Jeg ville ikke leve mere – del 2

Majbritt Thaarup

Majbritt Thaarup


Mit nye arbejde var på en døginstitution for svært multihandicappede børn, hvor nætterne bestod af flere timer med gråd. Jeg var så presset. Alle lyde føltes som intens og jagende ubehag i mit hoved. Jeg havde som sagt tvunget mig selv afsted i nogle uger, af frygten for at miste mit job. Jeg husker ikke, hvad der udløste at jeg til sidst endelig fik sygemeldt mig, uden dato for raskmelding, men nervøsiteten var så ekstrem. Jeg vidste med sikkerhed, at min opstart med flere sygedage og nu en sygemelding, ville koste mig mit job. Ganske rigtigt fik jeg få dage efter, en opsigelse. Jeg var både enormt lettet over ikke at skulle bekymre mig om hurtigt at blive rask, men samtidig bekymret for min økonomi, mit helbred og min fremtid.

Julen dette år, var som I nok kan regne ud, ganske forfærdelig. Da det blev almindelig hverdag d. 27. december 2011, sad jeg så der hos min læge. Min mor var på dette tidspunkt selv kommet hjem fra sygehuset. Hun pressede på og sørgede for at køre mig til lægen. Jeg sad der helt knækket og desperat. Truede med at tage mit eget liv, hvis han ikke hjalp mig. Lægen ringede til et psykiatrisk hospital og sagde i et meget groft toneleje ”nu må du så love at stå ved, at du er selvmordstruet, ellers tager de dig ikke ind”! Hele forløbet og denne oplevelse, medførte et lægeskift jeg aldrig har fortrudt.

7 timer efter han havde ringet til det psykiatriske hospital, lå jeg i en seng hos akutmodtagelsen. De første 2 nætter prøvede de noget sløvende psykofarmaka af på mig, men det hjalp ikke. Jeg var så bange og utryg. Jeg tryglede nattevagten om, at blive hos mig. Efter de 2 dage, som de havde estimeret jeg kunne nøjes med, blev det heldigvis vurderet at jeg ikke var i stand til at komme hjem og jeg blev derfor indlagt på en lukket afdeling. 

På den lukkede afdeling, blev der med det samme ordineret både sovemedicin, nervemedicin, antidepressiv medicin og *ECT (elektrochok) behandlinger. Psykiateren sagde, at min krop var i et enormt alarmberedskab. Jeg var for forpint til, at jeg kunne vente på effekten af den antidepressive medicin. Jeg sagde bare ”ja tak” til alt de foreslog. Hvad end der skulle til for at jeg fik det bedre. 

Udover den medicinske behandlingsplan, havde jeg flere daglige terapeutiske samtaler. ECT behandlingerne udløste kortvarig hukommelsestab, hvilket er helt normalt. Men af den årsag, erindrer jeg meget lidt fra disse samtaler. Jeg husker dog, at der var en studerende ung pige, som jeg også havde nogle samtaler med. Jeg sagde faktisk ”nej tak” til samtaler med hende i starten, fordi jeg ville være stensikker på, at den hjælp jeg nu endelig fik, var så velovervejet og professionel som overhovedet muligt. Jeg følte derfor ikke, at jeg skulle være “undervisningsmateriale”. Jeg blev lovet, at de samtaler jeg kom til, at have med den unge studerende ville være ekstra, udover de faste aftaler med min ordinære kontaktperson. Når jeg tænker tilbage, mindes jeg at samtalerne med den unge studerende, gav mig en ekstra form for tryghed. Hun var en sød pige. 

Jeg blev en dag spurgt om jeg ville med som eksempel på en konference foran ca. 30 medicinstuderende. Der sad jeg skrøbelig og ulykkelig foran en masse mennesker, som alle kiggede direkte på mig. Den unge studerende var ved min side hele tiden og jeg mærkede hendes empati og overskud, uden hun behøvedes at sige noget. I dag er jeg slet ikke i tvivl om, at kontakten med hende gav mig det ekstra, som jeg havde brug for. 

Ugerne kig og kvalmen fortog sig. Mavesmerterne forsvandt. Jeg kunne holde maden i mig igen. Hjertebanken og snurren i kroppen forsvandt og søvnen kom tilbage. Alt blev bedre og jeg genfandt trygheden ved at leve. De fysiske sympotomer var næsten forduftet, men min frygt for at fejle noget sjældent forsvandt ikke. Jeg stod tilbage med hele oplevelsen, alle tankerne og følelserne der fulgte med. 

Efter 2 måneder kom jeg hjem igen og jeg havde enormt svært ved at være alene hjemme og blev derfor tilknyttet psykiatrien, i den by jeg bor i. Jeg gik sygemeldt i et års tid og fik det langsomt godt igen. Jeg kom tilbage på arbejdsmarkedet og hverdagen var pludselig, hvad mange ville omtale, som normal. Den føltes bare alt andet end normal for mig. Jeg undertrykte en masse følelser. Jeg glemte, at dykke ned i alt det der, udløste en så voldsom reaktion. Jeg var jo bare så lykkelig over jeg havde fået det godt igen. 

Igennem årene har der været flere tilfælde, hvor jeg har oplevet de samme kropslige symptomer. Heldigvis har jeg disse gange været klar over, hvad det var og derfor kunnet reagere hurtigere. Jeg har indtil videre undgået flere indlæggelser på psykiatrisk hospital, og har istedet fået behandling via kommunens psykiatriske tilbud. 

Seneste voldsomme reaktion, er jeg på nuværende tidspunkt, stort set kommet mig over. Min ekskæreste valgte at bryde vores forhold for et år siden. Det kom som et lyn fra en klar himmel og væltede mig fuldstændigt omkuld. Ikke nok med at jeg skulle undvære ham, skulle jeg også finde et nyt sted at bo. En bunke af følelser jeg slet ikke kunne arbejde med. Min krop reagerede fuldstændigt, som tidligere beskrevet. Kvalme, enorm kropslig ubehag, hjertebanken, søvnløshed osv. 

Denne oplevelse, ovenpå andre tidligere episoder, har for mig været et massivt vendepunkt. Jeg har været så ulykkelig over, at min krop reagerer på en så invaliderende og enormt ubehagelig måde, gang på gang. Der er meget uforløst i alle oplevelserne. Der er mange følelser, som har hobet sig op. Jeg mærkede at jeg ville til bunds i det her én gang for alle. Jeg er sikker på, at jeg kan håndtere livets udfordringer på en meget mere tålelig måde, og uden min krop lukker helt ned. Jeg er derfor bevidst gået ind i en selvudviklingsproces. Jeg har brugt forskellige bootcamps, lyttet til en del lydbøger, afsluttet et terapi forløb. Er opstartet på et nyt forløb. 

Selvom jeg startede for snart 1 år siden, føler jeg at min selvudviklingsrejse kun lige er begyndt.

Tak fordi du læser med.



*Elektrochok behandling og mine egne skeptiske teorier, kommer jeg mere ind på i kommende indlæg. Indtil da kan I hente viden på internettet, hvis I fx ønsker at vide hvordan disse behandlinger foregår. 

Kærligst Majbritt

Del gerne denne artikel
Du kan kommentere længere nede.

Skriv et svar

Majbritt Thaarup

Majbritt Thaarup

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg