“De usynlige lænker”

De siger du kan gå, når du vil. – men det kan du ikke.
De siger, du skal bare sige til. – men det kan du ikke.
De siger, du bestemmer selv, – men det gør du ikke, vel ? 

De usynlige lænker holder på dig. De lænker, som ingen kan se, fordi du smiler. Dit smil blænder, for en stund.

Du oplever en tavshed, som ingen kan høre. Den larmer så meget, at du næsten bliver døv. Den skærer i dine øre, så din krop bliver svag. Den larmende tavshed, den borer sig igennem marv og ben. – Men du lytter ikke.

Det er som om tavsheden drager dig til at blive hængende, blot indtil du har fået vished, også selv om det gør ondt. Man kan da ikke gå uden at få svar?! – Men det får du aldrig. I stedet for kommer der en ny historie. En ny fortælling med endnu flere løse ender, og endnu flere spørgsmål. Så du bliver hængende, bare lidt endnu, så du måske får svar, ikke? Måske det er din egen skyld? Måske overså du noget? Måske hørte du forkert? Måske glemte du at gøre noget, eller det du gjorde, det var hel forkert? Du må blive og vise, at du kan gøre det bedre.

Han fortæller en masse. I virkeligheden uden at sige noget. Fortællingerne er så fangende, som et magiske eventyr. Så meget modstand et menneske kan opleve? Du må hjælpe ham, støtte ham. Det virker så troværdigt, at du helt glemmer at stille dine egne spørgsmål. Og ja! Eventyr er fantastiske. Drømme er fantastiske, men de kan også være en flugt fra den virkelig verden. En lille time-Out fra virkeligheden, hvor tiden går i stå og du hurtigt glemmer de stunder, hvor du ventede så længe, eller måske ventede helt forgæves. De stunder, hvor ord var tomme og uden handling. De aftener, hvor du gik hvileløst rundt, eller de nætter, hvor du græd dig selv i søvn, alene. Du glemmer også, hvordan du kørte fortvivlet rundt i den mørke nat, fordi han gik i vrede, og efterlod dig i larmende tavshed. Du ledte, som om der var sket en alvorlig forbrydelse, men det var der ikke, han skjulte sig bare, gad ikke lige mere den dag. Du havde ikke noget valg. Hos dig var der en ulidelig larm, selvom du lå alene i jeres tomme seng. 

Et kys på kinden, eller et klem bag i, måske en lille gave eller en middag, så er det hele glemt, ikk? Han elsker dig jo. – Eller det siger han i hvert fald. 

De usynlige lænker er sat på, måske hjalp du ham lidt selv? Lige der, hvor du blev hans nektar, hans et og alt. Det er jo kærlighed. Han er dit et og alt. Lænkerne blev lukket og låst, og du kastede selv nøglen væk. Han elsker dig jo. I har kun brug for hinanden, eller det siger han. Han suger din energi, og du visner langsomt, helt uden at du opdager det – før det er alt for sent. 

Kærligheden bliver brygget på din energi, så du kan oplade hans batteri, og redde ham fra sig selv. Det er din opgave at holde ham til ilden, så du kan redde ham fra sin egen fantasi-verden. Han kan ikke selv. – Men oplader han også dit batteri, eller dræner han det kun? Er kærligheden på betingelse af… – at Du løfter ham ?…

Kan du leve med at se ham visne langsomt? Det er din skyld, hvis det sker. Det jo dig, der skal fylde hans batteri, ikke? Han kan ikke leve uden dig, eller det siger han.

Du kan gå, når du vil, du bestemmer selv. – Eller kan du…?

 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentarer længere nede.

Indlægget er indsendt af

Anonym Kvinde

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar