Glemmer du, så husker jeg det ord for ord

Søndag d. 18. marts 2018 lavede Marie Isabell Reinhold et opslag på sin Facebook side, med nedenstående tekst og billede. Dette opslag er idag, 4 dage senere – blevet delt 252 gange og det har fået 324 likes. Vi vil gerne være med til, endnu engang at dele Marie’s budskab. Vi har tidligere delt en af Marie’s gribende fortællinger, denne: Sosu’er og enlig mor

”Det er svært at blive gammel, men hvor er det dog godt at jeg har dig” siger tove , mens hun knuer min hånd og kigger på mig med bedrøvede øjne.

”Jeg har glemt hvad du hedder, men vil du ikke nok blive her til en kop kaffe?”
Jeg står og lytter med det ene øre til hvornår kaffe maskinen er færdig, mens jeg med det andet kramagtigt forsøger at holde telefonen fast mellem det og min skulder, min kollega skal bruge hjælp. Jeg Forsøger at smile tilbage til tove , men må trække mit blik og min arm til mig igen, da jeg er ved at skifte sengetøj samtidig.

”Sæt du dig ind i sofaen tove, så kommer jeg om et øjeblik med din kaffe”.
Mine tanker laver saltoer for at finde på sætninger til tove, som kan gøre hende tryg ved at jeg forlader hende og samtidig gør at jeg kan komme hurtigt ud af døren og videre til den næste. Det smerter mit hjerte at se hende traske ind til sofaen og rette på sin beskidte nederdel. Jeg ville så gerne skifte den nederdel, men tove sys den er så pæn, selvom hun har haft den på i 6 dage nu og spildt yoghurt på den.

Jeg ville sagtens kunne overtale hende til at få en ren på, hvis jeg nu satte hende foran spejlet og ordnede hendes hår og gjorde hende rigtig fin og fik kigget hendes skabe ordentligt igennem og sammen med hende kunne vælge en smuk ren kjole. Jeg har jo på skolen og mine 15 års erfaring med demente, fået en masse gode værktøjer til hvordan disse mennesker skal håndteres, og jeg er go til det. Dengang da jeg arbejde på demens center, der fik jeg mulighed for at få en masse gode kurser og forelæsninger om denne folkesygdom som virkelig var spændene og brugbare og hold da op jeg fik udrettet mirakler da jeg fik mulighed for at udøve dem i praksis og fik fortalt mine kollegaer om disse samtalemetoder og om hvordan den dementes hjerne reagerer i forskellige situationer.

Demens har altid været spændene for mig at arbejde med, og ikke mange har tålmodigheden til disse svage borgere, det har jeg ,men nu er jeg i hjemmeplejen.

I hjemmeplejen har vi travlt. Ikke med at passe vores borgere, men med at dokumenterer at vi passer dem og med at komme videre til den næste på listen, så vi kan nå at krydse alle af inden vi har fri. Og hvis vi gør det rigtig hurtigt, og kommer ud af borgerenes hjem hurtigere end hvad de er visiteret til af tid, ja så kan vi være heldige at vi også kan nå vores frokost eller hen til den næste. Personligt når jeg altid min frokost, jeg køre nemlig i min private bil på arbejdet rundt til alle folk, ellers kan jeg simpelthen ikke nå alle mine besøg og her i vinteren er det simpelthen for koldt at cykle rundt og jeg bliver syg af at skulle ind og ud af kulde og varme så mange gange på en dag. Men derfor kan jeg næsten altid lige nå at spise min frokost i bilen mens jeg kører over til den næste.

Tove kigger op på mig og jeg kan se hendes blik skifte og jeg kan mærke at jeg burde sætte mig ned i øjenhøjde og tale hende til ro, for det ved jeg jo virker og så ville jeg kunne vende situationen som jeg kan se er under vejs.

