En anonym mand har delt følgende med Kvinderudenfilter.dk.
Her en kort fortælling for at give en forståelse af hvordan jeg har det.
I min unge år var det med damer ALDRIG mig. Jeg var i en sort tid med dårligt selvværd osv.
Jeg fik den første “kæreste” som 18-19 årig. Det endte i det rene helvede med meget jalousi fra hendes side. Jeg blev en tøffelhelt og droppede næsten alle aftaler med familie og kunne slet ikke se at det var forkert. Vi stoppede dette forhold som venner.
Fast forward.
Jeg blev ældre. Og tildels en meget meget pænere mand på udseende. Men skulle nu bygge mit indre op. Det fik jeg gjort. Og jeg oplevede noget, som jeg aldrig har oplevet før – i forhold til at snakke med, score og håndtere piger/kvinder. Men med et hårdt egoistisk mind-set; At ingen skal bestemme over mig, og at jeg har sex med lige så mange forskellige som jeg vil.
Jeg møder så helt uden forventning, en pige igennem en ven. Og der sker noget for hende og jeg.
En følelse og ro i kroppen og det skræmmer os. Fordi at vi var sikre på at det var forelskelse. Vi sås, hyggede os så ufattelig meget, næsten her weekend, med musik, druk, sex osv.
Vi passede så godt sammen med fælles vibe og interesser. Og alle venner og familie kunne se at der var sket noget i mig. Men jeg havde svært ved at acceptere det. Indtil jeg gjorde.
Snart 3 år er der gået nu og intet er som sådan ændret. Mindre druk, fordi ellers når vi ikke vores andre kreative drømme i livet, som kræver timer og timers arbejde.
For 4 dage siden smed hun så bomben.
At hun har mødt en. At hun har kysset med ham, haft sex 2 gange med ham og at hun er forelsket i ham. Jeg er hammer knust over det. Hun siger at det ikke er mig. Men at hun har både har noget familie som ikke har det godt. En uddannelse og en stor opgave der skal være færdig snart + hun har lavet det her stunt. Som faktisk var imod vores regler.
Vores regler gik på, at hvis vi fik lyst til andre, skulle vi sige det og melde stop.
Men hun siger at hun elsker mig mere end noget andet. Vi kommer fra vidt forskellig opvækst, og jeg har samlet hende op og givet hende mod på livet efter at have mødt mig og min omgangskreds, tilføjede hun.
Jeg grinte da hun smed bomben.
I øvrigt er han ikke i nærheden af at være en så flot mand som mig. Og med hendes ord, som hun altid har sagt; Jeg er den flotteste mand hun har mødt. Ikke at det betyder alt for at være sammen med en. I know… Men nej. Ikke ham der.
’Det måtte være en joke’ sagde jeg.
Jeg var sammen med 3 forskellige piger udover hende i starten. Det blev hun knust over. Men hun gav mig chancer, indtil jeg faktisk indså hvad det egentlig var for en pige som jeg har mødt, fordi jeg stadig bare var en hård egoist der ikke skulle lade nogen bestemme.
Men det her er er bare 3 år inde i vores ting. Og det pisser mig af. Jeg kan acceptere det og komme videre hvis hun fortsat vælger mig. Fordi jeg har lavet noget lignede, dengang inden for de første 6 måneder eller noget.
Nu skal hun så bruge den næste tid med hendes opgave. Få styr på familien. Og dernæst finde ud af om det skal være ham eller jeg. Eller droppe os begge for, at ingen bliver kede af det.
Han er i øvrigt gift og vidste godt at hun var sammen med mig. Jeg tænker meget, og jeg er knust over alle scenarier. Undtagen hvis hun vil fortsætte med os. Fordi jeg har aldrig elsket og værdsat en person så meget som hende.
Men jeg vil også acceptere hvad end valg hun tager. Og jeg vil stadig være der for hende som ven
Hende og jeg har grædt og snakket om det hele weekenden. Jeg vil ikke gå til venner eller familie og få sat tanker i gang ved dem. Når jeg i forvejen ikke ved hvordan det ender.
Synes I jeg tager det korrekt nok?
Selvfølgelig bliver det her en lorte periode, indtil hun har fundet sig selv og en løsning.
Tanken om de forskellige muligheder, og at hun kunne finde på det i det hele taget, gør mig så ked af det, som jeg aldrig aldrig har oplevet før. Jeg kan ikke sove ordentligt eller lave noget. Og jeg har lyst til at rive hovedet af dem begge.
Jeg har bare brug for at snakke om det til nogen. Udover kun hende. Planen er at tage det dag for dag. Og blive mere og mere forberedt.
Hilsen en 27 årig, med sin første følelsesmæssige nedtur, som nok bare er en del af livets gang, som ens forældre vil sige.
