Da vi mistede én…

Som jeg fortalte i det forrige indlæg, blev jeg for noget tid for alvor enlig forælder og det er nu 7 måneder siden, at min søns far døde. Det har været nogen virkelig mærkelige måneder, som har indeholdt alle mulige former for følelser.
Selvom vi var skilt og havde været det i mange år, så blev jeg ramt da han døde. Pludselig var faren til mit barn væk og jeg var nu helt alene om, at være forælder for vores søn, som lige var trådt ind i teenageårene tre uger tidligere.

Vi havde alle tre fejret Mathias’ 13 års fødselsdag sammen. Vi var ude at spise og derefter ude at se en håndboldkamp. Det var en hyggelig aften, men det blev også den sidste fødselsdag vi nogensinde kommer til at fejre sammen. Det gør mig ondt – allermest på min søns vegne. Og fordi jeg ikke længere har én, at fejre hans fødselsdage med. I hvert fald ikke på dén måde.

To dage før min eksmand døde, overværede vi begge vores søn spillede en håndboldkamp – en kamp, hvor han blev matchvinder med mål i sidste sekund. Min eksmand var meget stolt og han fortalte mig efter kampen, da vi sidder i cafeteriet, at han er så glad for, at se hvor godt Mathias trivedes med håndbolden. Her 7 måneder efter, er jeg glad for, at han fik fortalt mig, at han tænkte sådan, for jeg havde flere gange tænkt, om han mon ærgredes over, at vores søn valgte fodbolden fra for nogen år siden. Han er så netop begyndt igen, dog er det mere for sjov nu end det var før.

Han fortalte også om sit nye job, hvor han snart skulle starte. Han var glad og glædede sig til de nye udfordringer. Han fortalte mig også, at han havde ondt i brystet, når han trak vejret og jeg foreslog ham, at kontakte lægen, måske endda vagtlægen samme dag.

Da vores søn er færdig med badet, skal de to videre til ishockeykamp i Odense. De kørte et par minutter før mig. Det sneede kraftigt og da jeg selv nåede ud på motorvejen, holdt jeg hurtigt i kø og pludselig kom der en ambulance og brandbiler kørende bagfra ind i mellem rækker af biler. Jeg skyndte mig at ringe til min søns telefon for, at høre om de også holdt i kø og for at sikre mig, at det ikke var dem der er kørt galt. De holdt heldigvis også bare i kø og jeg kunne ånde lettet op.

Om aftenen da min søn kom hjem efter ishockey fortalte han, at hans far havde klaget over vejrtrækningen, da de gik fra ishockeyhallen til bilen. Og jeg tænkte, at han jo nok ville kontakte lægen som vi havde talt om tidligere…

Det blev tirsdag, og Mathias og jeg havde været til håndboldkamp igen. Vi kørte forbi hans fars lejlighed på hjemvejen og kunne se der var lys. Vi snakkede om at vende om og køre forbi, men Mathias nævnte, at hans far indimellem lod lyset stå tændt, selvom han ikke er hjemme. Jeg spurgte Mathias, om vi skulle vende om og køre tilbage, men vi slog det hen med, at han jo nok var til fodboldtræning.

Aftenen gik, vi gik i seng og lagde os til at sove og som jeg fortalte i sidste indlæg, vågnede jeg ved at telefonen ringede og vi fik besked om, at min søns far var afgået ved døden.

Jeg havde på det tidspunkt været skilt i 11 år. Der havde været op og nedture og vi har kæmpet vores kampe indimellem, men alligevel altid formået, at bevare fællesskabet om vores fælles søn. Vi var ikke altid enige om, hvordan tingene skulle være og indimellem var tingene også sværere, end de burde være.

Men den nat for 7 måneder siden, da jeg så min eksmand ligge på en båre med et hvidt klæde over sig, var det som om, at de sidste 11 år med skilsmissefrustrationer blev slettet. Alle de dumme ting der indimellem var sket, forsvandt med ét ud af mine tanker og jeg så den mand, som jeg engang for mange år siden faldt for på en café i København. Alle minderne, de gode af dem, fandt vej ind i mine tanker… og jeg kunne have skreget højt, men jeg nøjedes med at græde. Jeg talte lidt med politiet for, at sikre mig, at de var helt sikre på, at han havde haft en naturlig død. Og der var absolut ingen tvivl.

I forbindelse med min eksmand død og min søn der insisterede på, at hverdagen skulle gå videre på normal vis, var hans skole helt fantastiske og jeg kan ikke takke dem nok, for den måde, de håndterede det hele på. Der blev sat sorgberedskab i gang med det samme. Og vi var nede i klassen og fortælle kammeraterne, hvad der var sket. Det var en hård omgang, men min søn fik lov at sørge med sine kammerater og være blandt dem han er sammen med hver dag. Vi blev enige om, at jeg kørte et par timer, så han var i skole lidt. Jeg kørte ind på arbejdet og fik forklaret, hvad der var sket. Det var ikke nemt, for dem havde jeg kun kendt i 5 måneder på det tidspunkt.

.Jeg kan ikke huske særlig meget fra resten af dagen, andet end, at jeg fik ringet til de mennesker, som jeg ikke mente, skulle læse om det i avisen eller på Facebook. Vi var godt klar over, det ville gå stærkt når først det kom ud, da han havde et kæmpe netværk. Det var ikke helt nemt, for jeg skulle snakke med folk, som jeg knap nok kendte, men min søn havde jo større kendskab til omgangskredsen end jeg havde.

De næste dage gik bl.a. med at være sammen med familie, snakke med bedemanden og præsten og få arrangeret bisættelsen sammen med hans familie. Vi fik klarhed over dødsårsagen og jeg prøvede, at holde sammen på mig selv og ikke mindst min søn. Han var så sej – han tog i skole, til håndboldtræning og ud at spille kamp igen allerede om torsdagen, hvor han spillede et brag af en kamp og scorede 9-10 mål. Som sagt insisterede han på, at dagene skulle fortsætte så normalt som muligt. Det mente han, ville være hans fars ønske.

Weekenden var og er stadig en tåge for mig og dagene skulle bare gå. Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede. Men mine forældre kom på et tidspunkt og var hos os indtil efter bisættelsen.

Om tirsdagen, da der var gået en uge, skulle vi i kapellet for at synge en salme og sige farvel inden kisten skulle lukkes. Mathias valgte ikke at tage med og det havde han min fulde forståelse for.
Han gav mig en ting med, som jeg skulle give hans far med på hans sidste rejse, sammen med det billede, som jeg selv havde valgt, at han skulle have med på den sidste rejse. Et billede af vores søn, hvor jeg havde skrevet min sidste hilsen bagpå.

At se min eksmand og søns far ligge der i kisten i pænt tøj, som om han blot var faldet i søvn på sengen, var ikke det letteste i verden. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det. For han lå så fin og så ud som om han sov. Jeg fik givet ham billedet og den ting vores søn havde valgt. Jeg fik sagt farvel og lovede ham, at jeg vil passe godt på vores søn. 

Det var en hård nødt at knække, at jeg aldrig mere skulle snakke med ham igen, aldrig mere skulle jeg dele noget omkring vores søn igen.

Dagen for bisættelsen var kommet og det eneste jeg husker i timerne op til er, at min søster og morbror kom. Min søn var så fin i sit tøj og hans far ville have elsket, at se ham i pænt klassisk tøj… Ikke sportstøjet som vi var vant til, men nej, pæne bukser og en fin blazer som han selv, havde valgt til lejligheden. Min smukke søn, der var så tapper hele dagen.

Da vi kom ud til kirken, var der allerede mange mennesker. Jeg var ikke overrasket, for som sagt, havde han  et kæmpe netværk og havde gennem tiden kendt rigtig mange mennesker. Jeg ænsede ikke rigtig, hvem de var før bagefter, og det rørte os dybt, at der var spillere fra hans fodboldhold, at hans tidligere træner var der, venner, familie og ikke mindst min søns venner fra både skole og håndbold, som viste deres kammerat, at de var der for ham. Hans lærere og skoleinspektøren var der også…… det var rørene, at så mange mennesker var kommet. Alle blomsterne, sangene i kirken og hans brors tale ved kisten…

Efter ”gravøl” var vi ovre, at se gravstedet, hvor urnen skulle sættes ned senere. Der var SÅ mange smukke blomster som prydede området. Nogle af dem var formet i et stort hjerte. Det var så fint. Det var smukt og min eksmand ville have elsket det… 

Med bisættelsen overstået, begyndte en masse praktiske ting og de næste uger stod i oprydningens tegn. Der var mange ting at tage stilling til. Det gjorde, at man hele tiden var i gang, og det var først da nøglen til lejligheden var afleveret, det rigtig gik op for mig, at han var helt væk.

