Føler du også at det er dit ansvar, at redde og hjælpe alle andre?  

Rikke Ganer-Tolsøe, selvudvikling, personlig udvikling, tabu, ærligt
Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Her så man mig, tårevædet på min stol, på kontoret som jeg deler med 20+ andre mennesker. Da det midt i en korrespondance med kæresten, via Messenger, går op for mig hvad der ofte går galt. For mig.


Hvornår føler du dig mest succesfuld Rikke?
Og omvendt, hvornår føler du at du ikke lykkes?
Og hvad gør det ved dig?
Svarene kom væltende på mine egne spørgsmål, og tårerne pressede sig på.
Ikke fordi jeg ikke vidste det i forvejen – men fordi der lige faldt nogle puslespilsbrikker på plads da min kæreste og jeg skrev om nogle af de udfordringer som vi har.

Og det er ret sårbart for mig, Svarene er.
For når det kommer til relationer (Og måske faktisk bare generelt i alle henseender), føler jeg mig mest succesfuld når jeg kan være noget for andre. Og med det samme tænker jeg (måske gør du også) – er det ikke bare sådan at alle har det?
Men er det?

Jeg kan jo lige fortælle hvad jeg mener med at være ’noget for andre’.
Jeg mener, når jeg kan være hende som lige siger de kloge fraser der ændrer på lidt. Noget som min veninde, søster – eller hvem der kunne være, kan tage med hjem til sin partner og det så rent faktisk gav et godt afsæt for en givende dialog. Når jeg kan være hende der vender en trist mine til et smil. Når jeg kan være hende som lige giver ro på, når uroen raser allermest i kroppen. Når jeg kan mærke de ånder lettet op, for nu ’gav det mening’.
Når jeg kan give nogen dét, så føler jeg mig hel. Succesfuld. Brugbar.

Og hvad er så sårbart ved det? Hvad er det ’dårlige’ i det?

Jamen modsat kan du nok regne ud, at når jeg Ikke føler jeg kan give nogen netop dét, så føler jeg ikke at jeg lykkes. At jeg ’kan bruges’.
Måske er det åbenlyst for dig nu så, hvorfor det så ikke er en skide god ting jeg har gang i her, måske ikke.
Men jeg kan afsløre, at det er noget møg! For på en eller anden måde, påtager jeg mig ansvar for andre mennesker på et plan jeg ikke behøves. Fordi det ganske enkelt jo ikke er mit ansvar. Jeg måler endda min egen succes op imod det. Og jeg identificerer mig som ’hende, der kan det der’.

Så hvem er jeg, når jeg ikke kan?
Hvem er jeg f.eks. som kæreste, når jeg ikke kan ”løse os”?
Hvem er jeg som søster, når jeg ikke kan hjælpe hende, og samle hende op?

Note: Udefra faktorer, andre mennesker, verdensproblemer.
Man kan ikke gøre noget i alle situationer, og man kan ikke altid ændre på mennesker som ikke vil ændres. Altså, det bare et eksempel.
Og det gør den rolle jeg har valgt at spille, ekstrem svær til tider, og i øvrigt umulig altid at lykkes i.

Hvem er jeg som veninde, hvad er min rolle – når hendes liv kører på skinner? Intet gør mig jo lykkeligere, men hvad er min rolle så? Hvad kan jeg så give hende, være for hende?

Det er sat lidt på spidsen, men du forstår nok hvor jeg vil hen.
Måske genkender du det endda?

Så hvad skal jeg så med det her?
Jeg skal måske finde ud af hvor mit ’fixer-gen’ stammer fra. Finde frem til hvornår jeg gjorde det til så stor en del af min identitet og hvorfor?
Jeg hører nemlig til dem, som tror på, at hvis vi kan identificere udfordringen, og roden til det – så kan vi bedre arbejde på det, og måske endda ændre kurs.
Det starter jo med en rod, en spire om man vil, og derfra kommer grenene. Hvis jeg hopper tilbage til spiren, måske giver den lidt mere tid, så kan jeg måske få en gren mere til at spire?! En sti mere at træde ud på. Måske.

Jeg har ikke lyst til at slippe den del af mig

Jeg har ikke lyst til at slippe den del af mig, bl.a. fordi jeg rent faktisk har gjort en stor forskel for mange mennesker som jeg har kær, og det har givet mig meget, hver gang. Men også fordi, jeg også ser det som en gave. Og fordi jeg holder af den kvalitet og evne jeg har her.

Læs også: Føler du hvad andre føler?

Jeg holder af den del af mig, det gør jeg.  Men den skal jo ikke have lov at definere mig fuldstændig. Og den skal ikke kaste følelsen af utilstrækkelighed med sig, i den grad den gør. Eller forblinde mig, og efterlade mig opgivende, eftersom der er andet man kan gøre.
F.eks. bare være lyttende og forstående. Uden at føle trang til at redde hele situationen/verdenen. Nogle gange, og for nogle mennesker, tror jeg endda på at det vil være endnu bedre givet ud.

Et følelsesladet indlæg der flød ud i én lind strøm. Så jeg håber at det gav mening, og måske endda gav dig noget. Hvis ikke, var det stadig skønt at få afløb.

Tak fordi du læst med.

Kærligst Rikke

Følg mig meget gerne på

Skriv et svar

Del gerne denne artikel
Du kan kommentere længere nede.
Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg