Jeg vil så gerne begynde at skrive…

Men jeg ved ikke, hvad jeg føler og tænker om det. 

Jeg er blevet klar over, at jeg vil skrive.
Jeg er også blevet klar over, at jeg konstant sætter mig selv i et dilemma, der blot skaber utryghed omkring mit skriveri.
Dilemmaet bunder i, at jeg nu skal skrive. Både til gavn for mig selv, men også til gavn for andre. Og ligesom en hver anden pligt, er det ikke sjovt at skrive, når man planlægger, tilrettelægger og føler sig tvunget til at fremstamme poetiske ord, som slet ikke er til at finde i mig på et givne tidspunkt.

Jeg siger til alle, at jeg gerne vil være journalist, men i løbet af de mørke nætter indhaler tankerne mig, og jeg tvivler.
Jeg bliver bekymret og bliver usikker på, om jeg overhovedet vil være journalist. Eller om idéen blot er sømmet fast i mit hoved, og ikke længere er til at få ud.
For hvis jeg nu ikke skal være journalist, hvad så?


Min tvivl bunder måske i min sædvanlige overtænkning.
Og det mærkelige er jo, at jeg er bange for, at jeg lyver for mig selv. Jeg er bange for, at jeg tror, jeg vil noget, uden det egentlig er det jeg vil. Og hvordan i al verden finder jeg ud af om dette er tilfældet?
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg blot kunne være glad for at mit ønske om at ville være journalist. Og jeg må stille mig selv dette spørgsmål: ”Hvorfor skulle jeg overhovedet have skabt journalistdrømmen i mit hoved, hvis det reelt ikke bundende i noget?”. Er hele min skribentkarriere påfund? Kan jeg overhovedet lide at skrive?
Måske er det her, at jeg blive nødt til at tage en dyb vejrtrækning. Lige stoppe op og acceptere tankerne, men lade være med at lytte til dem denne gang. Der er formentlig en grund til, at jeg sidder og taster disse ord på mit tastatur. Måske må jeg bare komme til den erkendelse, at jeg godt kan lide at skrive. At det giver mig frihed. At det giver mig forhåbning. At det giver mig glæde. Måske skal jeg bare stole mere på mig selv. Ikke betvivle enhver lykkefølelse i frygt for, at den ikke er sand. På simpleste vis; bare stole på mig selv.


Jeg har så mange tanker, at jeg aldrig kan finde rundt i dem. Modstridende, triste, glade og lykkelige følelser. Sjældent er jeg sikker på, hvad jeg rent faktisk føler. Enhver tanke fører til tusinde andre. Og jeg bliver så træt. Men samtidig trøstes jeg også over, at jeg ikke ville være den sammen uden alle mine tanker. Alle mine tanker er dem, der måske en dag kan gøre mig til forfatter. Alle mine tanker kan skabe noget smukt.
Så måske skal mine tanker og jeg bare skrive videre, og så må vi jo se, hvad der fører til.

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentarer længere nede.

Indlægget er indsendt af

Anonym Kvinde

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar

Luk Menuen