Sorgen går ikke bare væk

Noget af det, som jeg har tænkt meget over igennem de sidste 7½ måned er, hvornår jeg holder op med at græde og hvornår jeg lærer, at leve med sorgen og ikke mindst hvornår tårerne mon stopper?

For et par uger siden købte jeg et dameblad, hvilket jeg gør indimellem, når jeg synes, at jeg har tiden til, at læse og gerne vil forkæle mig selv, med lidt tid på sofaen og ro til at slappe af. Tit bliver det egentlig bare bladret igennem og jeg får kigget på lidt billeder, men denne gang var der dog noget, der fandt min interesse. Der var nemlig et skriv med råd om, hvordan man kan være der for andre i sorgen. 

Jer der har læst mine første indlæg her på bloggen ved, at vi mistede min søns far. Og jeg har ikke lagt skjul på, at det har været hårdt, også selvom vi havde været skilt i mange år. Og ja, det har været møg hårdt, at vi skulle finde en ny hverdag, det har været hårdt, at blive alenemor for alvor 24/7, at skulle tage beslutninger alene, klare hverdagen og alt det, der ellers følger med. Der dukker nemlig hele tiden noget nyt op, som er første gang siden… og jeg ved godt, at det med tiden vil blive ”hverdag” og at jeg vil vænne mig til, at han ikke er her mere for, at tage del i alle de beslutninger der skal tages, opdragelse, omsorg, kærlighed og hvad der ellers følger med, at være forælder.

Men det er jo bare noget af det, som ramte mig, da min søns far døde. En anden ting var sorgen. Sorgen over, at det menneske, som jeg engang troede, at jeg skulle dele alt med, det menneske jeg fik barn med, det menneske jeg engang troede, at jeg skulle være sammen med for altid, pludselig var væk. Og det var faktisk for anden gang denne gang.

Første gang var det ved skilsmissen – og nu for anden gang, nu var han død og aldrig mere ville han være der igen. Nu dukkede mange af de samme følelser fra skilsmissen op igen. Alt det, der aldrig blev bearbejdet og alt det der blev fortiet, alt det, som vi aldrig fik talt om, alt det, jeg har gået med indeni. Pludselig kom det op i mine tanker igen. Og det gjorde ondt som bare pokker.

Jeg græd og græd og græd i den første måned efter han døde, derefter kunne der godt gå et par dage imellem og lidt efter lidt, kunne der gå en uge, 2 uger… og stadig nu her, 7½ måned efter, går der ikke mere end et par uger uden, at jeg bryder sammen i gråd. Jeg sørger og bearbejder stadig. Jeg prøver at finde svar på de ting, som jeg aldrig rigtig fik svar på. Og det kan være de mest mærkelige ting, der får mig til at græde. En serie jeg følger med i, en bog jeg læser, noget jeg oplever sammen med min søn, større begivenheder…

På et tidspunkt sagde én af mine tætteste veninder til mig, at hun rent faktisk ikke kunne forstå, at netop JEG var så ked af det efter hans død. Så jeg blev nødt til at forklare mig. Først blev jeg såret over hendes ord, men omvendt, så forstod jeg det også godt. For hun har været den, som jeg har læsset allermest af på igennem de år, der er gået siden skilsmissen. Så hun har hørt på lidt af hvert. Og med til den historie er, at hun ikke kendte min eksmand, da vi havde været uden kontakt i 13-14 år og først fik kontakt igen, efter at jeg blev skilt. Så ja, hun havde jo hørt på alt det dumme, som man kan fortælle efter en skilsmisse. Jeg havde bare glemt, at fortælle hende om tiden inden skilsmissen og jeg havde glemt, at fortælle om alle de gode ting. Dét fik jeg dog gjort og hun begyndte også at forstå min sorg.

Med til det hører, at jeg ikke er sådan én, der har et tons af veninder. Jeg har veninder, ja, men de rigtig tætte, er der få af. Det skyldes mange ting, blandt andet, at jeg selv ikke var god til at pleje relationerne, da jeg for mange år siden flyttede fra Lolland til København og vi blev spredt, imens  andre veninder faldt fra, dengang da jeg blev skilt. Det har jeg lært, at leve med, for jeg ved, at dem jeg har, er gode veninder, som jeg kan stole på.

Det betyder jo, at der er få mennesker som jeg deler de inderste tanker med. Og det gjaldt også, da døden ramte os. Og det kan gøre det svært for nærtstående, at være der for én (mig) i sorgen.

Og det leder mig tilbage til det skriv, som jeg læste i bladet for nogle uger siden. For når nogen dør, siger folk ofte, at man bare skal sige til, hvis man har brug for hjælp og hvis der er noget, de kan gøre for én. Og det jeg læste i bladet handlede netop om, at man skal være der for andre i sorgen, og helt konkret var der 11 råd til dette formål.

Jeg vil ikke sidde her og liste de 11 råd op, men som én, der har mistet og har været/stadig er ramt af sorg, så vil jeg sige, at aldrig i mit liv har jeg følt mig så alene i verden, som jeg har følt mig i de sidste 7½ måned.

Jeg ved, at jeg har rakt ud og nævnt, hvad det var, der kunne hjælpe mig, men jeg har også måtte erkende, at for andre, bliver det jo hurtigt hverdag igen. Så derfor vil jeg rigtig gerne minde folk om, at sorg tager tid. Det tager tid, at finde sig selv igen, det tager tid at finde en hverdag igen, det tager tid at finde sit overskud igen og der går tid før man forhåbentlig en dag lærer, at leve så meget med sorgen, at man kan få en normal hverdag. En hverdag uden tårer i det skjulte.

Så vær der – kæmp for at være der for den, der har mistet – for selvom de ikke viser det, så har de stadig brug for det. Vær dig selv, vær som du ellers ville have været. Sorg forsvinder ikke over natten, den vil være der længe. Lad være at holde dig væk, lyt og stil spørgsmål, bliv ved med at være der og tilbyd at gøre noget, uanset om det er en tur i bio, en gåtur eller om I skal ordne haven sammen… bare vær der… vis at du er kan mærke din venindes (eller en andens) sorg og ræk hånden ud til den der sørger.

Det behøver jo faktisk ikke kun at være, når man er ramt af sorgen på grund af døden, det kan også være ved f.eks. sygdom, et forhold der er endt eller et mistet job. For vi kan vel hurtigt blive enige om, at det hele bliver lidt lettere, hvis vi er der for hinanden og rækker hånden ud, sender en buket blomster eller dukker op med et måltid mad. Eller bare er der til at give et kram, når der er én der har det svært.

Og husk – det kan være dig selv, som står i en lignende situation på et andet tidspunkt.