Mor, kommer far til min fødselsdag?

Min ældste datter fyldte 13 år i torsdags. Helt vildt i sig selv. Så har vi første teenager i huset. Ja tak, det mærkes 😊. Men det er en helt anden historie, som måske kommer til at fylde en del de næste par år.

Fødselsdage er fyldt med en masse traditioner og forventninger. Og børn er små tryghedssøgende vanedyr. De elsker at gøre tingene, ”som vi plejer”. Også når det gælder fødselsdage og hvordan de skal fejres. Mor og far er med til at skabe de traditioner for barnet i dets opvækst. Og hvad så når mor og far går fra hinanden? Hvad så med alle de traditioner, man har brugt år på at bygge op?

Ingen tvivl om at børn bare ønsker, at alle traditionerne skal føres videre. ”Som vi plejer”. Men familie-konstellationen er ikke, som den plejer at være. Så hvad nu? Skal der skabes nye traditioner, eller kan det lade sig gøre i hvert fald at holde fast i nogle af traditionerne for at give barnet tryghed og en følelse af kontinuitet og stabilitet. Min holdning er, at man så vidt muligt skal forsøge at føre så mange af traditionerne videre som muligt. Også fødselsdage. Mor og far er de voksne, dem der skal tage ansvar og sammen sikre sig, at barnet får en dejlig dag. Det behøver ikke betyde en hel dag med eks’en, hvis man ikke kan holde ud at være i samme rum længe ad gangen. Men en times tid med fælles morgenmad og sang eller en lagkage og gaver efter skole, det må da for pokker være muligt. Jeg ved, verden ikke altid er så sort/hvid. At det alt sammen lyder meget godt. At det af den ene eller anden årsag bare ikke kan lade sig gøre at fejre fælles fødselsdage og andre højtider.  

Jeg har været heldig. Mine pigers fædre (ja, de har jo hver deres) og jeg har formået at bevare en relation, der gør, at vi godt kan være sammen om at fejre den ene dag, og med tiden er jeg faktisk også begyndt at nyde de dage. De første gange som deleforældre, hvor ingen af os havde nye kærester, var da klart lettere.  For når der kommer nye kærester ind i mors og fars liv, så betyder det nye mennesker og deres traditioner, der skal passes ind i ”vores” traditioner. Og det er ikke altid så let endda. Det kræver nogle hensyn og en masse rummelighed fra alles sider. Og en lettere spændingshovedpine når dagen er omme 😉. Men det kan lade sig gøre. Fordi man vil. Fordi det er godt for børnene at have én fødselsdag og at opleve, at det kan mor og far godt finde ud af sammen. Det tror jeg virkelig på. At det er det bedste for børnene. Med mindre at skilsmissen har været så grim, at det vil skabe en alt for dårlig stemning. Men så skal det altså også have været slemt.

Fødselsdagstraditionen herhjemme går ud på, at vi på selve dagen er sammen, i hvert fald noget af dagen. Oftest bare mor, far, søster og fødselar. Fælles morgenmad hvis det kan lade sig gøre og en eller anden hyggelig aktivitet om eftermiddagen inden middag ude i byen om aftenen. Plejer at være dejlige dage og faktisk en rigtig god anledning til lige at tale mere i dybden om barnets trivsel og dagligdag i skolen osv. Udover det, finder vi en lørdag eller søndag, hvor vi inviterer hele familien til boller og kage. Helt traditionel børnefødselsdag med lagkage, gaver og sang. Så her er vi samlet nogle timer eks-svigerforældre, eks-svoger, ja, eks det ene og andet og bonus det ene og andet i én stor pærevælling. Og heldigvis er vi alle indstillede på at få nogle hyggelige timer med primær fokus på at give fødselaren en god dag, men også på at catche up med hinandens liv.

Mine piger bor primært hos mig. Så heldig er jeg. Og derfor er det hos mig, at disse familiefødselsdage holdes. Og indrømmet, jeg syntes ikke, det var det sjoveste i hele verden første gang eks’en troppede op med ny familie, der skulle integreres i vores. Det krævede ekstra rummelighed (og hovedpine!) og følelsen af at ”åh, hvor er det skide sjovt at være voksen og ansvarlig”. Jeg plejede at elske mine børns fødselsdage og pludselig ville jeg egentlig helst have den overstået. Jeg syntes, det var sindssygt svært. Men jeg var fuldstændig overbevist om, at det var det rigtige at gøre. For min datters skyld. For alles skyld, fordi lige gyldigt hvordan man vender og drejer det, så er vi alle forbundet via de der børn. Og så har vi som voksne en forpligtelse til at mande os op og stå ved det ansvar. Jeg tror på, at det gør alle godt, hvis det kan lykkes. Det kan det heldigvis hos os indtil videre, og jeg vil i hvert fald gøre mit til, at det fortsætter sådan, så længe pigerne gider disse familiefødselsdage. Og til foråret venter den helt store familiefest med eks’er, bonusser, halve og hele, når min ældste skal konfirmeres. Godt vi har øvet os i nogle år 😊.

KH Katrine

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Nette

    Det er nemlig bare så rart når det kan lade sig gøre, fortsat at holde fælles fødselsdage for ens barn/børn. Det har vi også gjort og vi nåede heldigvis lige at fejre min søns 13 års fødselsdag sammen alle 3 inden hans far desværre døde 3 uger senere. Jeg er noget spændt på konfirmationen som også er nu her i foråret – det er meget underligt, at skulle holde den alene.

Skriv et svar