Jeg keder mig i mit forhold

For 12 år siden mødte jeg min mand, han er sød, rolig , en god far for vores to børn, arbejdsom og generelt et godt menneske.

Vi har været gift i 7 år, min mand er 30 og jeg er 32 år, vi har fået to skønne børn, som nu er 7 og 4 år.
Vi har altid været et solidt par der har stået sammen om næsten alt i vores liv sammen og han har altid været tålmodig og er generelt meget loyal.

Han har aldrig været en der går meget i byen eller på andre måder er social, og trives bedst i dagligdagens rutine.

Jeg er Igennem de sidste år kommet til at kede mig mere og mere her hjemme og mine følelser for min mand er virkelig svære at finde frem, jeg har svært ved at finde lyst til ham og jeg føler faktisk kun vi fungere rigtig godt sammen når vi har været i et “skænderi” også en lille periode der efter. Ellers er det som om vi bare bor sammen og selv om børnene er på weekend ved bedsteforældre, er det virkelig svært at have det sjovt sammen, vi kan ikke finde noget at lave sammen, da han mest er til at lave det vi plejer og ikke har lyst til at vi prøver nye ting sammen med mig.

Jeg er slet ikke i tvivl om han holder af mig og elsker mig og jeg elsker også ham og synes han er et fantastisk menneske, men jeg er bare ikke tiltrukket af ham længere og keder mig tit sammen med ham.

På samme tid har jeg dårlig samvittighed over et crush på en noget ældre kollega, hvilket er virkeligt fjollet da han er gift og nok ikke gengælder det.

Jeg har taget afstand til kollegaen og snakke så lidt med ham som muligt, så det ikke forstyrrede mit forhold til min mand, men det har ikke hjulpet.

Jeg prøver alt hvad jeg kan for at finde de følelser frem igen, men jeg ved ikke hvordan og når jeg prøver at snakke om vores forhold lukker han bare af og siger han er godt tilfreds som det er.

Jeg er ved ikke om det bare er mig der skal blive voksen og acceptere tingene som de er eller hvad jeg skal gøre.

Like & Share

Du kan kommentarer længere nede.

Indlægget er indsendt af

Anonym Kvinde

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 5 kommentarer

  1. Michelle

    Kunne det være, at hans adfærd trigger dig, fordi det er en skyggeside hos dig? Noget du ikke selv har lyst til at identificere dig med, og derfor måske prøver at løbe væk fra? Skal vi altid være på “farten” og prøve nyt, for at fremstå interessante eller kan vi ganske enkelt hvile i os selv og være i fred med det? Dagligdagen kan hurtigt blive et trummerum, hvor vi glemmer os selv, og så projicerer vi det over på anden part, og vil fixe 1-2-3, men er livet ikke én stor udviklingsproces og læring? Måske handler det ikke om noget i ham, men snarere noget i dig selv? ❤️

  2. Regitze

    Jeg tænker også om det kunne handle om noget i dig selv og om at du måske står i en “krise” i dit liv? Når det så er sagt, så er det jo også helt fair hvis du bare synes at jeres liv sammen er blevet kedeligt og du mangler noget spænding. Jeg tror det bedste råd jeg kan give er at du sætter dig ned og fortæller ham at jeres liv keder dig, eller at han keder dig? På en ordentlig måde selvfølgelig. Måske han ikke er opmærksom på at det hele bare kører i ring. Det er mænd sjældent når de har det fint i det de er i, synes jeg.

  3. Anette nørgaard

    Hej..

    Først vil jeg lige sige, det handler ikke om at du ( eller jeg) bare skal affinde os nær vi mærker noget er galt . På den måde slukker vi ned for vores personlighed 🙂
    Mit bedste bud er du mærker efter hvad, det er du mangler i livet , laver en liste , og så stille spørgsmålet om det er din mand der skal give dig det, måske har du et større socialt behov som kunne tilfredsstilles med nogle veninder ..eller du har brug for alene tid , måske du har lyst til at du og din mand laver noget sammen , men præsenterer det meget konkret for ham..

    Håber det var lidt brugbare tips .. pointen kig mere på dig selv, hvad du savner end at kigge på hvad din mand ikke gider ♥️

  4. Lise

    Desværre er det ofte sådan at hverdagen med børn, rengøring, madlavning, arbejde osv osv overtager vores liv.
    Og vi glemmer at være kærester.

    Vi glemmer at se hinanden, alle de ting der gav sommerfugle i maven.
    Jo han er en god far, han slår græsplænen og hjælper med andre praktiske ting, men….

    Det største problem i mit kedelige parforhold er at jeg ikke føler mig set, sexet, og som guds gave til ham.
    Og jeg tænker at det er det samme problem du har.
    Hvis man ikke får opmærksomhed hjemme finder man det andre steder ( fx en kollega )

    Det kræver KÆMPE STORT arbejde at bevare gnisten, og desværre kommer du til at gøre mest af arbejdet.

    Prøv at genskabe nogle af de ting i begge elskede at gøre sammen.
    Invitere ham på date, en tur i biffen ( mulighed for at kissemisse lidt i mørket ), på en lille roadtrip ud i det blå med en picnic kurv, forkæl ham med morgenmad i sengen ( og måske i slet ikke får tøj på ).

    Ja det er mega træls at være den der skal tage initiativ, men det kan være at han vågner op og at overraske dig.

    Husk mænd er visuelle, så indimellem er vi nødt til at vise dem hvad vi gerne vil have.

    Virker det ikke, så må du gøre op med dig selv om du kan leve med det.
    Man kan vokse fra hinanden for vi er forskellige.

    Håber at du finder den rigtige løsning for DIG <3

  5. Maia Westh

    Panik før lukketid? Er du bange for at du er lige så kedelig som din mand? Er jeres perfekte, ufarlige liv ved at tage livet af dig? Hvad er det sex skal give dig? Jeg går ud fra at det ikke er en ubændig trang til at få flere børn, for så var kollegaen jo ikke så interessant. Hvad synes du, om dig selv? Har du hvad du fortjener? Hvordan er din idealmands kone? Er du hende? Hvordan ser du dit liv om 5 år? Føler du dig forpligtet til at sexe med din mand? Det er den perfekte lystdræber… Jeg er ikke sexolog, men jeg ved da, at der er nogle gode af slagsen derude. Var det ikke en ide med noget hjælp? Jeg hørte engang en sige, at når sexlivet fungerer fylder det cirka 10% i et parforhold. Når det ikke fungerer fylder det 90%. Du får det næsten til at lyde som om det er sandt. Jeg tænker at det jo ikke kan være rigtigt, at en voksen, begavet kvinde går i spåner, bare fordi hun ikke har en at parre sig med. Noget andet er, hvis denne kvinde føler sig som en funktion og ikke som en person, og at hun ikke bliver set eller hørt som den hun er, og at hun ikke har et netværk der på nogen måde inspirerer hende. Så er det klart at hun får udbrydertendenser, men så er et spændende sexliv ikke nogen erstatning, hvad enten det er lovligt eller lyssky. Der skal noget andet til.
    Kærlige tanker herfra

Skriv et svar