Mine børns far

Forholdet til børnenes far synes jeg er på tide jeg får skrevet om. Ham har jeg kendt i snart 11 år. Vi gik fra hinanden for snart 6 år siden. Det var min beslutning. Den sværeste beslutning jeg nogensinde har taget. At skulle splitte min familie ad. Den familie jeg selv har skabt. Men vi var en familie der ikke havde det godt. Og vi havde virkelig kæmpet vores for at få det til at fungere. Jeg havde ikke mere at give af. Ikke fordi jeg ikke elskede Martin, men det skulle bare ikke være os mere. Børnene ville få en bedre opvækst med nogle forældre der kunne være glade hver for sig.

Vi brugte 1/2 års tid på at finde os selv hver for sig. At vænne os til situationen. Finde nogle gode vaner og aftaler omkring børnene. Vi har bestemt haft vores kampe, men hovedsageligt har vi altid været gode venner. Vores venskab er vokset meget de sidste par år og er blevet rigtig godt. Vi snakker sammen flere gange om ugen og har ingen problemer omkring børnene. Vi kan snakke om alt og hvis alt er noget lort, er han en af dem jeg ringer til.

Han er en af de få mennesker i mit liv som kender mig 100%. Jeg ved han ikke dømmer mig uanset hvad jeg gør, hvad jeg siger eller hvilke til tider, dumme beslutninger jeg tager. Han har altid været der uanset hvor i mit liv jeg har været. Også psykisk. Han var en kæmpe støtte da jeg var indlagt på psykiatrisk og gik igennem den sværeste tid i mit liv. Det samme var hans kæreste. Hun tog sig af børnene og ofrede selv en del af sig selv i al den tid hvor “alt handlede om mig”. Det har jeg dyb respekt for og er hende evigt taknemmelig.

Martin har nemlig en sød kæreste som han har været sammen med i 5 1/2 års tid. Hun er rigtig god for ham og børnene. Det er dejligt at de har ekstra omsorgsperson i deres liv. Jeg har altid gået op i hun ikke skal føle sig udenfor, så når jeg henter børn så hilser vi altid og jeg minder børnene om at gå ind og kramme farvel.

Sidste fredag var der fest på børnenes skole og det var deres fars weekend, men han kunne desværre ikke tage med, så jeg tilbød at tage dem med og kører dem hjem til ham bagefter.Så opdagede jeg at jeg jo nu har to børn i hver deres klasse og jeg kan stadig ikke være to steder på en gang selv om jeg gerne ville.Så altså… Jeg tog en beslutning! Jeg inviterede deres Bonus mor. Og hun sagde heldigvis ja!Så hun spiste med Silja og jeg spiste med Noam. Vi brugte nogle timer sammen med de andre forældre og fik snakket. Det var rigtig hyggeligt og ikke sidste gang jeg kunne finde på det.

Det vigtigste var at børnene synes det var en god aften og det synes de heldigvis.

Jeg ved hvor mange der kæmper med statsforvaltningen fordi de ikke kan enes og det derfor går ud over børnene og det lærer jeg nok aldrig at forstå. Man har fået børn sammen af en grund. Af kærlighed. De har ikke bedt om at blive sat i verden. Og de har slet ikke bedt om at blive en del af en egoistisk krig mellem deres forældre.

Man skal altid behandle andre som man selv vil behandles. Desuden er vi forbilleder for vores børn og den rolle bør vi altid kunne leve op til. Udvise respekt for hinanden og være taknemmelig for det vi har og hinanden.