Bliver jeg taget for givet?

Jeg har været sammen med min kæreste i 3,5 år nu. Vi er stik modsætninger med samtidig også meget ens. Vi er opvokset meget forskelligt, jeg er opvokset med meget svigt og i underklassen og er flyttet meget, hvorimod min kæreste har været et curlingbarn så må siges, har aldrig boet alene og bor i den by han er opvokset i med al sin familie. 

Vi har ALTID haft mange skænderier, misforståelser og bare i generelt et turbulent forhold. Men samtidig føler jeg at vi altid har kæmpet og fortsat forholdet pga. at vi elsker hinanden. Nu kan jeg bare mærke at jeg er træt. Jeg er mentalt træt af alle vores kampe og det at man kører rundt i det samme, om og om igen. 

HVER gang vi bliver uvenner, flygter min kæreste, og får mig til at føle jeg er ligegyldig. Han er utallige gange taget ud og kommet hjem igen kl. 5, stiv, hvor jeg har ligget søvnløs og været ked af det. Der kan også gå flere dage hvor vi ikke snakker, fordi at han ikke vil snakke med mig om problemet. Når vi så endelig får sat os ned og snakket, bliver det ofte til en diskussion fordi at jeg ikke føler mig hørt, eller forstået- og så ender det ud at pege fingre af hinanden. 
Føler bare i generelt at han er ret ligeglad med mig, også selvom jeg ved han elsker mig. Han kommer hjem fra arbejde sent, tilbringer tid på sin hobby det meste af aftenen, og så i weekenderne tager han på druk. Vi har næsten heller ikke sex mere, for det har han ikke lyst til. Jeg har købt en fræk udfordrende bog til os, og endte faktisk også med at købe sexlege tøj for at spice tingene lidt op, så det evt. blev sjovt igen- men det havde den modsatte effekt og gjorde at han synes det var nedladende at jeg havde sexlegetøj jeg også kan bruge når jeg er alene. 

Det er også mig der laver alt det huslige, og jeg får intet tilbage på den front. Selvom jeg har været på arbejde i 12 timer, og han har været derhjemme, er det stadig mig der skal lave mad og rydde op. 
Jeg synes at jeg har fortjent bedre. En der møder mig på midten, og gør de der små ting i hverdagene der hjælper mig, og viser at han tænker på mig. Når vi er adskilt skriver han heller ikke til mig, eller kontakter mig. 

Jeg kan mærke jeg er drænet mentalt, men synes også det er en svær beslutning om vi skal forsætte med at kæmpe med vores problemer. For når vi har det godt, har vi det også rigtig godt- og det er en mand jeg kan se en fremtid med, HVIS nogle af tingene ændrer sig. 

Er det mig der har for høje forventninger til en partner? Eller bliver jeg faktisk taget forgivet, og bruger mere energi på forholdet end han gør?

Mvh. Den forvirrede kvinde

 

Like & Share

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentarer længere nede.

Indlægget er indsendt af

Anonym Kvinde

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Maia Westh

    Kære forvirrede
    Min umiddelbare tanke, når jeg læser dit indlæg, er, at din partner har nogle narcissistiske træk, der gør, at han mangler evnen til at bære ansvar… forpligte sig, ja… være brødebetynget, sikkert… angre, overhovedet ikke… være ansvarlig, nope… han mangler evnen til at være en god forældre for sig selv. Det har han jo dig til at være. Du skriver, at han elsker dig. Jeg er sikker på, at han er meget meget glad for dig. Hvem ville ikke være glad for en, der altid står op for ham og oveni købet sørger for at dagligdagen hænger sammen. Alle er glade for deres højre arm, men den er ikke meget i deres bevidsthed, før der er fare for, at de kan miste den. Men elsker man sin højre arm? Hvor mange kender hver en fregne, hver en muskel, hver en lille åre eller hvert eneste ar på sin højre arm? Kærlighed er vel noget med at se alt, høre alt og at tåle alt? Man ser den anden med de kvaliteter den anden rent faktisk har og ikke kun dem, man kan identificere sig med, og elsker det, man møder hos den anden, uanset om man kan li’ det eller ej. Man tager hele pakken, og ikke kun det, man selv kan bruge. Man har heller ikke projekter om at lave om på den, man elsker (i min verden). Det sidste får mig til at spørge, om du egentlig elsker ham? Hvad er din definition på kærlighed? Er det en slags forudsætning eller måske en tilknytningsmodel? Hvor vigtig er den for, at et forhold skal kunne fungere eller være attraktivt for dig? Er du nået til et punkt, hvor du skal beslutte at elske ham præcis, som han er uden at kræve, at han ændrer sig eller… overveje om du kun kan få det, du gik ind i forholdet efter, et andet sted i et andet forhold… eller om der er noget, du kun selv kan give dig, som du lige nu måske har for vane at uddelegere til andre?
    Kærlige tanker herfra

Skriv et svar