Jeg har været utro…

Jeg bliver ofte ramt i debatter omkring utroskab. Ramt fordi, at jeg ikke er offeret i utroskab, men den der har været utro. Der må være andre, der bliver ramt ligesom mig, fordi man så udemærket godt ved, at det er så meget “no go” at være utro. Jeg er helt enig med dem der dømmer; utroskab er noget lort. Det er ikke i orden, og det er forkert at svigte og såre et andet menneske, som har tillid til én. Men hvad så, når det alligevel sker? Hvor deler man så sin skam og sin følelse af at være forkert?

Jeg er en kvinde på 42 år, fraskilt og alene med mine 2 børn. Jeg har været gift to gange … og er blevet skilt to gange, og allerede her ved jeg, at de første har dømt mig og puttet mig i en kasse. Det er sådan det er. Jeg kan ikke ændre på det.

I kvindefællesskaber har jeg mange gange oplevet, at noget af det vi dømmer allermest hos andre er utroskab. Og selvom jeg ville ønske, at der var flere der undrede sig over hvorfor det skete, så forstår jeg godt hvorfor det er lettest at dømme. Jeg har selv oplevet smerten ved at være den, der er blevet forrådt. Jeg kan stadig mærke kniven i hjertet, tvivlen, mistilliden og tankerne om, om man overhovedet kan stole på et andet menneske igen. Har man været der, så ønsker man ikke for sin værste fjende, at de skal opleve det samme. Det gør ondt, dybt og inderligt. En smerte der tager lang tid at heale, og en tillid der tager lang tid at genopbygge. Jeg har siddet overfor veninder, der hulkende har spurgt: “Hvorfor? – Hvordan kunne han gøre det?”. Jeg ved ikke hvorfor HAN kunne gøre det, men jeg ved hvorfor jeg gjorde det…

Jeg har været den der var utro – to gange.
I flere år har jeg kigget på mine mønstre og arbejdet med min egen personlige udvikling. Jeg har fra jeg var barn haft et dårligt selvværd, hvor jeg havde en følelse af, at jeg ikke var værd at elske. Jeg har pleaset alle omkring mig, fordi jeg troede, de så bedre kunne lide mig (og elske mig). Det har gjort, at min største motivation i livet er, at få anerkendelse fra andre. Det er virkelig et stort drive for mig og bestemt også én af de største grunde til, at jeg var utro første gang.

Mit første ægteskab bar præg af meget jalousi og usikkerhed både hos mig selv og min daværende mand. Vi var unge og havde et liv, hvor vi lavede meget hver for sig og altid var trætte, når vi så endelig havde tid sammen. Kløften mellem os blev større og større. Han arbejdede mere og mere, og orkede intet når han kom hjem. Jeg følte mig mere og mere ensom og savnede nærvær og kærlighed. Han triggede min “jeg er ikke værd at elske”-følelse, fordi jeg følte, at hans arbejde var vigtigere end mig, og at jeg ikke var værd at komme hjem til. Så da jeg pludselig begyndte at få opmærksomhed fra en mandlig bekendt, kunne jeg ikke modstå det og indledte et hemmeligt forhold til ham. Jeg fik jo alt det jeg længtes så dybt og inderligt efter. Jeg vidste det var forkert, men det dulmede min følelse af tomhed og ensomhed, og jeg fik atter fyldt lidt kærlighed i det sorte hul med “jeg er ikke værd at elske”-overbevisningen.

Jeg vidste godt, at jeg var gået for langt. Jeg kunne ikke længere holde styr på mine løgne. Det pinte mig og stressede mit system at være i to verdener, og vi endte med at blive skilt. Jeg ved godt, at jeg skulle være gået før, at jeg indledte et forhold til en anden, men det kunne jeg ikke. Jeg var bange for, hvad min eksmand kunne finde på pga sin jalousi og jeg ønskede på ingen måde at være sådan én der svigter. Følelsen af svigt kender jeg fra min fars fravær i min barndom og det ligger dybt i mig, at jeg på ingen måde skal være ligesom ham. Derfor blev det absurd svært at forlade og svigte et anden menneske, fordi jeg krampagtigt holdt fast i, at sådan skulle jeg ikke være – sådan én der svigter.

Min utroskab blev også en form for selvsabotage, for jo mere jeg dunkede mig selv oveni hovedet med alle mine løgne, jo dårligere blev mit selvværd og det bekræftede mig i, at jeg på ingen måde var værd at elske. Altså fik jeg ret i min egen overbevisning. Det krævede mange terapitimer hos en psykolog efterfølgende at komme ovenpå igen.

Da jeg indledte mit andet ægteskab, var jeg langt klogere på livet.
Jeg havde arbejdet i nogle år med mit selvsabotagemønster og jeg havde fået opbygget et selvværd, som var langt større end det havde været i mit første ægteskab. Min nye mand og jeg købte hus, fik børn, arbejdede og havde et helt almindeligt hverdagsliv. Efter min sidste barsel skiftede jeg job. Min daværende mand var lige blevet fyret og stemningen var ikke specielt god på hjemmefronten. Han lukkede sig inde i sig selv, og ønskede ikke at dele sine tanker og bekymringer med mig, selvom jeg prøvede ihærdigt at få ham til at lukke mig ind. På min nye arbejdsplads fik jeg en kollega, som jeg ret hurtigt havde fantastisk kemi med. Vi kunne tale om alt. Vi havde begge en følelse af, at vi havde kendt hinanden i et tidligere liv og vores snakke blev hurtigt meget dybe og personlige. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Han var det jeg altid havde tænkt om en soulmate. Han forstod mig, han så mig og han læste mig som en åben bog. Det var intet mindre end magisk. Jeg havde på intet tidspunkt tænkt mig, at jeg skulle have en ny mand i mit liv, men tiltrækningen var så stærk og kærligheden føltes så stor, at vi bare måtte have hinanden. Det kunne i situationen ikke være anderledes og vi indledte et forhold. Men beslutningen om at forlade vores ægtefæller blev selvfølgelig langtrukken, fordi der var børn på begge sider. Jeg vidste godt, at jeg skyldte mine børn at forsøge at få det til at fungere, og så skammede jeg mig over, hvis det hele skulle ende i endnu et forlist ægteskab. Jeg var fanget i mellemrummet mellem skammen og sorgen over at forlade min familie og mellem den store magiske kærlighed, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Egoistisk beslutning at vælge kærligheden vil nogen nok mene, men til det kan jeg bare sige ja måske, eller også har de ikke prøvet at opleve ægte stormende sjælekærlighed.

Det gør selvfølgelig stadig ikke utroskaben legal og jeg vil stadig møde mennesker på min vej, som vil afsky mine handlinger og fortælle mig, at jeg er egoistisk og uansvarlig. Til det bøjer jeg hovedet og siger “ja – du har ret – undskyld”. Jeg kan ikke andet – nu. Jeg er ked af at det skete, jeg er ked af at jeg sårede nogle mennesker på min vej og jeg ønsker faktisk på ingen måde at være sådan én, man ikke kan stole på. Jeg ser i store træk mig selv som et ansvarligt menneske med masser af kærlighed til mine børn, min familie og mine venner, en person som passer sit arbejde og er helt almindelig kedelig hverdagsagtig.
Men jeg HAR været utro og den skam og dårlige samvittighed har jeg brug for at dele med andre, for at heale mine handlinger. -Og hvis helt almindelige mig, kan ende der, så må der være andre der også kan. Det handler ikke om, at vi skal lave et fællesskab, hvor vi klapper hinanden forstående på ryggen og anerkende, at vores bedrifter er okay. Det mener jeg, stadig ikke det er. Det handler om, at vi som mennesker, skal have lov til at spejle os i andre, der også har fejlet, dele vores historie, føle os som hele uperfekte mennesker, der til tider gør uhensigtsmæssige ting, men som tør lære af vores fejl, se os selv i øjnene og så få en chance til.
Utroskab er et kæmpe tabu, som de fleste kan blive enige om, er noget lort, men som i følge statistikker og undersøgelser alligevel er udøvet af mange. Så lad os være mere undrende og lad os se mennesket og handlingen bag, inden vi dømmer og udskammer. Og gem en lille smule tilgivelse til os, der har været den utro part – vi har brugt timer på at dunke os selv i hovedet i forvejen. Jeg ved godt, at jeg har fejlet. Jeg ved godt, at jeg har såret andre. Jeg ved godt, at jeg har handlet egoistisk. Jeg ved godt, at jeg ikke er perfekt. Men jeg ER bare et menneske. 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentarer længere nede.

Indlægget er indsendt af

Anonym Kvinde

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar