Er jeg gået i stykker?

Følelsen af at være glad helt ind i hjertet og helt ned i maven den kan være noget så fantastisk, men når den mangler er det helt galt. 

Her i maj var det 4 år siden jeg mistede min mor til lungekræft. Jeg var virkelig ked af det og det tog hårdt på mig.

Vi havde lige købt hus, jeg var ved mit første hovedforløb som Cater og havde på det tidspunkt to piger på 5 og 1 år.. Dvs. at jeg havde nok at se til og holde mig i gang med.. Og det gik da også..
Huset blev fint, uddannelsen bestået med sølv – ungerne er dejlige og manden er vidunderlig. MEN hvorfor er jeg så ikke glad? Er noget i mig gået i stykker?

Sådan føles det lidt, når der sker alle de her gode ting, som jo er sket siden og som jeg er glad for – men jeg så bare ikke er sådan rigtig glad. Selvom jeg egentlig burde være det.. 
Hvorfor kan jeg ikke bare være lykkelig og glemme alt det dårlige der også er sket, og kun tænke på det positive?

Med til hele historien hører der desværre mange dårlige nyheder og triste ting.

Lidt før jul mister vi min kærestes farfar, til jul bliver min mor syg og vi får at vide i januar, at det er uhelbredelig kræft. Vi mister Min farfar og dagen efter hans begravelse møder jeg på arbejde og får at vide, at vi har mistet en kollega. Afsted igen til endnu en begravelse. På det tidspunkt handler alt bare om død og begravelser. 

Nå men jeg er jo som sagt i lære og skal på mit første hovedforløb og vi har købt hus i mellemtiden, som skal sættes i stand.
Så tiden flyver afsted, samtidig med, at min mor får det dårligere og dårligere og bliver indlagt en times kørsel fra hvor vi bor. Så al tid går med lektier, hus, børn, kæreste (NOT so much), skole, arbejde og besøg hos min dødsyge mor.

Så sker det der ikke må ske. Min mor dør efter en kort men hård kamp med smerter og alt der hører med til den grimme sygdom. 

Men jeg har ikke tid til at sørge, jeg har en begravelse der skal planlægges og nu min mors lejlighed som skal ordnes oveni det hele. Jeg har en søster men vi er så forskellige og vi fandt ikke rigtig så meget støtte i hinanden, som vi måske kunne have gjort, og havde egentlig heller ikke så meget tid til at tænke over det. Jeg måtte jo videre med alle mine gøremål.

Så får vi af vide at min svigermor har uhelbredelig kræft, puha ikke nu igen. Det er næsten ikke til at holde ud, at ungerne skal miste endnu en som de holder meget af. 

Et års tid senere dør min onkel.
For et år siden, i maj,  dør min svigermor desværre også og vi mister endnu en kær ven af familien kort tid efter..

Så det blev til 3 år med død og sygdom. Hvor jeg nok egentlig ikke rigtig har haft tid eller overskud til at tage ordentlig vare på mig selv.

Da jeg er færdigudlært kan jeg ikke finde fast arbejde og har i stedet haft en masse gode vikariater, men ikke noget rigtig fast og det gør mig endnu mere usikker og min vægt suser op og ned..

Jeg føler ikke at jeg kan få styr på noget eller mig selv. jeg føler ikke, at jeg har kontrol med noget, sådan rigtigt. Måske det at skulle “overleve” alt det her sygdom og død nok gør, at man pakker sig selv ind så man ikke sådan rigtigt kan vise sine følelser for nogen.

Græder mig selv i søvn tit.

Det er ikke en følelse jeg har hele tiden når jeg er i gang, men den kommer når jeg går i seng og skal sove. Jeg viser ikke rigtig mine følelser for andre, hvad skal de også med dem? 

Men alt det her har bare gjort at jeg aldrig rigtig er glad, altså sådan helt ned i min mave, det er kun sådan på overfladen at jeg er glad, indeni er der bare fladt…agtigt.

Tak fordi at du læste med så længe. Jeg ved ikke hvad jeg skal med det, men ud kom det og måske andre kender følelsen og eventuelt ved hvad der kan hjælpe.