I dag er det dagen derpå…

efter at du igår valgte at vælte hele min verden…

Igår forstod jeg ingenting, og synes at din måde at forlade mig på var vanvittig…men med min fornuft ved jeg, at det er dit forsvar at flygte, i stedet for at tale om og bearbejde de følelser, du/vi har kæmpet med…min fornemmelse, jeg flere gange har beskrevet for dig, ved jeg nu var rigtig: jeg har hele tiden villet det her mere end dig…eller, jeg ville gerne det hele med dig, mens du altid har haft forbehold…du ville aldrig turde at give dig helt hen, på trods af at du altid og resten af livet ville kunne stole på mig, og regne med at jeg aldrig kunne drømme om at svigte dig.
Jeg tror, jeg har elsket dig for meget – men jeg har ikke kunnet elske dig mindre. Jeg kan ikke elske halvt eller på deltid.
For mig var du det allervigtigste menneske i verden, og jeg ønskede at dele alt med dig for altid. Det behov havde du ikke, og det ville jeg aldrig kunne fremtvinge hos dig.

Det gør ondt – ikke mindst fordi jeg i starten af vores forhold havde en oprigtig tro på, at vi to skulle dele resten af livet.

Jeg har elsket hvert et øjeblik sammen med dig – også når vi har været uenige, for der har vi udviklet os, synes jeg.
For mig har det været naturligt at bruge al mulig tid sammen med dig.
Jeg har forsøgt at imødekomme dit ønske om alenetid, eller at du nogle gange lavede ting uden mig…men enten har du ikke følt du kunne tillade dig det, som du sagde, eller noget helt andet – for jeg synes faktisk, at jeg har sagt til dig adskillige gange, at jeg selvfølgelig ville bakke op om dine aleneaktiviteter…
Nu får du al den tid alene, du har brug for.!!

Jeg er også alene nu…jeg har bare slet ikke valgt det selv…det er så svært lige nu…for hvert eneste øjeblik savner jeg dig…alt ved dig…dit smil, din duft, din krop, dit gode humør og vores ping pong…alt…
Jeg har ikke sovet i nat…for du skulle have ligget lige der ved siden af mig, så jeg kunne kravle tæt ind til dig…

Jeg har forsøgt at få dig til at åbne op…forklare mig, hvad der har gjort at du ikke tør os to 100 pct, og hvorfor du en sjælden gang imellem reagerer så voldsomt…jeg har foreslået forebyggende parterapi, eller at du skulle modtage hjælp, ikke mindst min, men første skridt er at erkende, at du har brug for det – ellers kan ingen nogensinde hjælpe dig. Og der var intet andet, jeg hellere ville, for vi havde alle forudsætninger for et fantastisk liv sammen.

Jeg har været oprigtig interesseret i dig og alt omkring dig…dit job, din fortid, dine tanker, dine planer og drømme…men også her har vores behov været forskellige…jeg har haft mere brug for at tale, også om de lidt tungere emner…fordi jeg ønsker et forhold, hvor man deler alt og er hinandens fortrolige.

Jeg føler mig i dén grad kasseret…mest af alt over måden, du valgte at afslutte vores tid sammen på…som om, at alt vi har sammen, var ligegyldigt og uden betydning – blot til at smide væk og opgive. Jeg ville ønske, at du havde mærket efter noget før, og sagt det til mig på en ordentlig måde, så det kunne have været et anstændigt punktum. I stedet sidder jeg, mine børn og alle omkring mig, nu tilbage som et stort spørgsmålstegn…

Tilbage sidder jeg heldigvis også med et år fuldt af dejlige minder…ferier, småture, timer i sengen, samtaler ved spisebordet, grin og god stemning, hygge med vores familier, kys og berøringer…altsammen noget, jeg ønskede mig mere af og for altid, sammen med dig.

Jeg håber for dig, at du har taget den rigtige beslutning – men det her er et kæmpe tab for os begge to, håber jeg du indser.