Nyt hjem, nyt liv.. Ambivalent much!

Linda Sivertsen

Linda Sivertsen

Yes yes yes! Nu sker det, jeg er så spændt! Åh nej, hvad er det jeg laver? Nøj hvor jeg glæder mig! Vent, hvad mister jeg ved det her? Bliver det på bekostning af venskaber? Jubii.. Jeg føler mig så heldig! Drømmeuddannelse here I come! Har jeg nu tænkt det ordentligt igennem? Og er det virkelig det rigtige valg eller det rigtige tidspunkt?

Alle de tanker og mange flere fløj igennem mit hoved, da jeg skulle flytte til Jylland fra Storkøbenhavn. En stor pærevælling af følelser som glæde, frygt, nysgerrighed, og lettelse. Og det var ikke kun mig selv som jeg skulle bekymre mig om, for jeg skulle også have min 12 årige datter (Dragen) med, hvordan ville det blive for hende? Men jeg vurderede at vi godt kunne klare en flytning til Jylland sammen.

Grunden til flytningen tværs over landet var der en helt særlig grund til. Jeg havde så svært ved at finde en bolig inde i byen, ligesom så mange andre. Dragen skulle alligevel skifte skole og jeg skulle også finde på noget at bruge min fremtid på. Pludselig så stod alle mulighederne for at starte på min drømmeuddannelse som beklædningshåndværker åbne. Den eneste hage ved det var at uddannelsen kun kunne tages i Jylland.

Det var ikke en spontan idé, faktisk langt fra, men noget jeg havde tænkt på i 6-12 mdr. Og en uddannelse jeg har drømt om hele mit liv, men det var ikke uden at satse.

Vi fandt en lækker lys lejlighed i et naturskønt område i Silkeborg, og flyttede hertil. Grunden til at jeg valgte Silkeborg, var fordi det lå midt imellem Aarhus og Herning hvor min uddannelse foregik. Og vi kom væk fra kælderen, som vi havde boet i et helt år. Dragen ville kunne starte i skole og vi kunne nå at falde på plads, inden jeg skulle starte på uddannelse.

Det kæmpe sats var dog, at jeg ikke var kommet ind på uddannelsen endnu, ej heller fundet en elevplads. Men det var drømmen, jeg har aldrig ønsket mig en uddannelse så meget som denne, så det skulle bare lykkedes. Jeg valgte at stole på min mavefornemmelse, og før jeg vidste af det så gik det hele op i en højere enhed. Jeg kom ind på studiet, fik en fantastisk elevplads og jeg tudede af glæde!

Nu er der gået lidt over et halvt år på uddannelsen, og jeg kan med sikkerhed sige at det var det helt rigtige sats. Jeg elsker alt ved uddannelsen, mine søde medstuderende som deler passionen for faget, og jeg er så pisse stolt af mig selv!!

Dog er der så langt imellem ALT i Jylland! Jeg har intet kørekort, så er afhængig af offentlig transport, 3 timer hver dag. Men det føles dog meget hurtigere.Måske jeg skulle anskaffe mig en knallert eller en scooter, så kan jeg tøffe rundt på den 😂

Det har været nogle hårde år, fyldt med meget blandede følelser og meget lidt føltes som om det gav mening. Livet føltes som den vildeste rutsjebanetur. Men! Det jeg vil frem til er, at hvis alt var gået som jeg ønsket og intet var gået galt, så havde jeg aldrig taget springet og begyndt på uddannelsen i Jylland, hvilket nok havde været mit livs største fejl, fordi det her giver så meget mening! Jeg er normal ikke sådan en der tror at ting sker af en grund, men jeg kan ikke lade være med at føle at det her har været grunden til, at tingene ikke blev som jeg ville have dem. Det har altid været meningen at jeg skulle det her. Og jeg kan det her! Jeg er god til det! Det er min passion! Og jeg er er så pisse stolt af mig selv, fordi jeg satsede på drømmen!

Sidder i skrivende stund med tårer trillende ned af kinderne, overvældet af glæde, fordi det er så fantastisk en følelse. Og samtidig fordi det er så vanvittig hårdt at mangle mit netværk. Jeg savner mine venner, jeg savner mit liv i København, min kæreste, mit job som støtte for den skønneste dreng, min elskede familie I NV. Jeg savner at føle mig hjemme og jeg hader at være så meget alene. Jeg er mega ekstrovert og trives ved at være omgivet af folk jeg holder af.

Det første år har været hårdt! Særligt for Dragen som ikke havde det godt på den nye skolen. Både grundet Corona og hjemmeundervisning var det ikke et hit, og det føltes aldrig som det rigtige sted for hende. Hun var så ked af det, følte sig ekskluderet, havde det fysisk dårligt og ville bare gerne hjem til København igen. Det var svært som forælder at se på, svært at vide hvad det rigtige var at gøre, men til sidst så skiftede vi skole. En beslutning vi var urolige for, men bagefter stod det helt klart at det var det rigtige valg at stole på den mavefornemmelse også!

Hun er nu startet i 7 klasse og hun har allerede venner, hun kommer i skole til tiden, hun fortæller gladeligt om sin dag og hun er blevet mere kreativ igen, mere sig selv. Hun savner stadig sine veninder i København, som hun stadig ses med engang imellem. Men det har lettet hjertet meget for os begge to at hun er begyndt at trives, og har gjort det nye liv i Jylland lidt nemmere at være i.

Jeg har også fået nogle få venner herovre, alt er åbnet op igen, og jeg er optimistisk. Jeg ved at det vil tage tid, men at det nok skal gå. Der er dog en kæmpe stemme i mig der skriger at vi ender med at flytte tilbage til Sjælland efter endt uddannelse. Vi ender med at komme HJEM.

Nu må vi se hvad fremtiden bringer.

Jeg har så meget respekt for jer der vælger at rive rødderne op og rejse tværs over landegrænser for at starte et nyt liv! Det er pisse hårdt! I er for seje!🤘🏽

Tak fordi I læser med ❤️

Kærligst Linda Sivertsen

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Skriv et svar

Linda Sivertsen

Linda Sivertsen

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg