Jeg savner at mine børn har andre voksne i deres liv, og ja også at jeg selv har en hyggelig sund relation til min familie.
Min mand og jeg bor sammen og har to børn. Drenge med godt gang i, søde, kærlige og nysgerrige. Den ældste kan være temmelig intens, taler meget og vil gerne interagere en del – spille spil, lege, snakke, hygge, spille bold mv. med dem omkring ham.
Vi oplever at familierne på begge sider har trukket sig lidt. – de har ingen interesse og tager ikke initiativ.
Vi har begge søskende, som også har børn. Og dem har både vi og deres bedsteforældre været der meget for og er der stadig for og har interesse i.
Men nu hvor det kommer til os og vores børn, er der ingen interesse for dem – eller os.
Børnene vil gerne dem – og børnene er trods meget energi, mange ideer og initiativer både søde, høflige og pligtopfyldende og kærlige. De tager ikke til takke med en skærm, eller bog for dem selv, hvilket selvfølgelig kan være intenst.
Jeg har i en ung alder været overladt til mig selv da min mor døde og alle andre trak sig, så jeg stod med alt selv. (Boede alene med hende, også igennem sygdom)
Det virker som om min familie i dag er usikre på mig – jeg har klaret mig godt, både med karriere og kærlighed, men det har absolut også kostet og gør det stadig, især uden hjælp og støtte. Jeg er ligeglad med anerkendelse omkring dette – jeg vil bare gerne føle at de kan lide mig som person. At de vil mig. Mit selvværd er nok lavt pga. følelsen af at jeg ikke har været værd at hjælpe og støtte eller fejre.
Har kunne se hvordan andre, søskende og børnebørn får hjælp, interesse, pasning og støtte og fx bliver fejret når de gennemfører uddannelser – måske har jeg været for beskeden selv. Men det har gjort så ondt! Jeg har både prøvet at holde facade, men også prøvet at åbne lidt op. At åbne op oplever jeg skaber en større distance.
Jeg troede at det at jeg fik børn ville ændre interessen – vi har tidligere med vores første barn taget meget til familien, men de kommer ikke her, selvom der også er plads. Og vi oplever ikke der er initiativ, tid og plads længere når vi vil komme.
Vi holder altid fødselsdage for børnene og inviterer alle. Vi bor ret casual, og kan godt lide at hygge om folk, uden at det er fancy. De fleste deltager, men de sidste 2 år har der været mange afbud og andre planer, selvom det ligger ret fast.
Vi får sjældent invitationer den anden vej. De er enten stoppet med at holde noget vi ved om, eller holder det sent en hverdag hvor os med mindre børn og lang vej ikke kan deltage.
Min mands familie er utroligt søde, men her er det lidt samme historie, måske også pga. min mands manglende initiativ, hvor jeg presser lidt mere på for en relation. Her er også en alzheimers ramt mor – hun har ellers tidligere været en god farmor og sød svigermor, men er desværre så svækket nu. Farfar er desværre død.
Jeg ved ikke helt hvad mit spørgsmål er, – vil bare gerne ønske interesse for især mine børn.
Min mand og jeg har højest en date om året. Vi kan ikke skaffe pasning. – Vi har prøvet med børnepasning fra unge piger, hvilket ikke har været stabilt. En reservebedste er umuligt at finde i vores område og mange søger dette forgæves.
Skal jeg droppe at prøve længere, og bare acceptere og arbejde på mit selvværd og vores gode vennerelationer? Selvværdet bliver svækket mere og mere for hver afvisning og følelsen af at det meste af familien ønsker at undgå os.
Det holder mig vågen om natten og giver mig fysisk kvalme når vi skal ses, hvor jeg efterhånden har svært ved at slappe af, da jeg prøver at passe ind og være glad og lyttende.
Jeg er bare så mættet og træt og aner ikke om jeg skal prøve mere, eller give helt op.
Jeg tænker ikke at de kommer kravlende hvis jeg trækker mig. Måske bliver de lettede.
Jeg føler mig som deres dårlige samvittighed de bare gerne vil glemme og ikke orker. Jeg er dog ikke ude på at give dem dårlig samvittighed –
– jeg klarer mig jo (selvom jeg er ved at krakelere indefra).
