Hvad med de pårørende…. ?!

Jeg er simpelthen nødt til at komme af med nogle tanker og et surt opstød.
Får jeg på puklen af det her, er det bare ærgeligt.

Sagen er, at min kæreste blev indlagt tirsdag aften med en lille blodprop i hjertet.
Vi vidste faktisk ikke, at det var en blodprop. Det fik vi først at vide i går.

Forhistorien er, at vi var begge ude og spille bowling, men så sker der det, at han begynder at få åndenød, tager sin astma-medicin, men det hjælper ikke.
En halv time før det hele slutter, stopper han med at spille og går hen og sætter sig ved et bord, og jeg går hen til ham og spørger, om han er dårlig, og så siger han, at han har lidt ondt i brystet og den ene arm føles lidt “død”.
Så vi ringer til lægevagten, som så sender en ambulance, og så bliver han kørt til sygehuset.
Ikke med sirene eller blå blink. Han er ved bevidsthed og snakker med ambulanceredderne.

Vi kommer så til sygehuset, han bliver indlagt, og der ligger han lige nu. Han fik så at vide i går lige inden jeg og hans datter kom på besøg, at han havde haft en lille blodprop i hjertet, men fordi det blev opdaget i tide, så har de behandlet det. De har også fundet ud af, at han havde kalk på den ene hjerteklap, og nu er han i Odense, hvor de skulle undersøge ham, og højst sandsynligt skal han have en ballonudvidelse.

Jeg venter kun på, at han skal ringe til mig og fortælle mig, hvad der skal ske.
Han har så selv lagt på facebook, hvad der er sket og hvad der skal ske. Han er egentlig frisk nok og snakker i telefon næsten hele dagen, fordi folk lige skal høre, hvordan det går.

Mit sure opstød handler om, at ud af ca 115 mennesker, er der ikke en, der har spurgt til, hvordan jeg eller de andre pårørende har det.
Jeg ved godt, at det måske er egoistisk at tænke sådan, men han ligger jo på sygehuset, han er i gode hænder, og de ved, hvad de laver på sygehuset.
To mennesker har ringet og spurgt, hvordan JEG har det. De var/er bekymret for mig. Og det var to mennesker, som vi ikke snakker ret meget med. Ikke hans søster, hans bror eller hans ældste datter har ringet og spurgt, og jeg plejer da ellers at snakke godt med hans søster og bror.

Men det kan da ikke kun være mig, der har det sådan?!
Han ligger jo ikke for døden. Han har været oppe hver dag på sygehuset. Været i bad, fået mad, på wc.
Som det hele er lige nu, har jeg dårlige nerver. Jeg har ikke hørt noget fra ham, men jeg regner med, at når jeg ikke har hørt noget, så er der ikke noget galt. Jeg kan kun vente.

Men det hjalp lidt at få sat ord på mine tanker.