Frygter du Døden…. ?

Jeg bliver 49 år om nogle dage, og igen kommer jeg til at tænke på det der med at dø.
Ikke at jeg tænker, at jeg står med det ene ben i graven nu, men alligevel, så kan jeg jo ikke lade være med at tænke, at jeg jo bliver ældre og ældre og derfor også med større sandsynlighed kommer tættere på døden år efter år.

Dengang da jeg var teenager, der frygtede jeg døden rigtig meget.
Jeg var bange for at dø, før jeg overhovedet var begyndt på livet.
Jeg var bange for at dø, inden jeg havde prøvet at have en kæreste, fået et kys, været i seng sammen med en og andre ting, som man jo oplever, når man er teenager.
Selv tanken om ikke at nå at blive mor, gjorde mig bange.
Tanken om at dø, som jomfru og måske endda inden man havde prøvet at være forelsket, kunne slå mig helt ud.
Jeg kunne være så bange for at dø, at hvis dødstankerne blev for tunge og for mange, så kunne jeg sætte mig i et hjørne af et værelse og bare spontant begynde at græde og ryste og egentlig ikke helt kunne sætte ord på, hvorfor jeg blev så ked af det, for jeg fejlede jo ikke noget, og jeg skulle jo ikke dø, jeg var jo ung og frisk og ved super godt helbred.
Hvis jeg prøvede at forklare min angst for døden for andre, følte jeg ikke altid at de forstod mig, for vi var jo unge og udødelige, så hvad var det lige at jeg var så bange for ?! 
Jeg havde jo ikke noget at frygte, mente de fleste. 

Da jeg blev voksen og blev mor, så frygtede jeg at skulle dø, før min søn ville blive gammel nok, til at kunne klare sig selv.
Jeg var bange for ikke at kunne nå at opleve ham vokse op og flytte fra reden.
Ikke at kunne nå, at være der for ham i livet op- og nedture, i de svære barne- og teenageår.
Det gjorde det slet ikke bedre, da hans far og jeg gik fra hinanden, og han tit udbrød “Mor, du lover mig at du ikke dør fra mig, for jeg kan ikke undvære dig, hvem skal så passe på mig”
Bare tanken om, at jeg måske skulle blive kørt over i trafikken og ikke kunne være der for ham, gjorde min inderligt bange, for hvem skulle så passe på ham, og kysse ham godnat, og trøste ham, når han blev ked af det?! 

Nu har jeg oplevet min første store kærlighed.
Jeg er blevet kysset mange mange gange, og jeg har også prøvet det der sex.
Jeg er blevet mor, og jeg har været der for min søn, mens han gik igennem både barndom, teenageår, og den tidlige ungdom. Jeg har kunne trøste ham, grine med ham, skælde ham ud og være den bekymrede forældre, når han gik i byen og ikke frygtede noget i hele livet – da slet ikke døden, for han var jo udødelig, som man er i hans alder. 
Og helt uden at sige det højt til, så frygtede jeg, at der skulle ske ham noget, når han gik i byen, og at han ikke kom hjem til mig igen, fordi nogle havde valgt, at han skulle være deres offer for et knivoverfald. 
Han er voksen nu, og  flyttet hjemmefra, og han kan sagtens klare sig selv. 
Så nu burde jeg vel ikke frygte døden på samme måde som før ?!

Og svaret er nej, det gør jeg egentlig heller ikke.
Men jeg er ikke klar til at dø i morgen, jeg er dog mere afklaret med, at skulle jeg få en alvorlig sygdom, som måske kunne gøre en ende på mit liv, så ville jeg ikke være bange på samme måde, som jeg var for 30 år siden.

Men jeg er bange for at dø alene, uden nogen ved min side, til at holde mig hånden og passe på mig til det sidste.
Jeg er bange for at dø for tidligt til at kunne se min søn blive færdiguddannet, at han selv får børn, at jeg bliver farmor., måske endda gammel nok til blive oldemor.
Jeg er bange for at dø fra min familie og mine venner, og ikke kunne være der for dem i mange flere år endnu.
Jeg er bange for at gå glip af det livet har af nye oplevelser til mig de næste 30-50 år, for jeg er ret sikker på at livet og jeg ikke er færdige med hinanden endnu.
Vi skal danse mange flere danse sammen, græde sammen, grine sammen, og blive forelsket sammen igen.

Min største angst for selve døden er spørgsmål som:
Hvad når lyset slukkes og det sidste ord er sagt, og den sidste vejrtrækning er taget.! 
Hvad skal der så ske ?
Er det hele bare slut ?
Kommer der noget nyt liv efter døden ?
Har jeg gået igennem et liv, og suget til mig af livets lærdom, tabt og vundet livets mange kampe, gået i skole et helt liv i selve livets skole, for slet ikke at skulle bruge det et andet sted ?!
Skal jeg bare lukke øjnene og blive puttet ned i sort hul, eller spredt ud over amagerstrand som fin aske, når jeg ikke er i live mere ?

Se det er tanker, der kan give mig dødsangst, åndenød og igen sætte mig hen i et hjørne og tude og trække efter vejret, fordi jeg ikke ved, hvad der sker efter døden og jeg er bange for at gå glip af alt det der sker, med dem som jeg efterlader tilbage i, når jeg er død.
For en ting er jeg næsten sikker på….
Det slutter ikke her!
For så var der ingen mening med, at vi skulle gå igennem et helt liv og blive klogere og lære af vores fejl, og så dø med en kæmpe livsvisdom, uden at skulle bruge den et andet sted, i et nyt ”liv”.

Hvad tænker du ?
Frygter du døden ?
Synes du mine tanker og frygt om døden, er helt hen i vejret ? Eller kan du følge mig, bare lidt af vejen ?


Kærligst Charlotte

Følg mig gerne på Instagram

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 3 kommentarer

  1. MaryAnn

    Utroligt spændende, hvor forskellige mennesker har det med døden, og kan godt forstå delvist hvordan du må have haft det, da jeg tænker at det er en naturlig ting af den menneskelige natur at “frygte” døden. Min søster har det meget på den måde du beskriver.

    Jeg er stik modsat, fra jeg var ganske ung altid været fascineret af livet efter døden og glædet mig til at dø. Jeg “glæder” mig på en vis stadig, men efter den tidligere kærestes død har jeg virkelig lært at omfavne livet og nyde det mens jeg kan, og glædes over at jeg faktisk lever og er sund og rask. Efter jeg er blevet mor har jeg dog frygtet at dø, fordi jeg gerne vil være der for ham så vidt muligt og længe, og ikke kan bære tanken om den smerte det ville medfører. Men havde jeg ikke ham, tror jeg ikke at frygten ville være der på samme måde. 🙂

    1. Charlotte Frølund

      Kære Mary,
      Tusind tak for at sætte dine ord på <3
      Ja, det er nemlig spændende hvor forskelligt vi mennesker ser på døden. Bare se hvor forskellige du og din søster ser på det.
      Jeg kan godt forstå, at du ser lidt anderledes på døden efter du har mistet din tidligere kæreste, det må også sætte mange tanker i gang både om livet og døden på samme tid.
      At du så også har din søn at passe på og være der for, så kan frygten for at dø, godt være stor.
      Men jeg forstå også godt dine tanker om ikke at frygte døden på samme måde, hvis du ikke havde ham at passe på og tage dig af <3
      Jeg elsker at du fortæller om din glæde ved at skulle dø, men samtidig holder så uendeligt meget af livet, at du lever det fuldt ud og sætter stor pris på det <3
      Tak for dele med mig og de andre læsere <3
      Knus Charlotte

  2. Michael

    Kan huske man lå nogle gange og lukkede øjnene, holdte vejret, holdte for ørene og tænkte at det måtte være det samme som at være død. Men hjertet slog stadig.
    Var en meget ung dreng og tænkte over hvad man kunne miste og alt var væk, men hjertet slog stadig.
    Begyndte at græde fordi at mor, far og søskende ville være væk. Mor kom løbende og trøstede den unge dreng, fortalte at der var lang tid til døden.
    Ja selv som ung frygtede jeg døden, intet er ændret, frygter stadig døden og at man ikke kom til at opleve livet, børn, børnebørn og alt det som livet skulle berige en med.
    Selv om man har haft et godt liv, har børnebørn og de sidste børn flyver fra reden om nogle år, frygter jeg stadig døden. Tænker at man stadig er bange for at komme væk, inden man har hjulpet dem gennem hele deres liv.
    Jeg tror aldrig at jeg vil slippe den tanke. Selv om alle børn er fløjet fra reden og de selv har dannet familie og har fået et godt liv. Så tænker jeg stadig at der er mere som kan opleves og man mister fremtiden. Hvad vil der ske og hvorfor er man der ikke til at opleve det.
    Men igen så vil verden heller ikke kunne leve med at vi levede for evigt. Der er ikke plads til os alle. Måske vi kommer tilbage, men det vil vi ikke kunne huske.
    Frygter døden, men så igen, vil man også det om 50 år når man har levet livet og forhåbentligt gjort alt det rigtige, eller er man træt og vil have fred.
    Tiden må vise og man kan kun håbe på at man for gjort alt det på listen som skal krydses af inden det er for sent. Jeg ved at min liste er lang endnu og vil gøre alt for at nå det. Ja noget af livet havde man nok ville have gjort bedre. Men igen det er med til at skabe det man har i dag.

Skriv et svar