Bliver jeg taget for givet?

Jeg har været sammen med min kæreste i 3,5 år nu. Vi er stik modsætninger med samtidig også meget ens. Vi er opvokset meget forskelligt, jeg er opvokset med meget svigt og i underklassen og er flyttet meget, hvorimod min kæreste har været et curlingbarn så må siges, har aldrig boet alene og bor i den by han er opvokset i med al sin familie. 

Vi har ALTID haft mange skænderier, misforståelser og bare i generelt et turbulent forhold. Men samtidig føler jeg at vi altid har kæmpet og fortsat forholdet pga. at vi elsker hinanden. Nu kan jeg bare mærke at jeg er træt. Jeg er mentalt træt af alle vores kampe og det at man kører rundt i det samme, om og om igen. 

HVER gang vi bliver uvenner, flygter min kæreste, og får mig til at føle jeg er ligegyldig. Han er utallige gange taget ud og kommet hjem igen kl. 5, stiv, hvor jeg har ligget søvnløs og været ked af det. Der kan også gå flere dage hvor vi ikke snakker, fordi at han ikke vil snakke med mig om problemet. Når vi så endelig får sat os ned og snakket, bliver det ofte til en diskussion fordi at jeg ikke føler mig hørt, eller forstået- og så ender det ud at pege fingre af hinanden. 
Føler bare i generelt at han er ret ligeglad med mig, også selvom jeg ved han elsker mig. Han kommer hjem fra arbejde sent, tilbringer tid på sin hobby det meste af aftenen, og så i weekenderne tager han på druk. Vi har næsten heller ikke sex mere, for det har han ikke lyst til. Jeg har købt en fræk udfordrende bog til os, og endte faktisk også med at købe sexlege tøj for at spice tingene lidt op, så det evt. blev sjovt igen- men det havde den modsatte effekt og gjorde at han synes det var nedladende at jeg havde sexlegetøj jeg også kan bruge når jeg er alene. 

Det er også mig der laver alt det huslige, og jeg får intet tilbage på den front. Selvom jeg har været på arbejde i 12 timer, og han har været derhjemme, er det stadig mig der skal lave mad og rydde op. 
Jeg synes at jeg har fortjent bedre. En der møder mig på midten, og gør de der små ting i hverdagene der hjælper mig, og viser at han tænker på mig. Når vi er adskilt skriver han heller ikke til mig, eller kontakter mig. 

Jeg kan mærke jeg er drænet mentalt, men synes også det er en svær beslutning om vi skal forsætte med at kæmpe med vores problemer. For når vi har det godt, har vi det også rigtig godt- og det er en mand jeg kan se en fremtid med, HVIS nogle af tingene ændrer sig. 

Er det mig der har for høje forventninger til en partner? Eller bliver jeg faktisk taget forgivet, og bruger mere energi på forholdet end han gør?

Mvh. Den forvirrede kvinde