”Hvem er DU og hvad bilder du dig egentlig ind at rode i mine ting” siger tove i et meget bestemt toneleje.
”FååååK” tænker jeg ”det her har jeg bare ikke tid til ”.
”Kære tove , det er mig din hjemmehjælp, Jeg skifter bare dit sengetøj og jeg lover ikke at rode i dine ting, det kunne jeg aldrig finde på” – “Kom lad os gå ud i køkkenet og se om kaffen er færdig”
”Jeg skal aldeles ikke ha noget kaffe og kan du så komme ud af mit hjem inden jeg ringer til politiet, du har ikke noget at gøre her”

Ååhh stakkels Tove. Hun tror oprigtigt at jeg har brudt ind i hendes hjem og vil hende ondt. Det smerter mig. Jeg har jo kendt tove i flere år og ved alt der er at vide om hende og hendes familie. Jeg kender hende bedre end nogen andre kender hende og lige nu tror hun at jeg er hendes voldsmand.

”Jeg kunne ha grebet hende” – ”Jeg kunne ha undgået denne situation, jeg kunne ha sat mig ned og fået den kop kaffe da hun bad mig om det. Jeg kunne ha ladet sengetøjet med afføring på ligge og sat mig ned og holdt om hende og undgået denne her krise” tænker jeg højt inde i mit ejet hoved, men jeg prøver at finde de rigtige ord og den rigtige grimasse som kan få tove til at huske hvem jeg er eller bare blive tryg ved min tilstedeværelse.

”Kan du gå komme ud” siger tove mens hun griber hårdt i min arm.
”Tove det er mig Marie, jeg vil bare lave dig en kop kaffe så går jeg igen, må jeg få lov til det?”
”UUUUDD” råber tove og trækker i mig, og jeg ved at jeg hat tabt kampen.
”Selvfølgelig Tove, jeg går nu, undskyld ulejligheden, jeg kan forsikre dig om at jeg kun vil dig godt” det sidste får jeg sagt mens hun skubber mig ud i gangen og jeg lige når at få fat i mit overtøj og min taske. Døren bliver smækket og låst og jeg kan høre tove græde inde bag døren.

Jeg ved at jeg burde vente 10 min og så låse mig ind i lejligheden igen og lades som om jeg først lige er kommet, og så ville tove ha glemt det hele og byde mig velkommen med åbne arme. Vi kunne sætte os ned og få en kop kaffe og jeg ville kunne vende hele hendes dag til noget godt.
Men jeg har ordnet alle de opgaver jeg har fået visiteret til tove og jeg er en time bagud i min arbejdsplan. Så jeg bliver nødt til at gå og forlade tove grædende og alene.

Jeg prøver at ryste det fra mig, men i morges var der også Henning som som ikke fik sin morgenmedicin fordi der var fejl i medicinen, henning kan ikke li mig og jeg ved at jeg skal derop igen om lidt med den medicin jeg lige har hentet på apoteket. Hennings sidste ord var ”Send en der ikke er så inkompetent næste gang”

Pis men han skal jo have sine morgenpiller så hurtigt som muligt og alle har så travlt, at jeg ikke tør ringe op til kontoret og bede dem sende en anden som han bedre kan li. Er du sindssyg mand, de øjne jeg ville få af mine kollegaer hvid jeg gjorde det.
Jeg elsker mit job og mine kollegaer, mine borgere og min tætteste chef er fuldstændig fantastisk og stå på hoved for at få tingene til at lykkes , men det bliver sværere og sværere at kende dem i den her travle hverdag.

Nå men af sted det går , jeg kender jo mit værd og det skal nok gå hurtigt og så er jeg ude af døren på et splitsek. Håber bare ikke jeg overser noget hos henning når jeg bare gerne vil ud derfra så hurtigt. Tænk hvis han har hævede ben eller blærebetændelse der gør at han opfører sig så hårdt overfor mig. Det må blive en anden dag, jeg kan simpelthen ikke overskue det med ham i dag.

Pludselig kommer jeg i tanke om eva. Shiiit Eva skulle ha været på hospitalet i dag, men hun stod ikke på min liste i dag så har ikke skænket hende en tanke, mon hun er kommet af sted? Vi havde 4 sygemeldninger i dag. Tænk hvis en vikar har fået hendes besøg og ikke har kunne komme ind i systemet og se at hun skulle på hospitalet. Jeg må hellere lige sætte min ind i min bil og få tjekket det på min tablet.
Cura er nede igen, typisk når man endelig husker sådan noget. Nå jeg må lige ringe ind på kontoret.
15 min efter finder jeg ud af at eva ikke er kommet af sted og jeg er nu endnu mere bagud . men jeg må ringe ind på hospitalet og få en ny tid til Eva, hvis ikke hun får den demens udredning så kan hun ikke komme i behandling og så ved jeg snart ikke hvad der bliver af hende.

Yes yes yes det lykkedes og visitationen har visiteret ledsagelse så jeg kan komme med hende. Men jeg ved jo godt at det samme sker næste gang, enten grundet sygdom eller at jeg ikke får hende på min liste.
Jeg er nu 1 time og 25 min forsinket, jeg må hellere lige skrive en seddel om at jeg skal sige til planlæggeren hvor vigtigt det er at jeg får eva den pågældende dag, så jeg husker det inden jeg har fri. Aaahh men det tager også tid. Jeg når ikke til det møde om ingrid i dag. Så må jeg håbe jeg får information af nogle af de andre en dag ved lejlighed. Hvis jeg altså møder dem.

Jeg kan mærke at jeg stresser og mit hjerte banker hurtigere og hurtigere. Det nok bare fordi jeg ikke har spist noget , siger jeg til mig selv, mens jeg desperat prøver at finde ud af hvor i mit program jeg var nået.
Hva ville være smartest? Skal jeg tage derhen, og så derhen og så bagefter derhen? Neeej det er for langt at køre, så skal jeg tilbage igen der . hmmm tror jeg tager ham der og så hende der for så kan jeg lige køre forbi jane med de der papirer og så kan jeg måske nå ind og hente den der nøgle inden jeg så skal hen til det der og hvis jeg så kan gå 10 min før der, såååååå…..

Fåååååk det her sker bare hver eneste dag mit hoved eksploderer snart. Gad vide hvad jeg har glemt i farten og hvem det er gået ud over. Håber ikke det var vigtigt, håber ikke nogen er blevet syge Af det eller værre . Så mangler jeg kun de sidste 13 borgere.

Hvem skal klage min nød til ? Min chef har så travlt og hendes chef endnu mere.

Jeg KUNNE ha gjort en forskel i dag, men jeg nåede kun lige akkurat at få papiret til at se pænt ud!

Hvorfor gør jeg det her hver dag ? hvorfor skal jeg hjem og trille enkroner når jeg har fri for at se om jeg kan købe en ny jakke til min søn i år?
Hvorfor gør jeg mig så umage når der ikke er nogen der passer på mig?

Fordi ellers ville tove sidde alene og græde hver dag, fordi ellers ville Henning ha hængt sig selv i skuret af kedsomhed og ensomhed
Fordi eva ellers ville blive glemt i systemet og aldrig komme i behandling.
Fordi hvis VI ikke er der så er der INGEN!

Jeg vil hjem og kramme på mit barn. Han er igen blevet passet da institutionen holder lukket grundet ferie. Ferie jeg ikke selv kan holde ferie. Det var der for mange syge til.

Glemmer du så ville jeg ha husket det ord for ord , men jeg havde for travlt !!
Alting Brast , men det gør åbenbart ikke spor. 
Minderne har man vel lov at ha , dem ka de aldrig nej aldrig ta!

#ok18 #nokernok #stoplockouten #viermereværd

Marie-Isabell-Reinhold-kvinderudenfilter

Læs også Marie’s anden fortælling: Sosu’er og enlig mor

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er indsendt af

Marie Isabell Reinhold

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar