Jeg føler skam over ikke at kunne få en vaginal orgasme.

Størstedelen af mine veninder får det ikke, og de fleste indrømmer, at de faker det, når de er sammen med en fyr.
Men jeg føler en form for skam over ikke at kunne få en vaginal orgasme, når jeg er sammen med en fyr. 

Jeg har en anden veninde-gruppe, hvor det er normalen for to af dem. De ville gerne vide, hvad jeg så fik ud af sex.
Jeg synes, det er fint, at de spørger, jeg synes, det er vigtigt at snakke om sex – man kan kun blive klogere.
Jeg fortalte, at jeg altid får klitorisorgasme i forbindelse med samleje (for det meste inden) og at vi herefter har penetreringssex frem til min kæreste får orgasme.
Jeg nyder virkelig penetrerende sex. Ærligt talt så ved jeg jo ikke, hvad jeg “går glip af”.
Jeg opnår en stor følelse af nydelse, som bare er der, uden det skal tvinges mod et mål.
Hvor jeg ved klitorisstimulering fokuserer meget på slutresultatet.
Mine veninder var uforstående, de blev forvirrede, når jeg sagde, at jeg jo fik orgasme hver gang, vi havde sex, som om man ikke kan tale om klitorisorgasmen som en rigtig orgasme. De skelnede skarpt mellem “opvarmning” og sex, hvor jeg mener at finger/hånd og oralsex også er sex.

Det var ikke fordi jeg blev shame’et, og jeg havde det også fint efter snakken, men på vejen hjem kunne jeg bare mærke en tung følelse af skyld lægge sig over mig.
Jeg følte, jeg var en dårlig feminist over, at jeg “tillod” penetration, hvis jeg ikke fik orgasme, som om jeg ikke fik noget ud af det og bare lå under for min kærestes lyster.
Jeg følte også skyld overfor ham, fordi jeg blev bange for, om de tænker, at han ikke tilfredsstiller mig – for det gør han.
Det er ikke noget han gør eller ikke gør som er skyld i manglende vaginal orgasme.

Jeg har haft sex med mænd i både flere størrelser og gørelser.
Jeg har haft både langvarig og varieret sex. Jeg har også ledt selv – men jeg er altså ikke i besiddelse af en vaginal orgasme.
Og i sengen er det ikke noget jeg savner, men det blev det ved samtalebordet.
Her begynder jeg at føle mig forkert. Man hører at mange kvinder slet ikke er i stand til det, men det er jo selvfølgelig ikke dem, man høre udtale sig mest.

Hvor kvinder engang skulle kæmpe for retten til at udleve deres seksuelle lyster, synes jeg der i dag er et forventningspres om decideret at være seksuelt aggressiv. Og jeg ved flere af mine veninder også har følt det, mens de har været singler.
Især et pres om at bekæmpe normen om, at kvinder ikke kan adskille sex og følelser – men det kan nogle af os altså ikke.
Dermed ikke sagt, at jeg har forelsket mig i mænd, jeg har haft sex med, men jeg har aldrig haft god sex uden at være forelsket.
Jeg har simpelthen ikke kendt mine daværende partnere godt nok til at være tryg – eller længe nok til at sige, hvad jeg gerne vil have.
Alligevel har jeg haft en håndfuld one-night-stands, fordi “man skal huske at udleve sin ungdom” og det var det man gjorde, når man var single og man skulle jo have noget at fortælle, når man skulle se veninderne.

Jeg føler mig forpligtet til at elske sex, men sandheden er nok, at det gør jeg ikke – jeg elsker specifikt sex med min kæreste.
Jeg siger ikke, at man ikke kan have gode one-night-stands, bare fordi jeg ikke selv har prøvet det. Men jeg vil også understrege en pointe den anden vej: At blot fordi følelser er vigtig for mig, er det ikke ensbetydende med at sex kun er en trygheds- og nærværsfølelse – det er bestemt også kropslig nydelse.
Sex er i dag en vigtig del af mit liv og jeg kan mærke behovet både i min krop og i mit hjerte.

Der er ingen vrede forbundet med samtalen om vaginal orgasme, men jeg fik det skidt med mig selv og følte mig meget ensom.
Jeg har nu lagt følelsen af at være forkert fra mig, men tænker stadig over det store spørgsmål: Hvad er “rigtig” og god sex?
Jeg synes fortsat, det er vigtig at snakke om sex og dele erfaringer, men jeg prøver på ikke at tage samfundspres og tanken om venindesladder med mig i seng – og i stedet have tilfredsstillende sex på mine egne præmisser.