Må man godt være stille, når man er ekstrovert?

Dem, som ikke følger så meget med på min blog eller instagram til hverdag, ved måske ikke at jeg bor i Frankrig og arbejder som ingeniør i Schweiz (bare rolig, jeg er på vej hjem igen til august). Nå, men af disse grunde, har jeg besluttet mig for, at udforske lokalområdet, så meget jeg kan, mens jeg nu alligevel er hernede.

Sidste weekend var det så den italienske del af Schweiz der stod for skud. Jeg rejste sammen med en gruppe unge mennesker, på min egen alder. Jeg havde mødt rigtig mange af dem på en tur vi havde for 2 uger siden til Interlaken – den tyske del af Schweiz – så jeg blev rigtig glad for at se så mange velkendte ansigter igen. Dem der huskede mig fra sidste tur, virkede nærmest helt lettede over at se mig, for de vidste, at nu skulle der nok blive gang i gaden.

Jeg elsker at det er det folk kender mig for – hende-der-den-sjove-højtråbende-rødhårede-pige-som-ikke-er-så-bange-for-hvad-alle-andre-tænker (bortset fra, at det er løgn. Jeg er skide bange for hvad alle andre tænker). Jeg elsker at underholde folk (hints: én af hovedårsagerne til at jeg blogger), og jeg elsker at sige de mest absurde ting, lave grimasser, opføre mig åndsvagt, bare for at få folk til grine. Jeg ELSKER det. Jeg føler mig tilpas, jeg føler mig elsket, jeg føler at jeg er ”on-top-of-the-world”. Og på den her tur gik det jo allerede strygende på den front.

Der var specielt en schweizisk fyr, der synes at jeg var herre sjov. Han fortalte det endda til min danske veninde, mens jeg sad ved bordet ved siden af, og selvfølgelig sad og fægtede med armene, for at livagtiggøre min historie. Jeg følte at den gode ping-pong med den her schweiziske fyr fortsatte. Mit problem var bare, at når jeg godt kan li nogen, så begynder jeg nogle gange at lave onde jokes imod dem. Og det er ikke altiiiiid en fordel. Okay, det er ALDRIG en fordel. Det er problemet ved at være rapkæftet. Nogle gange tager det overhånd. Derfor tror jeg ikke han fangede at jeg godt kunne lide ham, og han endte med snakke mere med min danske veninde i stedet. De skal nu på date i denne uge. Hun skrev endda til mig, og spurgte om det var okay – og selvfølgelig var det det, men jeg kunne ikke lade vær’ med at tænke at det kunne have været mig, hvis jeg nu ikke have været så provokerende.

Når jeg føler mig sådan – for rapkæftet – så får jeg tit overbevist mig selv om, at det måske bare er bedre at holde kæft. Men når folk er vant til, at der er én der underholder, én der altid bryder den akavede tavshed – hvad synes de så, når den person ikke lige er fuld af pep en dag. Når den person lige har brug for at være stille. Så bliver jeg mødt med – er du ked af det? Hvad er der i vejen? Du virker så trist? Nej venner – jeg har bare lige brug for ikke at være midtpunkt i dag. Jeg har bare lige brug for at være én i mængden.

De andre dage, hvor det så ikke lykkes at få folk til at grine. Hvor alle bliver ved med at afvise mine jokes og initiativ til snakke med dem, så føler jeg mig som den største failure i verden. Så begynder jeg at føle afsky overfor mig selv, jeg er for meget, for opmærksomhedskrævende, for selvoptaget. Det er virkelig bagsiden af medaljen. Jeg har grædt mig selv i søvn mange nætter pga. tanker som disse. Jeg gik til min læge og hun ”diagnosticerede” mig, med en mulig mild depression – jeg skriver diagnosticerede i citationstegn, fordi hun jo ikke, med rette, kan sige, om det er en depression eller ej. Derfor gav hun mig en henvisning til en psykolog.

Læs også: Er jeg en failure?

Jeg snakkede med min danske veninde omkring nogle af de her ting. Hun udbrød ”du ville bare være den SIDSTE person, jeg ville tro, skulle have en depression”. Ja, det er måske rigtigt, fordi alle andre ikke ser den der bagside. Det med at jeg ligger min værdi i, om andre er glade i mit selskab. Men det er jo skide hårdt altid at skulle være i centrum, at skulle komme med de sjove comebacks. Det kan man ikke holde til i længden. Og så engang imellem, så har jeg bare brug for ikke at snakke med nogen overhovedet. Bare at sidde med krydderen ned i telefonskærmen, eller stene en serie på netflix.

Jeg ser lidt mig selv som den her pauseklovn, som er til for at underholde folk. Der er aldrig nogen der tager klovnen seriøst og så glemmer man tit, at klovnen altså også har følelser. Den her klovn har i hvert tilfælde rigtig mange følelser, specielt omkring at være elsket. Jeg ved godt, at jeg fortjener rigtig kærlighed. Jeg bliver måske bare nødt til at indse, at jeg skal til at skrue ned for charmen, hvis jeg vil finde én der kan bryde igennem den ”sjove”-skal, og indtil det bløde indre.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg fra Tanketyven

Følg @Tanketyven på instagram.


Warning: array_slice() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/kvinderudenfilter.dk/public_html/wp-content/plugins/elements-plus/elements/ep-instagram.php on line 153

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /var/www/kvinderudenfilter.dk/public_html/wp-content/plugins/elements-plus/elements/ep-instagram.php on line 157

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Kæreste Tanketyv. 🤗
    Hold op hvor kan jeg nikke genkende til det du skriver.. jeg tror, uden af have haft glæden af at møde dig, at vi ligner hinanden rigtig meget – ud over at jeg så lige er +25 år ældre end dig 😬😂

    Men jeg kender så godt til at være hende der “elsker” at være midtpunktet.. hende der samler folk, hende der er lidt ekstra fjollet.. og når så jeg er stille tror folk jeg er sur, eller ked af det…

    Jeg har ingen løsning eller gode råd til dig..
    Men synes du skal holde fast i dig selv og huske sig på at det er okay at være stille engang imellem – og så må folk synes hvad de vil., for det er kun dig der kender dig selv bedst ❤️

    Kærligest Zilotte 💖

    1. Hej Søde Charlotte!
      Jeg er glad for at vi kan relatere til hinanden, og jeg vil gøre mit bedste for at holde fast i mig selv – for jeg kan jo godt lide at være som jeg er!
      Mange tak for din kommentar, den varmede.
      Mange knus fra mig <3

Skriv et svar

Luk Menuen