At leve med en narcissist – Sandheden bagved

Jeg sygeplejerske og enlig mor til to børn.
Som sundhedsprofessionel har jeg altid haft interesse i at arbejde med psykiske syge og hjemløse.

Dette indlæg er svært for mig at skrive, i frygt for negative reaktioner.
Men det kan være, at jeg kan hjælpe andre kvinder, som stadigvæk er i et voldelig forhold. Så derfor er jeg ikke bange for konsekvenserne.

Jeg mødte min narcissist på facebook. 
Han var DJ og tog kontakt til kvinder og sendte os invitationer til events. Helst os kvinder, som var yngre og med anden etnisk baggrund.
Jeg var næsten lige blevet single, efter opbrud fra mine to børns far. En mand, som gør alt for sine børn, i den omfang han har ressourcer til. En far jeg respekterer, trods alt.
Mine børn var 2 år og 4 år, da jeg kom i kontakt med min narcissist.
I starten var det svært at komme ind på livet af ham, da han var meget lukket. 

Jeg blev forelsket i første øjeblik og mente, at han var min drømmemand.
Vi flyttede aldrig sammen (noget har holdt mig tilbage). Men vi var sammen daglig, hjemme hos ham eller hos mig.
Jeg bemærkede, at manden havde et hashmisbrug og haft det i mere end 20 år.
Jeg begyndte, at se et skiftende humør, ret aggressiv om dagen og sød og kærlig om aften (når han var skæv).
Jeg tilpassede mig denne daglige døgnrytme, det samme gjorde mine børn.
Men jeg begyndte at føle mig utryg, det var altid snak om unge piger og hvilke piger, han har haft sex med og været kærester med. Og hvor populær han var.
Jeg var afhængig af min narcissist og ville ikke miste ham, ligemeget hvor mange andre, som ville have ham. Dette resulterede i, at min adfærd virkede nervøs og desperat. Min narcissist mente, jeg var jaloux på ham og kontrollerende.
Tiden gik, månederne gik. Ingen dag var ens og man kunne aldrig vide, hvordan hans humør var.
Jeg ville ikke miste min kæreste, eftersom jeg var afhængig af ham.
Jeg begyndte at planlægge rejser og familie udflugter. Planlægge familie-jul sammen. Jeg ville have, at alt skulle være normalt, selvom jeg egentlig vidste, at livet aldrig ville blive normalt med en narcissist.
Jeg postede billeder og opdaterede min daglige status på facebook, hvor jeg fortalte alle, hvor lykkelig jeg var, og hvilken god kæreste jeg havde.

Vi blev mere afhængige af hinanden, jeg blev mere nervøs.
For 3 år siden begyndte jeg at sige fra, og manden begyndte drastisk at ændre sine vaner.
Han kørte mig og børnene overalt i sin bil.  Tog med os på ferier.
Vi begyndte, at planlægge at få et fælles barn sammen.
Men i og med, at jeg begyndte at sige mere fra, begyndte skænderierne at eskalere. I starten fik mig og mine børn mest skæld ud. Men senere kom det… Jeg har blevet kaldt for “luder”, og bedt om at “lukke fissen”. I starten blev jeg ked af det, men sagde stadigvæk fra, at det ikke var ok.  Jeg begyndte at stille krav, men min eks fik altid en følelse af, at han skulle væk, når vi var uvenner. Derfor stod jeg tit alene efter et skænderi.
Jeg begyndte at bede ham om at blive, så vi kunne tale færdig. Dette følte han, som om at jeg ville kontrollere og fængsle ham. Dagen efter fik jeg en undskyldning og sådan kørte det!

En oplevelse jeg kan huske, meget stærkt, var en aften i bilen, hvor min Eks blev sur på mig. Han dunkede mit hoved ind i bilratten, og skreg højt (vi sad udenfor en fest, vi skulle ind til). Jeg gik i sort og kunne først huske situationen, da min eks begynder at græde bagefter. Han spørger mig, om jeg ikke kan huske, hvad der lige er sket? “Nej” svarer jeg. Og jeg får så af vide, hvad der er sket.
Dette taler vi om, og vi kommer videre og fortsætter forholdet. Vi taler også om, at jeg nok er blevet lidt traumatiseret. Men intet mere i det…videre tænker vi begge to.

Tiden går og skænderierne fortsætter, nu også under vores ferier. Jeg bliver blandt andet råbt af på flypladser. Der er også en anden situation, som jeg husker meget stærkt. Jeg kan huske, at jeg blev standset af en spansk kvinde i lufthavnen, som var bekymret, da hun hørte min eks råbe og hive mig i armen. Jeg svarede blot tilbage “jeg har de fint, samtidig med, at jeg græder”. Min eks mente, jeg ikke kunne opføre mig sådan. Jeg var ærlig og sagde, hvad jeg mente.
Jeg begyndte at se, hvem han var, og dette kan en narcissist ikke lide. De vil ikke blive “bustet”.

Jeg fortjente det, jeg var ulydig. Jeg følte mig tit som et lille barn. Og jeg følte mig forvirret, fordi han gjorde også mange gode ting. Han kørte mig og børnene, hvor vi ville, lavede mad til daglig og var en mand, som forstod mig. Følte jeg, men alligevel ikke.

At blive standset af politiet i Barcelona, fordi politimændene kunne se min eks hive i min arm og råbe. Det var svært at stå i, eftersom jeg bagefter fulgte med mit eks tilbage til vores hostel.
Istedet for at tage mine ting og smutte, som politimændene mente, jeg burde. Jeg fik af vide af min narcissist, at jeg fortjente det, fordi jeg var jaloux og ikke kunne opføre mig ordentligt.
Resten af ferien var ødelagt med utryghed og skænderier.

Jeg var som sagt afhængig af min narcissist og det eneste jeg ville, var at være med ham, ligemeget hvad som skete. Han var sur, og jeg var ked og fortalte gang efter gang, hvor meget jeg elskede ham. Jeg begyndte også at vise tegn på jalousi og følte mig anderledes. Min eks mente, jeg skulle søge hjælp for min jalousi. Jeg blev asocial og var mest hjemme med mine børn og Eks i weekenderne.
Jeg kom til psykolog, og overraskende fortæller hun mig, at denne mand ikke er god for os, og at jeg burde gå. Jeg bliver rasende og fortæller min eks dette, han støtter mig og jeg går ikke mere til den psykolog.
Jeg kommer også til en psykiater, mens jeg er i forhold med min eks. Her får jeg igen følelsen: “jeg må vel fejle noget”. Det må være min fejl, at min eks er daglig sur og vred på mig, fordi jeg ikke kan opføre mig ordentligt”. Psykiateren fortæller mig, at jeg virker til at have lidt angst og er utrolig nervøs og at denne mand er syg og er ikke god for mig.
Jeg bliver rasende igen, fortæller min eks, hvad jeg har fået at vide, og han støtter mig, og igen stopper jeg.
Det går først op for mig bagefter, at det er et typisk mønster hos en voldelig mand. At de gerne vil være tæt på, når du skal tale med nogen, for at have kontrol.

Det sidste år af vores forhold eskalerede det helt.
Jeg kunne stadigvæk kun tænke på min fremtid med manden. Men jeg var ikke lykkelig. Jeg var aldrig lykkelig i det forhold.
Men fordi han støttede mig med mine børn, var det “godt nok” følte jeg.
Jeg begyndte stille krav, og kontrollere tilbage og sådan kørte det.
Pludselig blev skænderierne til endnu mere fysisk vold.
Blå-mærker, smide med møbler, råbe inde i bilen og derefter parkere bilen ved vejkanten, med mig og børnene siddende, i og min eks, der løb væk fra bilen.

Det ender med, at jeg en aften efter endnu et skænderi med mit eks, ringer til min veninde og græder. Jeg har angst og er bange. Min eks er skredet og kørt fra mig.
Jeg tager grædende over til min veninde. Hun mener, han burde politianmeldes, jeg tør ikke, og derfor gør jeg det ikke.
Igen prøver jeg at søge hjælp. Jeg får en tid hos Mødrehjælpen. Min Eks tilbyder at køre mig derovre og vælger at vente i sin bil, i mens jeg er der. Jeg bliver udspurgt om, hvad vi talte om, og fortæller det hele, og han er sød resten af dagen.

Det sidste år, er forholdet eskaleret så meget, at jeg mest gik rundt og var nervøs og bange. Jeg begyndte at kigge under sengen, hver nat inden jeg gik i seng. Jeg begyndte at skubbe tilbage, jeg giver en flad tilbage, jeg begyndte også at råbe tilbage.
Nu stopper jeg op, og åbner mine øjnene og begynder at erkende højt, at psykologerne og mine venner har ret, manden er psykisk syg og misbruger.
Min vrede begynder at komme langsomt, endelig. Jeg har fået nok!!!
Men eftersom jeg svarer mere tilbage, bliver min eks mere vred og aggressiv.
Man skal aldrig gå mod en narcissist, eller “buste” dem.
De har to sider, den gode og den narcissistiske.

Nu har jeg næsten været single i et år, og jeg kæmper stadigvæk mod min narcissist.
Han fejler intet og har kun gjort dette i nød, som jeg får at vide af mennesker omkring os.
Jeg har udviklet angst og PTSD og går nu hos min læge og psykolog for at få behandling. Nu kan jeg se, hvor destruktiv et forhold det været, og hvad det vil sige at leve i frygt med en mand, som du elsker så højt.
Jeg har fået massiv støtte fra venner, naboer og familie og må erkende, at jeg flere gange har tænkt, at jeg ville opgive livet, fordi jeg ikke kunne kæmpe mod denne mand længere.

Jeg Takker alle for den støtte jeg fået og stadigvæk får. Jeg kæmper stadigvæk daglig, men manden er ikke i vores liv længere.
Han er luft for mig, og jeg har endvidere efter vi slået op, skrevet flere mails og bedt ham om at “holde sig væk fra os og aldrig kontakte os”.  Han har aldrig svaret tilbage.
Jeg har haft svært ved at give slip på kontakten, da min eks fik mig til at føle, at han var den eneste, som kunne forstå mig. Jeg arbejder med at komme tilbage til den person, jeg var inden forholdet.
Jeg arbejder med min angst, jeg bygger min selvtillid op igen og fylder mine huller med aktiviteter. Jeg er deltids sygemeldt lige nu!

Et råd og tip jeg vil give til andre kvinder.
I skal have tillid til jeres mavefornemmelse, hvis det føles forkert, så er det måske rigtigt. Vent ikke til du skal have fysiske beviser om, at manden ikke er god for dig (blåmærker). Tro ikke, at det er din fejl. Det kan aldrig være din fejl, men det vil du høre!
Dette er noget, jeg får at vide bagefter “jeg provokerede”.
Jeg så monsteret under masken, og jeg fortalte sandheden om ham. Istedet for at føde hans ego, kæmpede jeg mod det. Jeg troede ikke på løgnene til sidst.
Tro på dig selv!Tro på, at du er værdig! Den bedste! Tro på din mavefornemmelse! Tro på, at de fleste professionelle kun vil hjælpe dig, og har forstand på psykiske lidelser og vold. Tro på, at du aldrig fortjener vold! Tro på, at elske dig selv mest af alle! Elsk livet ❤

Livet er skønt igen, trods alt. Jeg kan kun se lyset igen og glæder mig til, jeg en dag møder en rar og dejlig mand. Men det bliver ikke endnu, nu har jeg brug for ro igen.

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentarer længere nede.

Indlægget er indsendt af

Anonym Kvinde

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Bettina

    Kære dig ❤
    Hvor er det dejligt at du er “sluppet ud” !

    Jeg har selv levet i et forhold – dog uden den fysiske vold! – men den psykiske vild er om end endnu værre 😔
    … med frygten for hvad der mødte mig, når jeg kom ind af døren derhjemme…

    Ferier der blev ødelagt, manden der skrider og bliver væk når tingene ikke lige gik efter hans hoved, den konstante beskyldning om hvordan det altid var min skyld at tingene gik skævt, og hans holdning om, at jeg aldrig lavede noget…

    Livet er for kort til at leve sammen med et menneske, som tror han er perfekt, fejlfri og ikke har respekt har for dig eller andre mennesker.

    Livet går videre ❤ …og du er stærkere end du tror! Så tro på dig selv, tro på at du kan!
    For kan du leve under det du har levet under, så vil du opdage hvor fantastisk det er, nu at blive en del af den frie, skønne og virkelig verden “udenfor” ❤

    Held og lykke til dig!
    Kærlig hilsen Bettina

  2. Anonym

    Jeg er nu ikke enig i at man kan udtale sig om at den psykiske vold er værre, hvis man ikke har prøvet begge dele..!😬 Det var til dig Bettina – intet ondt!🙏🏻
    Men Flot delt af dig, ‘den anonyme’!❤️
    Der var desværre meget genkendeligt! Både fysisk og psykisk..😪 Og Fantastisk at du kæmpede imod, trods alt!!💪🏻 Du er sej, og jeg er sikker på at der kun venter godt forude..!❤️

Skriv et svar