Nogle gange er livets små fiaskoer med til at skubbe en i den rigtige retning…

Jeg har ærlig talt aldrig været særlig heldig med kærligheden.

Jeg står bl.a. alene med to børn, fordi fædrene til dem er smuttet fra deres ansvar og til gengæld har ført en masse kaos og stress med sig, når de brillerede med deres sporadiske tilstedeværelse.

Jeg har datet en del gennem årene, men uden held. Hvis man altså lige ser bort fra en 2. tinder-date, der førte et skønt barn med sig (og en meget træls far!).
Typisk blev fyrene nemlig enten for overvældet af, at jeg havde mine børn så meget eller også var de kun interesseret i noget meget overfladisk.

Resultatet var under alle omstændigheder det samme: knust hjerte med dertilhørende knuste drømme og håb.
Og hver eneste gang det skete, ransagede jeg mig selv for at finde frem til, hvad jeg kunne have gjort bedre, hvad jeg egentlig tænkte om mig selv, siden det var sådan nogle typer jeg tiltrak, hvad jeg udstrålede osv. For det havde jeg ligesom lært: Jeg var jo fællesnævneren, så det måtte være noget med mig at gøre. Og til sidst nåede jeg et mæthedspunkt. For ærlig talt, så var mit selvværd rigtig fint. Jeg hvilede i mig selv, vidste hvem jeg var, hvad jeg stod for, uden at være en “drama-queen”, og havde samtidig overskud nok til at rumme andres folks “særheder”. Men af en eller anden grund, var kærligheden på ingen måde lykkedes for mig…

Så efter MANGE års dating, to forliste forhold med børn involveret i og enkeltstående perioder med fred og ro, når der ikke var nogen mænd involveret i mit liv, stod jeg af dating-ræset.
Og nej, det her er ikke en historie om, at så mødte jeg pludselig Mr. Right.

Det her er nemlig historien om, at jeg i stedet begyndte at tage ansvaret for mine drømme, håb og ønsker.
Det gik nemlig op for mig, at grunden til at jeg sådan længtes efter en partner, var fordi jeg ikke mente, at min drøm om “en rigtig familie” og flere børn ellers kunne gå i opfyldelse.

Så jeg tog skeen i den anden hånd:
Jeg begyndte nemlig at undersøge mine muligheder for at få et donorbarn, så jeg selv kunne skabe min egen lille familie med tre skønne unger – eller flere.
Min plan var at tage det stille og roligt, undersøge markedet af fertilitetsklinikker og donorer grundigt og så efter et lille års tid nok gå i gang med selve “fertilitets-programmet”.
En fertilitetsklinik gav mig dog det råd, lige at få tjekket min AMH-værdi, der kunne fortælle noget om mine ægreserver, dvs. hvor mange æg jeg havde tilbage. Jeps, jeps. Det kunne jeg da lige få tjekket – så er man ligesom i gang, tænkte jeg.
Mine to børn var nemlig begge “ups’er”, så jeg gik automatisk ud fra, at min fertilitet var helt i top trods en alder, der langsomt nærmede sig de 35.
Men det skulle vise sig, at jeg tog fejl.
Pludselig stod jeg med et resultat i hænderne, der viste, at hvis jeg ønskede mig flere børn, så var det NU!
Og med ét blev min retning helt klar: Jeg skulle have mig et donorbarn og det skulle være nu!
Jeg skulle skabe min egen lille skøre “regnbue-familie”, med masser af kærlighed, glæde og liv.
Og jeg skulle bl.a. vise mine børn, at lykken, kærligheden og familie ikke afgøres af ens partnerstatus, men af en selv.
Jeg står nu og skal i gang med fertilitetsbehandling og håber på, at om et lille års tid, så går mine drømme i opfyldelse.

Så kære kvinde – lad ikke din partnerstatus afholde dig fra at gå efter dine drømme, håb og ønsker.
Skab dit eget liv, som du gerne vil have det – for venter du, kan det lige pludselig blive for sent…