Nu skulle min søn og jeg finde en ny hverdag. En hverdag, hvor han ikke skulle besøge sin far. En hverdag, hvor vi nu skulle være sammen hele tiden og finde en ny rytme. En hverdag, hvor vi skulle i skole, på arbejde, til håndbold og alt hvad der ellers følger med.

Min søn har hele tiden været så tapper, og han har klaret det hele så fint. Jeg er så stolt af ham. Han har passet både skole og håndbold og er begyndt at spille lidt fodbold igen. Han er sammen med sine venner og han vokser for hver dag der går.

Sammen har vi lavet en masse. Vi har sørget for at få nogle oplevelser sammen, som har gjort, at vi på én eller anden måde, har fået vores nye liv til at fungere. Vi får aldrig hans far tilbage, men vi har minder og dem glemmer vi ikke. Vi taler meget om ham, om døden og mindes. Vi griner, vi græder og vi lever. Det skal vi. Det var ikke vores liv der sluttede og vi har fremtiden at tænke på. Vi kan ikke bare gå i stå.

Dét, der har været svært for mig, har været, at når vi nu var skilt, kunne jeg så tillade mig, at være så ked af det som jeg var? Ville folk tænke jeg var åndsvag, ville de kunne forstå min sorg? Jeg mistede jo ikke min ægtemand, for ham havde jeg allerede mistet 11 år tidligere. Men!! Jeg mistede faren til min søn. Jeg mistede ham, som jeg fik et barn med. Ham, som jeg engang havde levet sammen med i fem år, ham jeg var blevet gift med og som jeg de sidste 13 år havde været forælder til en dreng med. De sidste 11 af dem, havde vi været skilt med op og nedture. Sorger og glæder. Nu var han væk – for altid.

Jeg var pludselig endnu mere alene, end jeg nogensinde havde været før. Alene om alt. Jeg skulle være der 100% for min søn, hver dag. Lave mad, købe tøj, have kontakt til skole, sørge for han kommer til sport, tale med ham om følelser, at være teenager, om interessen for piger og jeg skulle pludselig være alene om alt økonomisk. Det har føltes meget voldsomt.

Da min søn ca. 1½ måned efter sin fars død, blev kåret til årets spiller på sit håndboldhold, havde jeg tårer i øjnene. Jeg var selvfølgelig stolt, men samtidig tænkte jeg på, hvor stolt hans far ville have været. Dét gjorde mig så ondt, at han ikke skulle opleve det. Sådan noget betød rigtig meget for ham. Det var så hårdt, at stå der alene med stoltheden og ingen, at dele den med.

Da jeg skulle til skole/hjem-samtale tre måneder efter var det meget mærkeligt, at skulle side der som eneste forælder. At lytte til, hvordan min søn havde klaret sin nationaltest i både dansk og matematik, at høre, hvordan han var vokset personligt og den ros han fik… hvorfor skulle hans far ikke side og høre det?

Tanker om konfirmationen næste år trængte sig på. Vi havde aldrig nået at få booket et sted, et lokale eller hvor vi nu skulle holde det. Vi havde ikke nået, at få talt så meget om det, andet end at vi altid havde været enige om, at vi skulle holde festen sammen. Men nu skal jeg pludselig stå alene med det hele.

Spørgsmålene væltede ind over mig – skal jeg holde tale, skal jeg lave en sang? Skal jeg holde talen på både vores begges vegne eller kun holde den for mig selv? Hvor mange skal vi være? Alle de spørgsmål der popper op og jeg skal hele tiden tage stilling til nye ting – Alene.

Sommerferien var det næste der trængte sig på. Jeg skulle pludselig arrangere seks ugers sommerferie – alene. En ferie uden hans far for første gang. Jeg synes det lykkedes os, at få en dejlig sommer, trods alt…

Teenagelivet er så småt i gang her, han dyrker sin håndbold og har genoptaget fodbolden, dog på et lidt mere hyggeligt plan end førhen. Der er gode venner omkring ham.

Min eksmand, min søns far, skal vide  – jeg gør mit bedste for, at sende vores søn godt på vej videre i livet. Også selvom det nu er helt alene.

Jeg takker ham, trods alt det, der ikke var nemt, fordi han var med til at skabe det mest dyrebare i livet jeg har <3