Det er ikke nemt at føle sig lige så meget værd som alle andre.

Som meget lille pige var det fakta og ikke blot en drøm at min fremtid skulle bestå af: uddannelse, karriere, mand og børn. 

Dengang vidste jeg jo heller ikke at det på ingen måde er naturligt blot at gå udfra, at man kan få børn overhovedet. 

Jeg er selv adopteret som 1 årig og for mig har det altid været vigtigt at “lave” min egen familie, at starte min egen blodlinie eller hvad man nu kan kalde det, men det skulle ikke blive så let som det 10 årige barn havde forestillet sig. 

Som pre-teenager var der en vished om at jeg ikke var “normal” men anderledes og vild. 

Et sundt barn blev jeg først som 7-8 årig efter en stort hjerteoperation. Jeg blev vist lidt mærkelig af den lange indlæggelse og tror sygdomsforløbet gav mig en falsk fornemmelse af hvad der var normalt. 

Jeg savnede min sygdom da jeg blev rask, ikke det at man ikke kunne lege som andre børn, men den slags opmærksomhed nogen vælger at give et sygt barn. I mange mange år kæmpede jeg for at være normal, eller ihvertfald for at virke normal. 

Da jeg var 17 år blev jeg gravid og mistede barnet som en spontan abort. Først var jeg bange og ulykkelig, bange for hvad min mor ville sige og ulykkelig over at jeg ville blive alenemor så tidligt. Men så bestemte jeg, at jeg ville have barnet og jeg var i et stadie af lykke og forelskelse. 

Da jeg måtte akut på sygehuset med en spontan abort gik hele min Verden under. Jeg gravede mig ned i min nye Verden og forsvandt for nogle år fra den Verden som min familie kendte. En mørk og ensom Verden der var fyldt med nye mennesker og rusmidler, her fandt jeg ud af at alkohol er et absolut no-go for mig, men jeg fandt en form for indre ro i form af Hash. 

Ikke noget som jeg er stolt af, men et valg der nok førte mit liv ret så meget på afveje. 

Jeg har ikke job og jeg har ikke ro nok til at tage en uddannelse. Jeg har været over psykiatrien og været i medicinsk behandling for ADHD. Jeg kunne ikke overholde mine aftaler med sygeplejersken på psykiatrisk (hun gik mere op i min lave vægt end at forklare mig hvad jeg kunne og burde bruge hende til, jeg har altid været meget tynd og har nok en madforstyrrelse, men ikke en spiseforstyrrelse) og blev afvist efter flere uaflyste (fra min side) møder. 

Da jeg et år senere bad om en ny henvisning til psykriatrisk blev den afvist og nu sidder jeg så her og er intet værd. Jeg er blot en belastning for samfundet. Jeg lever på beskåret/nedsat kontanthjælp, jeg står som job klar på jobcentret. Jeg har fundet et job jeg kan varetage som reklamebud, det giver mig ca. 4 timer om ugen og jeg får derfor supplerende nedsat kontanthjælp, bereget på baggrund af mine tidligere manglende timer og min løn, hvilket gør at jeg får ca. 1000 kr. mindre udbetalt om måneden end hvis jeg ikke havde deltid og blot var på beskåret/nedsat kontanthjælp. 

Det er ikke nemt at føle sig lige så meget værd som alle andre. (Selvom jeg godt ved at alle andre har det lige så svært, blot på andre områder) Jeg er intelligent nok, logiker og elsker naturvidenskab. Men uddannelse er en by i Rusland for mig, det er noget jeg så gerne ville, men mit hoved og min sjæl kan ikke overskue det. 

Kravene om at være perfekt og tanken om at have vist noget som helst andet, kan være nok til at knække mig. 

1 sygemelding og jeg føler at jeg ikke er god nok og ikke fortjener pladsen på skolebænken. 

Jeg fik 12 12 i mat. C på 1/2 årigt HF men det var ikke godt nok, for jeg fik jo kun 7 eller 8 i Fysik C. 

Jeg er min egen værste kritiker og det er den kritiker der er sværest at slippe af med. 

Målet må derfor være, at kan jeg ikke slippe af med mig selv som kritikker med alle de negative holdinger – ja så må jeg jo ændre den indre kritiker til at give positiv kritik. Men hvordan gør jeg det og hvordan gør jeg det alene? 

Nu er jeg 41 år, næsten alle mine venner og veninder har børn og mand, nogle på mand nr. X og med X antal børn. Jeg har ingen børn og jeg får nok heller ingen. Men det var det jeg troede og vidste hele mit liv, at jeg skulle være mor og det var det egentlige mål med mit liv. 

Det er så svært, jeg er lykkelig på deres vegne – men jeg er så misundelig, at det kan gøre mig helt dårlig, og så får jeg den dårligste samvittighed over mine tanker!!! 

Jeg skal lige tilføje at jeg har en sød sød kæreste, vi var ungdomskærester for en kort tid da vi var 18-19 år og fandt hinanden igen på FB ca. 15 år senere, vi har nu været sammen lidt over 7 år og har planlagt at blive gift i 2020. At han kan holde mig ud er et under og jeg elsker ham for det <3 

Måske dette bare en en stor gang vrøvl, og måske det slet ikke er noget der burde skrives i en blog. Det er laaaaang tid siden at jeg har skrevet og redigeret mine egne tekster, så beklager den kaotiske opsætning og “alt fra rode boksen” skrevet i ét rod 😉 

Men tak fordi I er her og tak fordi I deler <3 

Knus J. Ahn