Et radioprogram tog mig tilbage i tiden….

 I dag hørte jeg på radio24syv et program om barndom, omsorgssvigt og børnehjem. 

Mine tanker fløj af sted… Året er 1987, og jeg er tilbage i til min barndom.
Det står mig meget klart.
Mig, 5 år og i børnehave. Lederen fra børnehaven kommer til mig, og siger: “vi skal køre en tur” .
Jeg husker, jeg mærker en følelse af “sejt nok”, men også “det mærkeligt det her”.

Vi kører for at hente min søster, som er til børnefødselsdag hos en fra klassen.
Vi får beskeden, at vi skal hjem, intet andet.
Vi sættes af hjemme, hvor en dame tager imod os nede ved gården, hvor vi bor i Ordrup.
Hun fortæller, at hun er fra kommunen, men da jeg kun er 5 år, forstår og ved jeg ikke, hvad sådan en er!

Utrygheden sniger sig ind.
Vi får beskeden, at vi skal op og sige farvel til vores mor og derefter flytte.
“Hvor er vores far?” , spørger vi. Han er ikke hjemme er svaret… (kort forinden hentet af politiet, finder jeg ud af senere i livet)
Oppe i lejligheden sidder mor, i sin blomstrede kjole, i fars stol, en dame i blå trøje og med gråt krøllet hår står ved mor, med en arm på hendes skulder. 
Mor græder! Der står andre personer, rundt om i stuen, som jeg ikke kender og ikke ved hvem er.

Stilhed, kun mors paniske gråd. 
Vi skal sige farvel, men hvorfor?
Min søster er lige så bange i sit blik, som jeg.
Hvad sker der, vil mor ikke have os mere?! Hvem er de mennesker? Hvorfor er far taget af sted fra os uden at fortælle det?

Damen, der har taget imod os nede ved vejen, siger vi skal køre nu.
Vi omfavner vores mor og græder sammen med hende, bange og utrygge, forvirrede og skræmte. 
Jeg husker ikke, at jeg har noget med mig, da jeg sætter mig på bagsædet af en taxi og kører til det, der skulle blive mit hjem i 2 år.
Børnehjemmet Dohns Minde… Farvel far…. Farvel mor… (hvilke smerter du må ha oplevet, da vi, din familie, fra det ene sekund til andet var væk).
Det var ikke det vi havde set komme den morgen i 1987!
En tvangs-anbringelse!!!

Jeg er den jeg er, med alt hvad jeg har oplevet af modstand i livet.
Dette er bare en enkelt beretning ud af mange.
Taknemmelig og stolt af mig selv og mit mod til at ville. 

Like & Share

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on email

Du kan kommentarer længere nede.

Indlægget er indsendt af

Anonym Kvinde

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Puha sikken en forfærdelig dag i 1987 det må ha været for dig. ❤️
    Sender dig en masse tanker og knus og håber du er kommet godt igennem det, selvom det lyder som noget jeg slet ikke kan sætte mig ind i.
    Men vil bare sige: HOLD KÆFT DU ER SEJ. !!!
    Du er voksen, er kommet igennem den værste start på livet !!!
    Så klap dig selv på skulderen og sig. Det er fandeme godt gået. ❤️❤️❤️

Skriv et svar

Luk Menuen