åbne op for kærligheden igen… Men hvor er den?

Skal man stole på skæbnen og tro på det sker helt af sig selv?

Skal jeg aktivt selv gøre noget i form af dating apps? Dem har jeg i øvrigt ingen form for positiv erfaring med. Jeg ved dog at det er lykkedes for mange andre!

Hvad gør man i dag?

Jeg må ud og finde ud af det, når det føles rigtigt. En ting er sikkert. Jeg går med min mavefornemmelse og jeg skal ikke være alene!

Kærligst Majbritt

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Mette Egelund

    Kender følelsen. Du må gøre ligesom mig og lære dig selv og dine mønstre at kende😘❤️

Skriv et svar

Majbritt Thaarup

Majbritt Thaarup

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg