Min frygt er blevet til virkelighed….

Har du en søn….
Jamen så skal du nok ikke regne med at se meget til ham, når han flytter hjemmefra.
Sådan var der mange der sagde til mig, da min søn var lille.

Jeg blev både stødt og ked af det, når de sagde sådan, for jeg kunne ikke forestille mig, at min søn ville vælge mig fra, når han en dag flyttede hjemmefra.
Og samtidig blev jeg sur over at rigtig mange havde den tanke, bare fordi mit barn var en Dreng… for jeg hørte aldrig det samme om piger, for de besøger åbenbart deres forældre – mens drenge vælger deres fra (og deres kærestes til. ?! )
Så bare fordi jeg havde fået en søn, så skulle jeg regne med at blive valgt fra af mit eget barn, når han blev voksen ?!

Det regnede jeg bestemt ikke med, for vi har altid haft et nært, tæt og meget ærligt mor og søn- bånd, så jeg havde ikke i min vildeste fantasi kunne se, at han ville være en søn, der ikke ville ringe eller se sin mor et par gange om måneden, når han flyttede ud og fandt sit eget.

Men nu 2 år efter han er flyttet hjemmefra, så må jeg indrømme, at det ikke er meget jeg ser til ham,
Og det har jeg det egentligt helt okay med for, jeg har altid sagt, at min søn ikke skulle være afhængig af mig, når han blev stor, eller jeg skulle være afhængig af ham, og at vi ikke skulle rende hinanden på dørene.
Men vi skulle have respekt for hinandens frihed, og hinandens privatliv.
Så det er bestemt ikke, fordi jeg forventer, at vi skal rende hinanden på døren hele tiden.

Men jeg kan godt blive lidt såret og faktisk også lidt jaloux, når jeg får af vide, at nu har de været på besøg hos hans kærestes forældre, og i næste weekend kommer hendes forældre til middag, hos dem, i deres nye lejlighed, hvor de har boet i flere måneder, og det er vist ikke første gang de kommer til middag hos dem.
Men jeg er endnu ikke blevet inviteret på besøg hos dem.. Ikke engang bare til en kop kaffe og en times hyggesnak.

Min søn går pt igennem en svær periode blandt andet fordi han er arbejdsløs.
Så jeg hjælper gerne, der hvor jeg kan, både med lidt penge til mad og tøj, eller med en opringning, inviterer til en hyggesnak hos mig, en tur ud og opleve noget, eller hvor jeg nu kan træde til.
Jeg forventer ikke de store tak for min hjælp og opmærksomhed, for jeg er hans mor, og ens mor skal altid kunne hjælpe og give masser af kærlighed.

Men jeg bliver lidt ked af det, når jeg føler mig lidt fravalgt og ikke bliver inviteret hjem til ham og hans kæreste, eller at han kun sjældent finder tid til at besøge mig, både alene og med hans kæreste.

Er det bare mig, der er alt for følsom og skal lade være med at lade mig påvirke af situationen ?
Kommer han tilbage igen om nogle år, måske når han en dag selv får børn (hvis det sker) ?!.
Er der nogen som sidder og læser med, som kender til det jeg beskriver her ?

Måske har du nogle gode råd til mig, som du vil dele ud af, så jeg måske kan lægge min lille jalousi og mit savn lidt på hylden. 

Tak fordi du læste med ! 


Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentarer længere nede.

Indlægget er indsendt af

Anonym Kvinde

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar