Styling guide: farver for nybegyndere

Går du altid i sort? Altså på kroppen, ikke mentalt. Det er vi mange der gør. Sort er sikkert og lækkert, og den er svært at gå galt i byen med. Men som mange andre føler du måske at den er lidt for safe og kedelig i længden, og vil gerne eksperimentere med en lidt mere colorful farve. Og det er her man typisk laver fejlen og går ud og køber en postkasse rød bluse, for nu skal der fandme farve i garderoben. Og kommer du til at gå med den? Højst sandsynligt ikke mere end et par gange. Og de gange vil du ikke have det godt i den. Derfor ender den med at pynte på bøjlen, og det vil være være spild af penge for dig. Og endnu værre vil det efterlade dig i den tro, at du ikke kan gå i farver. Wrong. Det er bare fordi du er overmodig og kommer til at tage et lidt for stort spring, som du ikke er klar til endnu.

Her er guiden til hvordan du får arbejdet farver gradvist ind i din stil:

Makeup

Hvis du ikke allerede gør det, så prøv med lidt farve på læberne. Igen, det behøver altså ikke være en bright rød eller pink. En diskret lyserød-tonet nude læbestift eller gloss kan gøre underværker – særligt hvis du parrer den med et strejf af blush (kindrødt, som nogle siger). Det er en skøn, frisk og feminin farve og passer perfekt til foråret, der endelig er på vej. Det kan også være en fin øjenskygge. Så længe du lover mig der ikke går Pia Kjærsgaard i den med blå øjenskygge og pink læber samtidig. Yikes. Hvis du ikke går med makeup, eller i hvert fald ikke andet end mascara, kan du i stedet vælge farve på neglene.

Accessories

Det kan være en gul taske, lilla hårspænde eller store, orange øreringe. Det kan også være et tørklæde eller bælte – der er mange muligheder. Accessories gør en stor forskel for hele dit outfit, og med lidt farve den vej igennem vil du føle dig tilpas vovet i begynderfasen.

Sko og jakke

Og lige så stille kommer farverne tættere på kroppen. En jakke/blazer/cardigan. Eller måske et par mønstrede støvler. Mønster kan give lige så meget liv og opsigt som farver. Medmindre du har haft hovedet begravet i jorden det sidste års tid, har du ikke kunne undgå at bemærke at leoparden er tilbage. OVERALT! Personligt er jeg ikke fan af netop dét dyremønster, men derfor kan du jo godt hoppe med på bølgen. Ellers er der også blomster eller tern, som begge er ret trendy lige nu.

(Pssst, ekstra tip: småmønstret gør mindre, stormønstret forstørrer)

 

Et enkelt stykke tøj

Så kan man begynde at lege med overdele og underdele. Medmindre du altså hurtigt blev bidt af farver da du først kom i gang, og har sprunget et par trin over. Her kan du forsøge dig med en top inden under en wrap bluse, eller wrap blusen selv, hvis du er klar til at embrace farverne helt. Af en eller anden grund synes jeg en farvet underdel, altså en nederdel eller bukser, giver et kraftigere udtryk end en farvet overdel. Faktisk også kjoler, nu jeg tænker efter. Giver det mening eller er det bare mig? Et par koral farvede bukser er der bare lidt mere statement over end hvis det er en bluse på en eller anden måde. Det må du selv se om du også synes, når/hvis du når dertil. Måske du finder din grænse langt inden, og føler dig tilpas farverig nok med en militær jakke og beige negle. Det kan også være du er/bliver totalt til farver og mikser på kryds og tværs. Eller aldrig føler dig tilpas i andet end sort. Og det er sgu også helt okay.

Det er en overbevisning vi har, når vi siger det er kedeligt kun at gå i sort. Man SKAL ikke gå med en masse farver, for at have en fed stil. Har du lyst til at prøve, har du i hvert fald en guide her. Men husk nu at mærke efter når du står i prøverummet!

Læs også: Gratis tips fra stylisten. Ja eller nej? 


Spørg dig selv:

  • Kan jeg overhovedet lide denne farve, eller er jeg tiltrukket af den pga. omgivelserne og designet?
  • Gør farven mine øjne sparkly eller bliver mit ansigt fladt og udtryksløst?
  • Kan denne style (stykke tøj) gå med mindst tre andre styles jeg har derhjemme? (hovedspørgsmålet hver gang og uanset hvad du shopper)

Rigtig god fornøjelse!

Skriv endelig til mig hvis du har spørgsmål – enten i kontaktformularen på forsiden af min blog, på Instagram, eller find mig på messenger. Også hvis I har idéer til hvad jeg ellers kan komme ind på af emner til mine stylings guides <3

Alt det bedste,

Aura

 

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Aura Haurholm

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar