Hun vil mig bare det bedste, siger hun….

Jeg er vokset op med en mor som størstedelen af min barndom og liv har været ene forsøger, og jeg er også enebarn.
Jeg elsker min mor overalt på jorden, og ved at hun elsker mig højere end noget andet.
Alligevel har vi sommetider et lidt turbulent forhold, som kun er blevet gradvist værre efter at jeg er blevet voksen og flyttet hjemmefra som 19 årig.
Det skal lige siges, at vi normalt har det rigtig godt sammen, men ind i mellem så tager vi nogle ordentlige ture, og det bunder (fra mit perspektiv) altid i følgende:

Hun blander sig for meget.
Hun blander sig i ting som går mig på nerverne, og når jeg prøver at hinte det første, anden og tredje gang ignorerer hun det, og når det så ender med at jeg snerrer af hende, når jeg mister tålmodigheden, så bliver hun enten rasende eller dybt såret/indtager offerrolle.

Jeg bruger enormt meget energi på at spekulere over hvordan jeg skal sætte grænser for hende på en hensigtsmæssig måde, uden hun bliver sur eller ked, men det er indtil videre ikke lykkedes mig endnu.

De ting hun blander sig i omfatter alt fra jobsøgning, økonomi, sengetider, vores (min mand og min) bolig, min kost, mobilforbrug, m.m.

Hun kan ringe adskillelige gange og “minde mig om” noget i mit liv, som jeg har helt styr på selv, og når jeg spørger hvorfor hun ikke kan lade mig have ansvaret for mine egne deadlines, lyder svaret, at det kunne jo være at jeg havde glemt det.
Det skal lige siges at jeg normalt aldrig glemmer deadlines, og selv hvis jeg gjorde er det vel min egen sag? Det er vel og mærke heller ikke deadlines, som vedrører hende, men eksempelvis ansøgningsfrister o.l.

Hvis jeg forsøger at forklare hende, at jeg gerne vil stå på egne ben bliver hun vred eller såret og slutter samtalen på en dårlig måde, og jeg ender altid med dårlig samvittighed og en masse frustration.

Hun synes ikke vi ses nok/laver nok sammen.
Hun bliver hurtigt jaloux, hvis jeg laver ting sammen med andre mennesker, men hun vil ikke indrømme det.
I stedet er jeg en tarvelig datter, som ikke prioriterer hende nok.
Jeg føler, at hun mangler noget indhold i sit eget liv, som gør at hun kan acceptere, at jeg også laver ting sammen med andre mennesker uden at hun skal med.
Jeg kender ikke til nogen i min omgangskreds, der ser og/eller snakker med deres mor ligeså ofte som jeg gør, og alligevel er det ikke “godt nok”, og hun slår mig ofte oven i hovedet med det.

Jeg er ved at være ret træt af gå på æggeskaller omkring hende, og jeg føler mig ikke respekteret eller lyttet til, når jeg ikke må italersætte mine grænser, men hele tiden skal give efter for hendes behov, fordi at “hun jo bare vil mig det bedste”.

Jeg vil bare rigtig gerne være en selvstændig og handlekraftig kvinde, men det er svært med en mor som gerne vil løse alt for én, og ikke forstår hvorfor hun ikke kan gøre sin voksne datter til et curlingbarn.

Hilsen frustreret 30-årig, som ikke gider være curling”barn”