Burde mit liv være en reality-serie?!

Livet med depression, angst og kærlighed

Det her er meget grænseoverskridende for mig.
Jeg har aldrig nogensinde haft lysten til at fortælle alle og enhver omkring mit liv og oplevelser, for jeg har aldrig selv fundet det særlig interessant.
På det seneste har jeg dog, følt en naturlig trang til at fortælle min historie, og det er også en måde at håndtere min psykiske smerte på. Som min bedste veninde har sagt flere gange minder mit liv til tider lidt om Kelly Taylor fra Beverly Hills, og hun mener, jeg burde have min egen reality-serie.
Bare tanken om, at der var et program, der hed Mettes Verden giver mig kuldegysningerne over hele kroppen, ikke fordi jeg er flov over min fortid, men tænk at skulle have et kamera i røven hele tiden!

Jeg fortryder ikke min fortid, da den har gjort mig til den, jeg er i dag (meget klicheagtigt, jeg ved det godt), men jeg kan til tider godt fortryde de følelser jeg har spildt på de forkerte mennesker.

Gennem min folkeskole tid har jeg altid været den søde, stille og generte pige, som havde styr på sine ting, og fik de gode karakterer.
Alle mine skolehjem samtaler lød noget i retningen af: ”Ja Mette, hun er jo en rigtig sød pige, som har styr på sine ting, men hun må gerne være lidt mere væsen af sig.” Til sidst var det ved at æde mig op indefra, at jeg altid fik at vide, at jeg var så sød, og det gør det til tider stadigvæk. Indeni ville jeg gerne være lidt mere rebelagtig, og sige min mening, men jeg har alligevel aldrig følt behovet for at råbe højst og blive set.

Jeg har også altid bekymret mig rigtig meget for de mennesker, der var omkring mig, dette resulterede i at jeg glemte mig selv, og til sidst fik jeg følelsen af, at mine problemer ikke betød noget, når bare alle andre havde det godt.
Omkring 8. klasse får jeg mit første breakdown, og oveni det hele fik jeg også voldsom kyssesyge (mærkeligt navn til en sygdom), hvilket resulterede i meget fravær, og at jeg den dag i dag ikke rigtig har noget kontakt til mine klassekammerater fra den tid. Desuden påvirkede det også min afgangseksamen.

Jeg har gennem mit 25 årige lange liv, haft en del kærester. På trods af min generthed har jeg altid haft en evne til at tiltrække det modsatte køn.
Ikke alle mine kærester har påvirket mit liv lige meget, så vi springer fint og elegant hen over dem, og hen til dem som har påvirket mit liv mest.
Som 16-årig går jeg i 10. klasse, og jeg får en kæreste, som er et år ældre end mig. Vi var sammen i et halvt år, og dette forhold kunne have påvirket mit liv utrolig meget.
Gennem vores forhold begyndte jeg at blive meget træt, jeg havde ikke så meget appetit, og det eneste jeg egentlig havde lyst til var popcorn og kakao.
Nu har i sikkert allerede en idé om, hvad der var sket.
Hen over sommeren blev jeg tykkere og tykkere, og min menstruation udeblev, men jeg slog det væk med, at jeg sikkert bare have spist for mange is, og min menstruation havde aldrig været regelmæssigt.
Inderst inde vidste jeg nok godt, hvad der foregik, men jeg i mit hoved kunne simpelthen ikke acceptere tanken om det.
En dag sender min mor mig til læge, for nu skal der altså styr på den menstruation. Lægen giver mig et plastikkrus, og ja, det fleste ved nok godt, hvordan den her proces foregår.
Efter et par minutter dukker der to streger op på testen. Mine tanker omkring, hvad der foregik var sande. Jeg var gravid!
Efterfølgende ringer jeg til min ekskæreste, og fortæller om situationen.
På daværende tidspunkt havde jeg været i fuld narkose, for at få fjernet mine hævede mandler efter min kyssesyge, og samtidig var jeg også begyndt at gå til mange fester og drak alkohol.
Hvis jeg på disse tidspunkter havde den mindste idé om, at jeg var ”i lykkelige omstændigheder” havde jeg selvfølgelig ikke gjort det.
Det ender med at jeg få uger efter mit besøg ved lægen føder et dødfødt barn. Lægerne på sygehuset mener ikke, at vi skal gøre det store ud af det, da jeg er så ung, og det vil ikke påvirke min evne til at få børn senere hen.

Ikke kort tid efter alt det her er sket begynder jeg på handelsskolen, og et par måneder senere får jeg en ny kæreste.
Vi er sammen i fem et halvt år, og de første 2-3 år er alt godt. Vi vælger at flytte sammen i en ny by, hvor vi begge begynder på en videregående uddannelse. Derefter begynder det at gå voldsomt nedad for mig. Min personlighed begynder at ændre sig, jeg er ikke længere den smilende, fjollende pige, som jeg var førhen.
Dog havde mine nærmeste svært ved at fornemme det, og hvor svært jeg egentlig havde det, da jeg blev verdensmester i at opsætte en facade.
Jeg følte, at han begyndte at snakke meget nedladende til mig, han kaldte mig tyk, sagde jeg ingen veninder havde, og fik mig til at tro på, at jeg ikke var noget værd. Alt hvad jeg gjorde og følte var forkert.
Desuden følte jeg, at det eneste han interesserede sig for, var hans computer.
Jeg ved, at mange unge piger føler, at deres kæreste prioriterer deres computer frem for dem, og det er en forfærdelig følelse at en ting, er vigtigere end en selv.
Jeg husker tydeligt en episode, hvor min daværende bedste veninde blev hentet med ambulance i skolen. Jeg var meget påvirket af det, og havde brug for at snakke med ham om det, da jeg kom hjem. Det havde han dog ikke tid til, fordi han spillede computer.
En anden gang var jeg så irriteret på ham, at jeg bare gik, da han spillede computer. Jeg var nok væk i en times tid, og da jeg kommer hjem, har han ikke opdaget, at jeg har været væk.
I tænker nok, hvorfor gik du ikke fra ham, og ja jeg vidste godt, at det her forhold ikke var godt for mig.
Jeg blev mere og mere indelukket, og havde ikke overskud til andet end at sidde inde i sengen og græde, når jeg var selv.
Efter en ferie til USA, hvor vi er afsted med mine forældre, går det op for dem, hvordan forholdet egentlig fungerer.
Flere af mine veninder og mine forældre har sagt til mig, at jeg skulle komme ud af det her forhold, men jeg forsvarede altid ham og vores forhold.
Jeg blev også gjort opmærksom på, at han flere gange havde oprettet en profil på Tinder, imens vi var sammen. Han begyndte at skrive rigtig meget med en anden pige, og et par af vores fælles venner (som i dag er mine venner) ser dem går hånd i hånd nede i byen, imens jeg bare er der hjemme. Det værste ved det hele var, at hun havde været på besøg i vores lejlighed, og jeg havde været sød og budt hende velkommen.
En aften tager han så i byen til en fødselsdag, og han siger, at han vil komme hjem at sove, men da jeg vågner er han, der ikke. Jeg prøver at skrive og ringe til ham, men han tager den ikke. Efterfølgende, som jeg så tit har gjort, tænder jeg hans computer for at printe et dokument ud til skolen . Hans computer var tilkoblet til printeren.
Da jeg logger ind popper hans Messenger frem, og jeg kan se ALLE de beskeder, han har skrevet med hende, og at han sover ved hende i nat.
Vores forhold slutter meget voldsomt, og jeg smider ham ud af min lejlighed samme dag.
Jeg er fuldstændig knust. Jeg føler, at jeg har spildt fem år på ham, og gået glip af min ungdom.
Desuden er jeg også fuldstændig psykisk nedbrudt.
Jeg tror ikke, at jeg er noget værd, der er ingen, der kan lide mig, og alt hvad jeg tænker og gør er forkert.

De næste par dage ligger jeg kun i sengen, og spiser ingenting. På dette tidspunkt skulle jeg have været til psykolog, men det gjorde jeg ikke, og det fortryder jeg så inderligt i dag.

Der gik egentlig ikke så lang tid, før jeg sammen med en veninde oprettede en profil på Tinder, ikke for at finde en ny kæreste, men for at få noget bekræftelse, og det fik jeg! Tinder gik fuldstændig amok, jeg skrev med virkelig mange fyre. Jeg nød opmærksomheden, men inderst inde var jeg fuldstændig ødelagt.

Et par uger efter den hektiske flytning kommer han, og skal hente de sidste ting. Jeg hører højt musik, da han kommer, og jeg fortæller ivrigt om min bytur natten forinden, og at jeg var gået hjem med en fyr (patetisk? Ja jeg ved det godt). Han skulle i hvert fald ikke se, hvor ødelagt jeg var, og igen opretter jeg en facade, som jeg jo er så god til.
Jeg tænker egentlig at denne reaktion er meget normal.
Efterfølgende ringer jeg til min mor, for at fortælle hende hvordan det gik. Måden hun tager telefonen på, er meget anderledes end hun plejer, men jeg tænker ikke mere over det, og jeg begynder bare at fortælle. Pludselig stopper hun mig, og udbryder ”hvad er det lige der er sket mellem ham og dig?”
Hun kan simpelthen ikke huske, hvad der er sket. Hun får mig fortalt, at hun sidder på skadestuen, men hun kan ikke huske, hvad der er sket.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde det der. Alt var fuldstændig ligemeget, jeg kunne ikke mere. Jeg var grædefærdig, og parat til at gøre ting ved mig selv. Om aftenen kører mine forældre op til mig (det skal siges, at jeg på dette tidspunkt bor ca. en times kørsel fra dem), så jeg kan se, at min mor har det okay.
Hun er væltet på cyklen på nogle meget glatte brosten, og har slået hovedet direkte ned i dem. Det kunne have endt på den værst tænkelig måde, hvis hun ikke havde haft cykelhjelm på. Hun slap heldigvis ”kun” med en hjernerystelse, et brækket kraveben og nogle voldsomme hudafskrabninger over hele kroppen.
Hun flytter ind til mig i et kort stykke tid, så vi kan hjælpe hinanden med at komme ovenpå igen, og så hun er sikker på, at jeg få noget at spise.

Jeg er meget aktiv på Tinder, og er også på rigtig mange dates, fordi jeg elsker den opmærksomhed, jeg får. Det er en helt ny følelse for mig, og jeg suger det bare til mig. Der går ikke så lang tid, før jeg begynder at date en ny fyr, og det ender med et forhold.
Om jeg er klar til det?
Nej, men han var så sød og omsorgsfuld, at det bare føltes rigtigt.

Vi var sammen i ca. et år, og vi endte også med at flytte sammen.
I denne periode blev jeg også færdig med min uddannelse til ergoterapeut med et udmærket resultat, men jeg kunne ikke føle glæden og se det store i, at jeg havde gennemført en videregående uddannelse.
Der gik ikke ret lang tid, før jeg fik mit drømmejob.
Jeg har altid gerne ville arbejde indenfor psykiatrien, og nu havde jeg fået arbejde på et psykiatrisk bosted.

I en periode følte jeg, at det hele bare kørte på skinner.
Jeg havde en sød kæreste, jeg var glad for mit arbejde, og vi endte også med at anskaffe os en hund.
Da vi flyttede sammen begyndte problemerne dog at melde sig.
Han arbejdede om natten, jeg havde skiftende arbejdstider, så vi så ikke ret meget til hinanden. Desuden var vi også alt for forskellige, og ville ikke det samme i vores liv.
Jeg begyndte efterfølgende på Tinder igen, og en aften, hvor jeg sad og swipede dykker den her fyr op.
Vi er opvokset i samme område, og har fælles venner.
Jeg er en gang stødt på ham, hvor jeg kiggede lidt rundt på Facebook, og jeg synes med det samme, der var noget særligt ved ham. Jeg giver ham et like, og der går ikke længe før min mobil fortæller mig, at jeg har et nyt match. Jeg bliver ærligt overrasket over, at se det er ham.
Vi begynder at skrive rigtig godt sammen, og allerede dagen efter aftaler vi, at han skal komme og besøge mig om aftenen. Han bor stadig i området, hvor vi begge er opvokset, så det tager ca. en time for ham at kører op til mig.
Jeg er voldsomt nervøs og spændt på, at han kommer. Tænk at denne flotte fyr vil mødes med mig. Vores date går super godt, vi snakker som om vi har kendt hinanden for altid, vi mødes flere gange, og der går ikke længe før jeg får meget stærke følelser for ham.

Samtidig begynder jeg på et nyt arbejde, som også er et psykiatrisk bosted. En af de første dage falder jeg ned af min trappe derhjemme (første gang jeg gjorde det brækkede jeg mit haleben), denne gang forstuvede jeg mit skulderblad og trykkede tre ribben.
Dette resulterede i mange sygedage, og et meget anstrengt forhold til min chef, derudover kæmpede jeg også stadig med mit selvværd. Dog var der ikke rigtig noget, der kunne få mig ned med nakken på dette tidspunkt, forbi jeg havde mødt sådan en dejlig fyr, jeg har aldrig oplevet forelskelse på den måde før.
Vi sås i et par måneder, og han mødte også mine venner, vi blev enige om at kalde os kærester, og jeg var ovenud lykkelig.
Dog havde jeg lidt svært ved at acceptere, at han ikke ville offentliggøre det på Facebook, men sådan var det. Der gik ikke længe før han fortalte, at han havde planer om at flytte til en anden by, hvor han havde boet før, og hvor hans arbejde også lå. I den periode, hvor jeg mødte ham, arbejdede han hjemmefra.
Han ender med at afslutte vores forhold med den begrundelse, at han ikke ville have et langdistanceforhold.
Jeg var selvfølgelig meget ked af det, men hurtigt var der andre ting, der begyndte at fylde.

På mit arbejde skete der et voldsomt overfald på en af mine kollegaer, og derfra gik det meget hurtigt nedad for mig. Det første tegn på, at der var noget galt med mig, var at jeg ikke længere kunne overskue at tømme min postkasse. Hvor mærkeligt det end lyder, var jeg oprigtigt bange for, hvad der var i den, for jeg kunne ikke overskue at skulle tage stilling til noget.
Det var som om, at mine skuffer i hovedet var helt fyldt op med de oplevelser jeg har haft gennem årene og ikke fået bearbejdet, og nu var der simpelthen ikke plads til nye indtryk.
Jeg vidste godt selv hvor det bar hen-ad, da jeg gennem min uddannelse og arbejde har fået et kendskab til psykiske sygdomme.

Jeg havde fået en depression. Jeg havde dog aldrig nogensinde drømt om, hvor langt ud, jeg skulle komme.
Jeg lå bare i min seng, og græd og græd hele dagen, aften og natten.
Jeg kunne ingenting, heller ikke spise, og det endte med at jeg lynhurtigt tabte mig rigtig meget.
Jeg beder min mor om at bestille en tid ved min læge, da jeg ikke selv kan overskue at gøre det, men jeg kunne mærke, at den var fuldstændig gal med mig.
Jeg havde indimellem tanker om selvmord, men kom hurtigt fra dette igen, da jeg ikke kunne gøre det mod mine nærmeste.
I stedet kræsede mine tanker omkring selv-skade og en saks i køkkenskuffen.
Jeg har flere gange haft fat i saksen og trykkede den hårdt ned i min arm eller lår, dog har jeg aldrig skåret mig med den, og derfor har jeg heller ingen ar. 
Ved lægen bryder jeg fuldstændig sammen, og hun sender mig til psykiatrisk akutmodtagelse.
Jeg kender udmærket godt systemet, men jeg har altid været på den anden side, og det var utrolig skræmmende at vide, at nu skulle jeg igennem alt det her, og samtidig var frygten for at møde en beboer jeg tidligere havde arbejdet med stor.
Jeg er der i flere timer, og snakker med mange forskellige mennesker, som alle skal høre min historie.
Det var en meget overvældende oplevelse, som jeg virkelig ikke håber sker for min værste fjende.
De diskuterede meget frem og tilbage, hvorvidt jeg skulle indlægges eller ej. De var meget bekymrede over min selvskadende adfærd og det faktum, at jeg synes, at jeg havde fortjent at have det sådan her.
Det faktum gjorde også, at jeg havde svært ved at tage imod hjælp og gøre ting jeg egentlig godt vidste kunne hjælpe mig, for hver gang jeg prøvede fortalte min hjerne mig, at jeg havde fortjent denne smerte.

I stedet for at skade mig selv med saksen, skadede jeg mig ved at sulte. Der kunne nemt gå flere dage, hvor jeg ikke rigtig spiste noget. Det var ikke forbi jeg ikke følte sulten, men jeg havde jo fortjent at have det dårligt.
Jeg blev tilkoblet et team, som kom hjem til mig to gange om ugen, hvor vi blandt snakkede om hvor frustrerende det var, at jeg udmærket godt vidste hvad der skete med mig, hvordan det skulle behandles, og at jeg kunne hjælpe andre i samme situation, men jeg kunne ikke hjælpe mig selv.
Efter et besøg hos lokalpsykiatrien fik jeg flere diagnoser. Det var skræmmende, for nu følte jeg mig rigtig syg.
Jeg har også altid gennem mit arbejde, haft det lidt svært med disse diagnoser, for jeg har set hvordan en diagnose kan ændre et menneskes personlighed, kun fordi de ved, at de nu har denne diagnose.
På den anden side følte jeg også en lettelse ved at, der var en grund til at jeg har de følelser jeg har, og har haft i mange år.
Det har været en indre kamp, og jeg har meget ofte følt mig forkert.
Ikke mange har kunne se at mit mine indre følelser var et stort kaos, og at jeg konstant har været nervøs og bange at mine tanker ville løbe af med mig.
Jeg blev stadig meget nervøs når mine nærmeste ikke kommer på minuttet, når vi har en aftale, jeg begynder at tænke det værste. Jeg overtænkte og planlagde alt oppe i mit hoved.
Jeg var nødt til at have en plan a, b og c, for tænk nu hvis der skete noget, jeg ikke var forberedt på.

Sådan har jeg det stadig, men nu ved jeg hvorfor. Jeg lider af svær depression, generaliseret angst samt social angst.
Depression accepterede jeg med det samme, og jeg accepterede egentlig også temmelig hurtig den generaliserede angst, men den sociale angst har jeg stadig svært ved.
Jeg har altid godt kunne lide at være social, og møde nye mennesker. Dog har jeg fundet ud af, jeg fungerer bedst på tomandshånd.
Når der er flere mennesker til stede, skal jeg gerne i forvejen vide hvem og hvor mange der kommer, så jeg kan nå at planlægge det.
Jeg er heller ikke god til at møde mennesker på gaden, for så fanger de mig i et øjeblik, hvor jeg ikke har tænkt det igennem, og derfor bliver jeg ofte meget akavet og rød i ansigtet.

Det tog mig et par måneder, at komme nogenlunde ovenpå, og i denne periode skriver han til mig, at han savner mig, og gerne vil have mig tilbage. Jeg tilgav ham, for at såre mig, da jeg stadig var virkelig vild med ham.
Vi har et langdistanceforhold i nogle måneder, og mit liv virker endelig som om, at det er ved at være nogenlunde ”normalt” igen, indimellem har jeg dog stadig dårlige dage, men jeg havde en dejlig kæreste, som altid kunne opmuntre mig, og jeg var dybt forelsket i ham.
Det var en kærlighed, jeg aldrig havde oplevet før.

Han begynder at virke mere fraværende, og det ender med at han igen slutter vores forhold. Igen får jeg smidt i hovedet, at jeg er alt for sød.
Jeg er sønderknust, og kæmper virkelig en kamp, for at få ham til at fortsætte, og nok også mere, end jeg burde. Det var som om, at hele min verden brændte sammen endnu en gang.
Jeg har endelig begyndt at åbne mig fuldstændig for ham, og så vil han ikke mere.
Jeg tudbrølede et par nætter, og tankerne om at jeg ikke var god nok, ingen ville have mig kom igen, men man skal ikke altid tro på alt hvad man tænker.
Vi skrev begge to nogle knap så søde beskeder til hinanden, og flere af mine veninder har sagt, at han slet ikke fortjener mig, og at jeg kan finde så meget bedre.
Jeg kan sagtens se, hvad de mener, men jeg var, og er nok stadig, så glad for den her fyr, og den største kamp er imellem hvad jeg ved i mit hoved, og hvad jeg føler i mit hjerte.
Jeg prøver at komme videre, men det er bare så svært, for inderst inde er det nok ikke det jeg vil, men at elske nogen, som ikke elsker dig, er som at vente på et skib i lufthavnen.

Jeg plejede at være bange for at fortælle min historie, da jeg har været meget nervøs over, hvordan andre mennesker ville tænke om mig, og jeg vidste også at det krævede en selvsikker version af mig selv, som jeg endnu ikke havde udviklet mig til.
Jeg var meget genert, så jeg forblev anonym.
Men det her er min historie, og jeg er ikke længere flov over den, for selvom det har været en ubeskrivelig hård kamp med mig selv, har det også medført positiv ting.
Jeg har lært mig selv bedre, at kende, jeg er ikke længere den lille generte pige, og jeg er også blevet bedre til at acceptere mig selv, og sige fra.
Jeg kæmper dog stadig en stor kamp med mit selvværd.
Igennem mit forløb har jeg også fundet ud af hvem mine rigtige veninder er, og jeg ville aldrig nogensinde havde klaret det, hvis det ikke var for mine forældre og veninder, som altid har stået klar til at gribe mig, når jeg er faldet ned i et hul.

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

avatar_kvinde

Indlægget er indsendt af

Mette Brodersen

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Avatar
    Tatjana

    Mette – tak fordi du deler din historie. Det er inspirerende at læse om din udvikling ❤️

Skriv et svar