(Ingen) grund til Covid panik

Hvor nervøs skal jeg være for mine Covid-19 senfølger?

Der er i skrivende stund officielt næsten 34 millioner raskmeldte mennesker på verdensplan. Tæller vi antallet af personer med, som har været smittede, men som ikke er blevet testet, ikke officielt har fået konstateret virus, og derfor ikke tæller med iblandt de raskmeldte, er tallet langt større.
Jeg er et af de tavse vidner!

En del af de raskmeldte blev smittet allerede i februar måned, kunne ikke blive testet, men har kunne måle antistoffer i blodet. Andre påviste Covidramte har ikke kunne måle antistoffer.

Overlevende Covid-19 patienter kan glæde sig over, at de er her endnu. De har erfaring med virus og måske er chancen for at blive smittet igen er minimal, så det er vel en god ting? Eller er det?

Covid-19 er en plet på menneskeheden, hvor uforudsigelige senfølger vil plage os langt ud i fremtiden. Hvad ved vi egentlig om den mystiske Corona virus, som resten af verden kæmper for ikke at byde op til dans?

Hvad bliver de næste senfølger efter Covid-19?
Bedst som man tror, at man er kommet sig over virus, så dukker nye gener op – igen. Hvornår går det væk? Og hvilken effekt har alle disse mystiske belastninger på kroppen på sigt?

Regeringer i hele verden lukker ned og begrænser skaderne, på grænsen til panik, og mange tænker måske:
“Herre Gud, så lad os da blive smittet, så vi kan komme videre og få det overstået. Hvad er det vi er så bange for?”
Men så hoster damen foran i køen i Netto, og vi farer sammen, vender hovedet væk og nærmest holder vejret indtil vi er kommet udenfor i sikkerhed. Vi ønsker os væk fra de potentielt farlige bakterier, som resten af verden behandler med så stor respekt, at vi nok i virkeligheden ikke har lyst til at være prøveklud for, om det måtte gå den ene eller den anden vej, skulle vi være så uheldige at blive smittet med Covid-19.

Jeg er kvinde. 49 år. Men jeg kunne i princippet være hvem som helst, gammel, ung eller hankøn.

Otte måneder efter at jeg blev smittet, sidder jeg her med en afsindig irriterende kløe. Den er værst i hovedbunden, bag ved ørene, i nakken og ned over det øverste af ryggen, lige der hvor man ikke selv kan nå, jeg er ved at blive vanvittig. Det har varet i to uger nu. Jeg har nældefeberlignende udslæt på ryggen, det kommer og går. Huden klør. Ørene klør. Sandsynligvis har jeg andre uforklarlige gener, som kan tilskrives senfølger efter Covid-19, men kløen overgår alt.

Måske varer det uger, ligesom de mange andre gener, der er kommet og gået. Smags -og lugtesans der forsvandt i en periode. Den måned hvor jeg tabte halvdelen af mit hår. De små, besynderlige blærer på maven, som kløede og blev til sår. Svimmelhedsanfaldende der næsten sendte mig til tælling. Hovedpinerne. Trætheden.
Frygten for hvad bliver det næste.

Måske er det her belastende lange forløb snart slut, eller er det? Vi kigger fremad og håber på snart at vinde over virus. Men uanset hvad, så vil senfølgerne være her endnu længere endnu.