Bonusbørn – Bøvl eller rent faktisk bonus?

Skal man elske sine bonusbørn?

Jeg kan ikke kræve eller forvente, at andre elsker mine børn. Og slet ikke som jeg gør. Og det er naturligt nok. Jeg er mine pigers biologiske mor, og ingen anden (undtagen måske deres fædre 😉) kan elske dem så vidunderligt dybt, som jeg gør.

Siden jeg var lille pige, har jeg vidst, at jeg en dag skulle være mor. Jeg er født med et kæmpe omsorgsgen og passede og plejede mine dukker indtil teenageårene. Og for lige at trodse janteloven, så ved jeg, at jeg er en god mor. Det falder mig helt naturligt og jeg elsker min mor-rolle. Den om nogen giver mit liv mening. Hver dag. Det ville have været den største sorg for mig, hvis jeg ikke var blevet mor. Jeg har været alene med mine børn i mange år og jeg har dedikeret min tid til at give dem den bedste start på livet. Og sliddet betaler sig. For det har været skide hårdt. Aftenener med et skrigende kolikbarn i ét rum, en grædende 2½ årig i et andet, som jeg desperat forsøgte at skabe et roligt putte-ritual med, mens tårerne trillede ned ad mine kinder. Dage med syge børn og et fuldtidsjob, hvor enderne bare ikke ville nå sammen. Osv. I dag er mine børn 10 og 13 og jeg har de skønneste, mest harmoniske børn (som alle forældre sikkert ville sige 😊). Pointen er, at jeg elsker mine børn uendeligt højt. Som alle forældre jo gør. Til gengæld har jeg aldrig været typen, der var specielt vild med andre folks børn. Jeg har aldrig haft det der behov for at holde babyer og skifte deres bleer og i svømmehaller og andre steder synes jeg ofte egentlig, at andres børn er skide irriterende 😉.

 

Og hvad sker der så, når man som singlemor skal ud og møde en ny mand? Skal det så helst være en mand uden børn? Det har jeg prøvet, og det fungerede bare ikke for hverken pigerne eller jeg. Det kan der selvfølgelig være mange andre årsager til end de manglende børn hos kæresten. Men når man som mand ikke selv har oplevet at få børn, kan man naturligt nok ikke sætte sig ind i, hvad det vil sige at være forælder og de bekymringer og glæder, der følger med. Så. Konklusionen var, at min næste mand skulle have børn. Også selvom jeg var meget bevidst om de udfordringer, det kunne medføre. For dem er der så rigeligt af. Hvad nu, hvis børnene ikke kan sammen? Hvad nu, hvis jeg ikke kan lide børnene? Og de ikke kunne lide mig? Eller min kæreste ikke kan lide mine børn eller omvendt? Hvad nu, hvis deres opdragelse er meget anderledes end mine børns? Og hvad nu, hvis der skulle være en masse bøvl med børnenes mor? Hvordan får man lige den kabale til at gå op?! Da lige til at tage pusten fra de fleste.

For 3½ år siden mødte jeg så manden i mit liv. Jeg kendte ham faktisk i forvejen, for havde datet ham for mange år siden. Og det var egentlig mest nysgerrighed, der drev mig til at mødes med ham igen. Det skulle slet ikke være noget seriøst. Vi boede 350 km fra hinanden. Men det blev seriøst. Og han er manden i mit liv. Fuldstændig. Han har to drenge, der er yngre end mine. Jeg har stadig ikke helt slugt, at han har delt livets største mirakel med en anden end mig, men det har jeg jo også. Det er den der følelse af ikke helt at nå samme status som eks’en. Han vil altid være forbundet til hende via børnene. Men vi skal skabe et andet bånd, via vores kærlighed og vores familie på seks. Nå, tilbage til de der børn. Jeg ser en klar fordel i, at vores børn har forskelligt køn og alder for dermed er der mindre risiko for konkurrence. Jeg kan da godt mærke, at det er meget anderledes med to drenge end to piger, og synes da også nogle gange de er larmende og en anelse irriterende. Hvis de larmer for meget, så sørger vi simpelthen for at få dem ud og brænde noget krudt af. Så må de larme udenfor. Vi skal alle kunne holde ud at være til 😊. Vi bliver hele tiden bedre til at respektere hinandens grænser.

Helt nøgtern set, har hverken hans eller mine børn brug for en bonusmor- eller far, og de har ikke valgt, at der nu skal komme en fremmed voksen ind i deres liv. Det kunne jeg tydeligt mærke på især min kærestes børn. Mine var noget mere åbne overfor en ny voksen i deres liv. Måske fordi vi havde boet længe alene, men helt sikkert også fordi de kunne se deres mor glad på en helt anden måde. Det har de udtrykt adskillige gange.

Min tilgang var, at jeg først og fremmest skulle komme tæt på deres far. Det var relationen mellem han og jeg, der skulle vokse sig stærk først. Så jeg var ikke anmassende eller forsøgte at indtage min bonus-rolle i rekordfart. Ingen af os var klar til det. De måtte komme til mig, hvis og når de havde lyst. Mine børn og min kærestes børn blev til gengæld fuldstændig vilde med hinanden nærmest første gang, de mødtes. Det var næsten for godt til at være sandt, men det har holdt lige siden i nu 3½ år. Min kærestes ældste søn er ligefrem forelsket i min ældste datter. En kærlighed så ren, at det er smukt at være tilskuer til. Men det betyder også, at når vi er samlet alle seks, så søger børnene hinanden og i langt mindre grad os voksne. Og det har været helt okay, de søde små væsener har skabt de tætteste bånd. Og det har faktisk skabt tid og rum til, at selvom vi har været sammen alle seks, så har min kæreste og jeg kunne nyde kærestetid også. Vi ses jo ikke så tit, eftersom vi har hjem i hhv. Aarhus og Hamborg, så det er klart, at den sparsomme tid, vi har alle seks sammen, værdsætter vi. Jeg er klar over, at det ville være anderledes at bo sammen og have en hverdag sammen. For rammer for opdragelse er lidt forskellige, om end vores værdier i høj grad er ens. Og det, tror jeg, er vigtigt.

 

Relationer mellem biologiske børn og forældre er givne fra naturens side. Kærligheden og båndet opstår, så snart man overhovedet kender til babyen i maven. Relationen til bonusbørn kræver arbejde. Mest fra den voksnes side, men også børnenes. Det kræver vilje, tålmodighed og tid. Hvis man investerer i sin relation til sine bonusbørn, så tror jeg på, at relationen kan blive stærk og livslang. Mine bonusbørn er en del af den mand, jeg elsker så højt. De er en del af pakken. En pakke, jeg i løbet af de seneste par måneder er begyndt at holde mere og mere af. Lige pludselig kunne jeg mærke en anden omsorg overfor dem. Nye varme følelser, og det føles så rigtigt og godt. Hvorfor dukker den slags følelser pludselig op? De er selvfølgelig ikke bare dukket op ud af det blå. Jeg har kendt drengene længe nu. Og jeg er så heldig, at jeg får lov at være med, fra de er små. Jeg får lov at følge deres opvækst og udvikling. Det ser jeg som en gave. Men det, der har gjort forskellen, de seneste par måneder, er netop min investering i dem. Min kæreste og jeg har haft drengene noget mere end vi plejer i vores friweekender. Og den tid alene med min mand og hans børn har været guld værd. Vi er kommet hinanden meget tættere, og jeg kan mærke, at jeg virkelig holder af dem. De åbner også mere og mere op for mig, og så er det som en snebolds-effekt. Og det gør mig så glad. For jeg er sikker på, at vi er i gang med at bygge en lang og stærk relation, og at jeg kan give de drenge en hel masse godt, hvis de lader mig. Og nu virker det til, at de åbner op for at lade mig. Det giver mig jo bare lyst til at investere endnu mere. Vi er på vej – det kan jeg mærke.

 

Mine 8 bedste råd ift. at skabe skønne relationer til sine bonusbørn         

  1. Fokusér i starten på at skabe en stærk relation til børnenes far. Det betaler sig. 
  2. Vær åben og tålmodig.
  3. Investér din tid og oprigtige interesse i bonusbørnene.
  4. Find dine ting med bonusbørnene, du kan mødes med dem omkring.
  5. Definér din egen unikke rolle. Børnene har allerede en mor.
  6. Respektér at bonusbørnenes mor og far har ansvaret for børnene, men vis at du er der at sparre med.
  7. Stå sammen med din kæreste. I skal have hinandens ryg ellers mister I børnenes respekt.
  8. Vov at sætte grænser og sige fra.

Det er skide svært at være sammenbragt familie. Der er så mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Men det er altså også i ”almindelige familier”. Der er man bare forbundet via børnene, og det får de fleste til at kæmpe lige lidt ekstra. Med sammenbragte familier uden fælles børn er det nemmere bare at give op. Så jeg kan godt forstå, at sammenbragte familier har høje skilsmisserater.  Det kræver en masse rummelighed, stædighed, hårdt arbejde, men også fokus. Fokus på den nye familie, hvor man holder eks’er og de andre mange udefrakommende forstyrrende elementer i armslængde. Der er så mange ting, der kan forstyrre fokus på at lykkes med sin nye familie. Don’t let it.

Pyh, det blev et langt indlæg. Jeg havde pludselig meget på hjerte og kunne have skrevet meget mere. Fordi det er vigtigt og betyder meget for mig som ægte familiemenneske.

KH Katrine

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Nette

    Dejligt og bekræftende indlæg. Tak fra én der heller ikke er så vild med andres børn, hvilket faktisk har været medvirkende til og afholdt mig fra at date og indlede nyt forhold. Jeg kan dog mærke, at jeg er ved at åbne gradvist op overfor dette. Måske fordi min søn også er enebarn og har mistet sin far. Så forhåbentlig en dag har vi en ny familie, hvor ikke bare jeg får bonusbørn, men han også får bonussøskende.

    Det var rart at læse, at der er en anden der har haft den samme følelse, men hvor det alligevel er lykkedes 🙂

Skriv et svar